Kategorier
Brød og kager På rejse

Kokkepigens Vinter – Sommerminder fra Skotland

pumpehus

Nu nærmer Foraaret sig endelig efter den lange og kølige Vinter. Fruen har fundet gamle Minder frem fra sit sidste Ophold paa Skodsborg Sanatorium. Her havde hun mødt den fine Grosserer-Frue, som senere paa Sommeren med Togbanen var rejst fra London til Skotland, hvor hun havde opholdt sig paa det mondæne Kursted Strathpeffer. Fruen havde ogsaa faaet et Postkort med et Billede af Pumpehuset, hvor det helsebringende Vand blev pumpet op. Her skulle alle hver Dag indtage en ordineret Mængde Vand. Det havde ikke været rart, Vandet baade lugtede og smagte af raadne Æg. For de særligt Syge var der ogsaa mulighed for Mudder-Bade og meget andet. Meget af Tiden havde Grosserer-Fruen dog tilbragt med at spadsere i Hotellets Park og den smukke Natur, som omgiver Byen. Det engelske Sprog var blevet opøvet gennem Konversation med de øvrige Gæster paa Highland Hotel og Læsning af Sir Walther Scotts Romaner. Eftermiddags-Teen havde været et Højdepunkt, med Scones, Sandwhiches, Dundee Cake og Shortbread.

Scones

200 Gram Hvedemel, 1 Teskefuld Bagepulver og ½ Teskefuld Salt blandes. 50 Gram Smør smuldres i Blandingen, til det ligner Brød-Krummer. Der røres godt 1 Deciliter Mælk, maaske lidt mere, i Blandingen, til det bliver en blød Dejg, som æltes let på et melet Bord. Rulles ud i en tykkelse paa omkring 2 Centimeter og udstikkes med en ikke for lille rund Form. Bages i Ovnen ved 220 Grader i omtrent 10 Minutter. Serveres overskaarne, smurt med Smør.

Dundee Cake

Rør 150 Gram Smør godt med 150 Gram mørk Rørsukker eller Puddersukker. Kom den revne Skal af 1 Citron i. Pidsk 4 Æg sammen og rør dem i Smør-Blandingen. Si 200 Gram Mel og 1 Teskefuld Bagepulver sammen og fold det i Blandingen sammen med 75 Gram Korender, 75 Gram Rosiner, 75 Gram Sultana-Rosiner og 25 Gram smuttede, hakkede Mandler. Hældes i  en smurt rund Form (Springform) og pyntes med smuttede, hakkede Mandler. Bages ved 180 Grader i omkring 2½ Time eller til en Strikkepind kan stikkes i Kagen uden der hænger Dejg ved. Dækkes med brunt Papir eller Pergament-Papir, hvis Toppen bliver for mørk.

Shortbread

200 Gram Mel blandes med 50 Gram Sukker. 100 Gram Smør smuldres i Blandingen, som æltes godt sammen. Rulles ud paa Brodet og skæres i Strimler. Prikkes og bages i Ovnen ved 180 Grader i cirka 30-40 Minutter, eller indtil de er lysebrune. Skæres i firkantede Kager, mens de endnu er varme. Tilsættes Dejgen ½ Teskefuld Ingefær, bliver det Ginger Shortbread, som er ypperlige til Te.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *