Gasbageformen – husmoderens bedste ven

Under besættelsen var et af husmødrenes mere pressserende problemer gasrationeringen. Især i byerne skulle man spare på komfurgassen, og gasovnen måtte sjældent bruges. Redningen var gasbageformen – en lukket form, som sættes ned over gasblusset. I gasbageformen kunne man bage, og man kunne lave sammenkogte retter.

I stedet for flere forskellige gryder og pander over mange blus kunne man altså lave mad over kun et. Statens Husholdningsraad promoverede utrætteligt gasbageformen, både gennem husmoderkurser, og gennem pamfltter og opskriftsrækker.

Formen var økonomisk i drift, og med den kunne man stadig servere de retter og kager, som man kendte og holdt af – selv under en krig og en besættelse.

I “Opfindsomhed i en krisetid” giver “Fru Flink” på jovial vis læserne en lang række opskrifter i gasbageform. Fisk var billigere end kød, og ganske mange af Fru Flinks opskrifter baserer sig på torsk – en dengang rigelig og billig spisefisk fra danske farvande.

Fru Flink skriver: “Fru Flink bruger den (gasbageformen) efterhaanden til alle de Retter, hun før vilde have lavet i ildfast Fad i Ovnen, og hun er kommet til at holde saa meget af den, at hun glad og stolt sætter den ind paa Bordet med Maden varm og indbydende i den! Hun bager ogsaa Leverpostej i den – og hun drømmer om at lave en Blodbudding i den.”

Her følger en hel menu, sammensat af et udvalg af Fru Flinks opskrifter:

Smørløs Ostebudding

Fru Flink rører 30 gr. mel ud i en gryde meden ½ deciliter mælk, og lader koge igennem under piskning. Så slukker hun for blusset, og pisker 6 æggeblommer i en for en. Denne dej smages til med 200 gr. reven, mager ost, salt og paprika. Hun smører gasbageformen, og pisker de 6 æggehvider stive, og vender dem i dejen, lige før den hældes i formen. Ostebuddingen bages ca. 45 minutter i formen. Pyntes med et drys purløg, og serveres som forret.

Bagt Torsk som Himmerigsmundfuld

750 gr. kartofler, 375 gr. selleri og 375 gr. porre. Porre og kartofler skæres i tynde skiver, sellerien i mindre tern.

Et lille stykke fersk, røget flæsk på 150 gr. skæres ud i tynde skiver. I den smørsmurte form lægges en bund  af halvdelen af kartoflerne, vendt i saltet rasp, og et lag af porre og selleritern blandet. Herpå lægges 1 kg. torsk, renset og skåret i mindre stykker. Torskekødet drysses med lidt peber og dryppes med lidt citron, og omvikles med baconskiverne. Ovenpå lægges resten af kartofler, selleri og porre blandet. Der dryppes med lidt henkogt tomatsat (eller nogle klatter tomatpure og en smule vand i bunden). Formen står på gassen en lille time.

Mormors æblekage

Til dessert serveres en dejlig æblekage, og selvom kaffen er blandet godt op med cikorie, er det en festlig afslutning på en dejlig middag.

Smut og hak 125 gr. mandler. Riv to æbler på råkostjernet. Skil 6 æg i hvider og blommer. Pisk blommerne med 250 gr. sukker og saften af en citron og dens revne skal. Bag 50 gr. franksbrødskrumme op i 125 gr. smør, og rør smørret i æggemassen sammen med de hakkede mandler. Hviderne piskes stive, og vendes i dejen. Hæld halvdelen af dejen op i den smurte gasbageform, og fordel de revne æbler i et lag. Læg resten af dejen ovenpå. Bag over gassen i 1½ time – varmen må ikke være for stærk.

Velbekomme!

 

7 Responses to “Gasbageformen – husmoderens bedste ven”


  • Tusinde tak kokkepige; hvor er det dog spaendende og det forklarer nogle af mine bedstemoedres rand-/formopskrifter. Har I mon et foto af saadan en gasbageoform?; jeg tror nemlig jeg har selve formen (eller noget af den) fra en.
    Tak endnu engang for spaendende indslag. (www,mariasdaisies.com holder lidt ferie, men er snart tilbage med nyt indslag opsaa) MvH Maria F. Orr

  • P.S. Efter min mormor doede for nogle aar siden, fandt familien en hel toende med kaffeboender. Jeg tror aldrig nogensinde, hun oenskede at vaere foruden kaffe igen, som under krigen, og det var hendes ekstra lager.

  • Husker vi havde én i vores sommerhus. Jeg tror nok, det var et forsøg…mindes kun en enkelt gang, min mor (født 1929) bagte en art sandkage. Jeg selv er født i 1955 og er ret nostalgisk – samler på de gamle ting og opskrifter, men holder dog ved gasbageformen. Mange hilsner Lone

  • Hej Maria og Lone

    Desværre har Kokkepigen ikke et foto af en gasbageform. Men det er heldigvis til at finde billeder af i de gamle husmoderleksika som f.eks. “Haandbog for Nutidshjem” (1939)eller “Dansk Husmoderleksikon” (først i 1950erne)

    Jeg mener at have set et par eksempler på nutidige gasbageforme, som man kan tage med sig på camping – så behøver man ikke nøjes med de kogte pølser eller snobrødet…..

    Kokkepigen

  • Jeg har en gasbageform fra gamel tid og har afprøvet den.
    Jeg har bagt franskbrød og kager i den og den virker fortrintligt.
    Den står i vores campingvogn og glæder os på regnvåde dage.
    Hilsen,
    Herdis

  • Kære Herdis
    Skønt at høre, at den gamle gasbageform stadig står distancen, og har fået nyt liv, når I ferierer – bruger I også lidt ældre opskrifter, når i anvender den?

    Venlig hilsen
    Kokkepigen

  • Jeg søger efter en god, gammel gasbageform, da vi skal på en længere sejlads, hvor den er god at bruge for at spare på gasforbruget i forhold til at bruge ovn.
    Jeg har fundet en hjemmeside, hvor man kan købe formen fra ny, men det er jeg ikke så interesseret i.
    hilsen Ulla

Leave a Reply