Her finder du en liste over både gamle og nye kogebøger – både danske og udenlandske titler.
Gamle kogebøger fra 1800-tallet og 1900-tallet kan stadig fås antikvarisk. På hjemmesider som www.antikvariat.net , www.saxo.com og www.amazon.com kan du finde og købe genoptryk af kogebøger med gamle opskrifter og nye bøger om historisk madkultur.
MIDDELALDER og RENÆSSANCE
Adamson, Melissa Weiss: “Food in Medieval Times” Greenwood 2004. Om middelalderens madkultur, råvarer, tilberedningsmetoder og bordmanerer. Eksempler på retter og menuer. På engelsk.
Albala, Kenneth: “Eating Right in the Renaissance” University of California Press, 2002. Om renæssancens madkultur, gastronomi og bordskik. Et indblik i både hof- og borgerkultur, set fra bordets synsvinkel. På engelsk.
Black, Maggie: “Medieval Cookbook” British Museum Press 1996. En samling af opskrifter fra middelalderen, lige til at prøve i eget køkken. Historier og fakta om det europæiske køkken i middelalderen. På engelsk.
Boyhus, Elsemarie & Hans Beck Thomsen: “Kogekunst Nu og Da. Frugt og grønt i det danske køkken” 2003. En gennemgang af kogekunsten i Danmark i 500 år med et afsnit om frugt og grønt fra A-Æ i historisk belysning. Hans Beck Thomsen fra Henne kirkeby Kro står for de raffinerede, moderne opskrifter.
“Koge Bog, indeholdendis et hundrede fornødende Stycker, som ere om Brygning, Bagning, Kogen, Brendevijn oc Miød at berede, saare nytteligt udi Huzholding etc.” Wormianum. Et genoptryk af Danmarks ældste trykte kogebog fra 1616. Den indeholder opskrifter om alt fra vælling til gedepølse – og som overskriften siger også råd om ølbrygning, bageopskrifter og brændevinsbrænding. En kuriøs og morsom lille bog.
“Middelaldermad – kulturhistorie, kilder og 99 opskrifter” Gyldendal. Antikvarisk. Opskrifter på middelaldermad fra danske, engelske og tyske kilder. Kulturhistoriske fortællinger og fakta om middelalderens køkken og kogekunst.
Prins Henrik: “Helt Magnifique” Nostra 2007. Helt Magnifique! udbrød en hofmand efter et taffel på 58 retter, som kong Frederik III trakterede med ved en fest i juli 1668. Menuen var sammensat af kongeparrets franske køkkenchef efter en succesrig fransk kogebog, som introducerede en helt ny gastronomi i Danmark: enkel og med vægt på råvarernes egen smag. Hans Kongelige Højhed Prins Henrik har genskabt taffelet og fortæller om sit indtryk af dansk og fransk madkultur. Opskrifterne følges af fortællinger om datidens hofliv, hoffets kokke og overdådigheden i den enorme kongelige husholdning.
Skaarup, Bi: “Renæssancemad – opskrifter og køkkenhistorie fra Christian 4.´s tid” Gyldendal 2006. Rummer både jævne og meget overdådige opskrifter. Renæssancens køkken er meget anderledes end nutidens, men det er spændende og forholdsvist nemt at prøve sig frem med de eksotiske retter – og det kan inspirere i hverdagskøkkenet !
1800-TALLET
Black, Maggie og Deirdre Le Faye: “The Jane Austen Cookbook”. The British Museum Press, 1995. Madretter og opskrifter fra Jane Austens tid. Retterne er alle nogle, som optræder i Jane Austens bøger, og bogen fungerer også som en indføring i det sene 1700-tals og tidlige 1800-tals selskabelighed og spisekultur. På engelsk.
Hale, Sarah Josepha: “Early American Cookery. The Good Housekeeper, 1841”. Dover Publications, 1996. Et genoptryk af den amerikanske Sarah Hales dengang populære og udbredte kogebog fra 1841. Bogen indeholder også almene husholdningsråd, og giver et godt indblik i 1800-tallets dagligdags køkken og madretter. På engelsk.
Lane, Maggie: “Jane Austen and Food”. Antikvarisk. En fremragende gennemgang af det tidlige 1800-tals køkken og selskabelighed med eksempler på forskellige madretter og menuer. Bogen giver en levende og spændende indgang til Jane Austens forfatterskab. På engelsk.
Madam Mangor: “Kogebog for smaa Husholdninger”. 1842. Antikvarisk. Den første danske kogebogsbestseller, som siden udkom i mange oplag. Opskrifterne var oprindeligt beregnet til åbent ildsted, men de blev senere beregnet til brændekomfur. Udgaven er udvidet til også at rumme Madam Mangors Syltebog. Det er en fremragende kogebog med virkelig gode opskrifter !
Michaelsen, Karsten Kjer: Da økologi var hverdagskost – et slotskøkken anno 1815. Odense Bys Museer 2007. Bogen bygger på slotskokken på Tranekær C. Jacobsens kogebog, som udkom første gang i 1815. Den giver et indtryk af tiden og de muligheder, som tidens råvarer gav, sammen med en række opskrifter fra den originale kogebog.
Mrs. Beeton: “The Book of Household Management” 1861. Antikvarisk/i ny genudgivelse. Den kendteste og mest klassiske af alle engelske kogebøger. Udover et stort antal opskrifter beskriver den alt, hvad man skulle vide for at drive en pæn, borgerlig viktoriansk husholdning. Flere udgaver findes på nettet – prøv denne: www.gutenberg.org/etext/10136
Fru Nimb: “Illustreret Syltebog”. 1896. Antikvarisk. Alt om syltning af frugt og grønt, både almindelige og mere eksotiske som f.eks. artiskokker og meloner. Datidens rige, velsmagende og spændende køkken med stor respekt for råvarerne.
Fru Nimb: “Kogebog. Praktisk og økonomisk indrettet for større og mindre husholdninger” 1900. Antikvarisk. Det bedre borgerskabs righoldige kogebog med retter som stegte østers og kalveryg med trøffelsauce. Retterne er alle fremragende udført med stor respekt for råvarerne. Fru Nimbs kogebog er den af samtidens kogebøger, som er på det højeste niveau, både hvad angår raffinement, udnyttelse af råvarer og en veludført gastronomi. Rummer også mere almindelige retter og lister over, hvad datidens veludstyrede køkken burde rumme af redskaber og indretninger.
Sinkler Whaley LeClerq, Anne: “An Antebellum Plantation Household. Including the South Carolina Low Country Reciepts and Remedies of Emily Wharton Sinkler”. University of South Carolina Press, 1996. En stor plantagehusholdning i de amerikanske sydstater i 1840-erne inden borgerkrigen. Sammen med Emily Sinklers opskrifter og husholdningsråd følger også en beskrivelse af hendes familie og dagliglivet på plantagen. På engelsk.
Thaarup, Sørine: “Kogebog for By- og Landhuusholdninger” 1869. Antikvarisk. Rummer alt, hvad landhusmoderen bdengang burde vide for at føre hus (og gård). Både almindelig, daglig kost og finere madlavning, slagtning, nedsaltning og syltning. Har også et stort afsnit om farvning af garner.
1900-TALLET
Ali-Bab: “Gastronomisk Haandbog”. 1944, fotografisk genoptrykt i 1975. En klassisk fransk kogebog, første gang udgivet i 1919. Det er det raffinerede franske køkken med smagen i højsædet. Her findes både simple og meget raffinerede retter.
Mrs. Beeton´s “All-about Cookery” Ca. 1930. Antikvarisk. En af de utallige revisioner af Mrs. Beetons originale værk fra 1861. Denne udgave gennemgår alt, hvad der skal til i 1930-ernes moderne husholdning, bl.a. opvaskemaskine og nye komfurtyper. Stadig med et omfattende opskriftsafsnit.
Fru Constantin: “Husholdnings- og Kogebog”. 1904. Antikvarisk. En fremragende og gennemarbejdet kogebog, som rummer verdens bedste opskrift på brune kager. Anvisninger på rengøring og vask, syltning og saltning. Fru Constantins rigtige navn var iøvrigt Mathilde Muus !
“Det Danske Landkøkken” 1999. Antikvarisk. Dækker perioden fra 1950 til ca. 1980. Opskrifterne er indsamlet af Familieudvalget i Dansk Familielandbrug. Den rummer en række godt gennemprøvede retter, som mange vil huske fra deres barndom.
Frk. Jensen: “Kogebog” 1901. Frk. Jensens kogebog skulle vise sig at blive en af de mest holdbare og populære kogebøger over borgerskabets både solide og raffinerede køkken. Rummer både jævne hverdagsretter og indviklet festmad, syltning og bagning. Skift dog opskrifternes margarine ud med smør! Er udkommet i dusinvis af udgaver og i flere hundrede tusinde eksemplarer. De ældre udgaver fås antikvarisk. Den er for nylig genudgivet.
Frk. Jensen: “Five O´clock Tea” 1902. Genoptrykt 2000. Udgivet som supplement til kogebogen med opskrifter indsamlet under Frk. Jensens ophold i England. Fremragende bageopskrifter, hvor hun heldigvis anvender smør istedet for margarine.
Hansen, Caia: Kogebog for Grønland/Nerissagssionermik Ilitserûtit Kalâldlit-Nunânut Túngatitat. Den Kongelige Grønlandske Handel 1963. Rummer både danske opskrifter, “omskrevet” til grønlandske forhold, og opskrifter på lokale specialiteter som hvalkød, sæl, alk og rensdyr. Al tekst ses på både dansk og grønlandsk – men det er mere en dansk end en grønlandsk kogebog.
“Køkkenkalenderen” Berlingske Forlag 1935. Antikvarisk. En månedsinddelt årbog, hvor hver dag har sit menuforslag med opskrifter, der bygger på årstidens råvarer. Sideløbende gode råd om indretning, rengøring, syltning, sygepleje eller hjemmelavet make-up. Til 1930-ernes moderne husmoder i almindelige husholdninger.
Meyer, Carla: “Nutidsmad og husførelse”. 1930. Antikvarisk. Bogen rummer både daglige og finere opskrifter. Alle opskrifter lanceres i tre udgaver: en dyr, en mellem og en billig. Afsnit om varekundskab, konservering af fødevarer, rengøring og vask samt hjemmets moderne tekniske hjælpemidler. Værket udkom også som et samlesæt af løse hæfter, man kunne abbonere på.
Møller, Ingeborg: “Hjemmets Kogebog” 1919. Antikvarisk. En rigtig god, solid kogebog til almindelige, borgerlige husholdninger.
Tørsleffs Husmoder Service: Tørsleffs kogebøger. Kolonialfirmaet Tørsleff oprettede i 1939 Tørsleffs Husmoderservice, som rådgav omkring brugen af firmaets produkter. Fra 1939 og frem udgav firmaet en række kogebøger, som stadig trykkes. Både kogebøger og husmoderservice blev et fast begreb for efterkrigstidens danske husmødre. Serien omfatter Den grønne Syltebog, Den røde Kogebog, Den blå Bagebog, Den gule Dessertbog og Den hvide Frokostbog. Hver bog indeholder ca. 300 opskrifter af både ældre og nyere dato.
EGNSRETTER
Adriansen, Inge: “Sønderjysk koge- og bagebog” Ejlers Forlag. Antikvarisk. Rummer opskrifter på sønderjyske kager og retter. Bogen byder også på de kulturhistoriske fortællinger, der knytter sig til den særlige sønderjyske kaffebordskultur og til egnens stadigt velkendte retter.
Koed Westergaard, Erik “Danske Egnsretter” 1988. Antikvarisk. Egnsretter fra hele Danmark. Giver et rigtig godt indtryk af det varierede danske landkøkken, som var præget af den natur, der omgav menneskene.
Knudsen, Ann Vibeke: “Bornholmernes mad – en kulturhistorisk kogebog om madtraditioner på Bornholm 1870-1950”. Bornholms Museum 1991. Ca 160 opskrifter på karakteristiske bornholmske retter med kulturhistoriske fortællinger, der knytter sig til den særlige bornholmske madkultur.
Mortensen, Stig Lou: “Danske egnsretter – snysk, kjylar og mikmuskage” Bios 2005. Originale opskrifter på mere end 350 hverdags- og festretter fra hele Danmark i perioden 1840 til 1920. Opskrifterne stammer fra museer, lokalhistoriske arkiver og privatpersoner. I bogen beskrives den daglige kost fra borgere, bønder og fiskere, og opskrifterne er krydret med anekdoter, fakta og forklaringer.
Rasmussen, Lissy: Fynske egnsretter. Odense Bys Museer 2005. Med udgangspunkt i årets 12 måneder og livet og dødens fester, og de skikke og traditioner, der knytter sig hertil, gives eksempler fra det særlige fynske køkken. Her findes opskrifter på specialiteter som prossekage, “bovemelspandekager” og finker fra Vestfyn samt mere almindeliger retter, suppleret med opskrifter fra Sortebro Kro.
HUSMODERMANUALER, LEKSIKAER og DIVERSE
Bjørrild, Kirsten: “Den unge Husmoders ABC” Gjellerups Forlag 1946. Antikvarisk. En lille, fiks manual med anvisninger på alle husholdningens forskellige arbejder. Målrettet til unge og måske uerfarne husmødre. Indeholder også enkle, dagligdags opskrifter.
Craske, French & Waterfield: “Below Stairs. 400 years of servants´portraits” 2003. Katalog fra en udstilling på National Portrait Gallery. Viser en mængde flotte portrætter og fortæller om forholdet mellem herskab og tjenestefolk gennem århundreder.
“Dansk Husmoderleksikon” 1949. Antikvarisk. Et digert to-bindsværk, udgivet på foranledning af Statens Husholdningsraad. En skattekiste af nyttig viden, rækkende fra stabling af brændestakke, børnesygdomme og vitaminlære over skadedyrskendskab og information om gaskomfurer til korrekt opbevaring af fodtøj og udvalgte håndarbejdsteknikker og opskrifter. Står det ikke heri – har det ingen betydning for din husholdning !
Dickson, Peter: “Den idelle værtinde” Reitzels Forlag 1953. Antikvarisk. En morsom og lettere antikveret bog, som på jovial og tilgængelig vis prøver at gøre de danske kvinder til både fikse og praktiske værtinder. Den rådgiver om alt fra indbydelsernes sprogbrug til korrekt håndtering af fiskehandlere og slagtere, og slår på tromme for det høflige, livlige og festlige samkvem mellem mennesker.
Flanders, Judith: “The Victorian House. Domestic Life from Childbirth to Deathbed” 2003. Et fremragende værk, som gennemgår det viktorianske hus fra kælder til kvist. Alle sider af livet inddrages – fra tjenestefolkenes vilkår til børneopdragelse og middelklasse-prætentioner. Rigt illustreret.
Fru Constantin: “Gæster i hjemmet”. 1903. Alt, hvad man skal vide for at blive den perfekte husmoder og værtinde i det bedre borgerskab. Supplement til kogebogen af samme forfatter, men rummer også selvstændige opskrifter.
Gold, Carol: “Danish Cookbooks” Museum Tusculanum 2009. En grundig og velskrevet gennemgang af udvalgte danske kogebøger fra 1616 til 1901. Kogebøgerne bruges som kulturhistoriske kilder, der fortæller om hverdagsmad, festmad, husmødrenes status og dagligdag, kogebøgernes forfattere og dansk madkultur gennem 300 år.
Højrup, Ole:”Herregårdsliv 1-8″ Nationalmuseet. Antikvarisk. Herregårdslivet ca. 1900 som det blev oplevet af herskab og tjenestefolk fra fruens stue til bryggerspigens gruekedel. Dette værk kan ikke anbefales nok, hvis man vil vide mere om en verden og en type husholdninger, som nu er helt forsvundne. Gennemillustreret og detaljerigt.
Højrup, Ole: “Landbokvinden” af Ole Nationalmuseet 1966. Antikvarisk. Om landbokvindens husholdning og de opgaver og arbejdsprocesser i køkken, bryggers og kålgård som hørte det førindustrielle bondesamfund til. Bøndernes forestillinger og tankeverden står klart frem i det utroligt detaljerige værk, som også beskriver bøndernes fester og selskabelighed. Indimellem er der også anvisninger på eller fortællinger om forskellige dagligdags retter (men ingen konkrete opskrifter).
“Håndbog for Nutidshjem” Bind 1-3. 1939. Antikvarisk. Gode råd om hjemmets indretning, hygiejne, rengøring, sygepleje, arbejdstilrettelæggelse og moderne køkkenindretning. Afsnit om selskabelighed, cocktails, borddækning og fester. Værket vandt stor udbredelse og popularitet i 1930-erne.
Kaffe og kage, te og chokolade 2007. Katalog fra udstilling på Koldinghus, hvor emnet gennemgåes i en række små artikler.
Meyer, Carla (red.): Nutidsmad. Husmoderens Haandbog i det daglige Liv. Ernæring – Husførelse – Hygiejne. 1931. Antikvarisk. Bogen er først og fremmest en kogebog, hvor forskellige forfattere giver deres bud på f.eks. daglig madlavning, koldt bord og selskabsmad. Derudover rummer bogen oplysende artikler både indenfor ernærings- og hygiejneområdet. Carla Meyer var den første formand for De Danske Husmoderforeninger, og interesserede sig især for byhusmoderens arbejde.
Møller, Ingeborg: “Kunsten at være huslig”. 1926. Antikvarisk. En anvisning for uøvede, nygifte husmødre i husholdning. En uudtømmelig kilde til de mange arbejdsopgaver i datidens hjem, som en god husmoder skulle udføre. Ingeborg Møller var uhyre aktiv i Dansk Husmoderforening, og slog på tromme for anerkendelsen af kvindernes huslige arbejde som vigtigt og ligeværdigt med mændenes udearbejde.
Pedersen, Anna: “Fra Bondestue og Stegers” 1944. Antikvarisk. Kvinder fortæller levende om deres mange arbejdsopgaver på gården i en tid hvor selvforsyning var i højsædet. Et godt supplement til “Landbokvinden”.
5 kommentarer til “Kogebøger”
Hej Kokkepige.
Har du kendskabt til en lille kogebog, som Madam Mangor udgav til soldaterne i 1864, så de kunne variere deres feltrationer lidt mere, end de gjorde? Ved at købe mælk, æg osv. på gårdene og bruge det sammen med feltrationerne, som vistnok bestod af flæsk, øl, tørret fisk osv.
Ja, jeg har brugt den flere gange, den kan findes som pdf på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside. Lone Fasmer har skrevet en udmærket artikel om kogebogen, som jeg gerne sender, hvis du er interesseret.
Hej
Jeg sidder med en gammel kogebog foran mig: “Kogebog for store og små Husholdninger” af Charlotte Struve. – Men der står desværre ikke udgivelses-år. – Har du kendskab til det?
FUNDET!!!
Igår aftes skrev jeg og spurgte om udgivelsesåret for Charlotte Struves “Kogebog for store og små Husholdninger”.
Senere på aftenen fandt jeg de selv!
Årstallet “1820” indgår i næsten mikroskopisk størrelse som en del af titelbladets dekoration.
Vistnok den hidtil ældste kogebog i min lille samling, – selvfølgelig med gotisk skrift.
Det er desværre ikke muligt at vedhæfte foto her.
Jeg fandt den på Det Kongelie Biblioteks hjemmeside, de har digitaliseret en del gamle kogebøger. Her bliver årstallet angivet som 1879, jeg tror, 1820 er en del af tegningen.
Den er interessant at bladre i, bl.a. fandt jeg opskriften på ægte skildpaddesuppe, som starter således: Skildpadden brændes med et hedt Jern i Halen, hvor ved den udstrækker sit Hoved, som saa strax skæres af, Blodet opbevares.
Nogle historiske retter skal man ikke prøve at genskabe!