Kategorier
Brød og kager Drinks og drikke

Store Bededags-aften i Brede

Edith er ved at lave kaffe til turen. Hun pakker kaffekanden ind i aviser og et viskestykke, så kanden holder på varmen nede i kurven.Aftenen før St. Bededag var mild og god, og Edith og Harald gik en spadseretur ned langs møllesøen og åen. Edith havde pakket en lille kurv med kaffe og nogle hvedeboller med rosiner, og også taget lidt af sin egen jordbærlikør med. De fandt sig et roligt sted ved søen, hvor Sonja kunne ligge på tæppet og lege, mens de drak kaffe.

Bag sig kunne de svagt høre larmen fra den lange længes arbejderunger, der brugte den milde aften på at spille bold ude på vejen.

Ediths gode kaffeboller

500 gr. hvedemel, 100 gr. smør, 100 gr. sukker, lidt kardemomme og rosiner efter behov. 40 gr. gær, 3 dl. mælk. En knsp. salt.

Smelt smør i en gryde sammen med det meste af mælken. Stil til let afkøling. Udrør gæren i resten af  mælken (som gerne må være lunet lidt, ca. 35 gr.). Når gæren er helt rørt ud, blandes resten af mælken og det smeltede smør i. Derefter røres de tørre ingredienser i, og dejen æltes godt igennem. Sørg for, at rosinerne fordeler sige ligeligt i dejen.

Bollerne stilles til hævning en times tid. Dejen æltes derefter op igen og bollerne formes og sættes på en bageplade, som stilles til efterhævning ca. 30 minutter.  Pensles med kold kaffe og bages i ovnen 15 – 20 minutter ved 200 gr.

Bollernes nydes med smør eller frisk, nylavet rabarbersyltetøj

6 kommentarer til “Store Bededags-aften i Brede”

Kære Rasmine

Dansk Husmoderleksikon fra 1949 ved alt – og det bringer følgende opskrift på en hjemmelavet jordbærlikør:

1½ kg vaskede og pillede Bær knuses, overhældes med 3/4 liter Spiritus vini, henstaar 4 Dage i tildækket Krukke og sies derefter gennem Gelepose. 3/4 kg Sukker koges med 4 dl Vand og 1 Stang Vanille, afkøles og blandes grundigt med den gennemløbne Sprit. Opbevares paa proppede og lakkede Flasker.

Alt efter den smagstone, man ønsker sin likør skal have, kan man bruge hvid rom, vodka eller sågår snaps.

Held og lykke

Kære kokkepige,
Hvor er det dog en vidunderlig blog, jeg nyder hver gang der er et nyt indlæg. Tusinde tak for den.
Med venlig hilsen
Annette

Mange tak – hvis der også står, hvad en gelepose er, og hvordan men lakker flasker, må jeg se, om jeg kan opstøve den bog! Der sælges vel ikke kopier af den hos jer?

Kære Rasmine
En gelepose er en hvid pose syet af lærred, som man hænger op på et træstativ. Den bruges til afdrypning af frugtsafter, men er også god til afdrypning af yoghurt, når man vil lave f.eks. tzatiki. De kan fåes i velassorterede isenkræmmere eller køkkenbutikker med et bredt udvalg.

Men man kan også benytte sig af et stykke ostelærred, som man ligger i en trådsigte med en skål under. Tillakning af flakser foregår simplet med rød segllak, som man smelter om flasken ligesom når man ville lave en lakklat til at forsegle et brev. Segllak kan fåes i udvalgte papirforretninger.

Vi sælger desværre ikke kopier af “Dansk Husmoderleksikon”, men den fås antikvarisk og man kan også finde udgaver af og til på loppemarkeder eller hos marskandiserne.

Venlig hilsen
Kokkepigen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *