Efteråret byder på mange dejlige bær og frugter, som med fordel kan syltes eller laves til saft. Hyldebær er fulde af gode c-vitaminer, og hyldebærsaft er gennem århundreder blevet brugt som middel mod sygdom og forkølelse.
Afgrøder som brombær, blommer, græskar og kvæder kan også gemmes til den lange vinter. Vi bringer her nogle gode opskrifter fra kogebogen “Vor Tids Husmoder”. Med den i hånden behøver intet hjem være foruden et velforsynet spisekammer vinteren over !
Fru Jensens råsyltede blommer
2 kg blommer, 2 kg sukker og 2,5 dl eddike (brug evt. Lagermans farvede eddike). Blommerne tørres (evt. i ovn), prikkes og drysses lagvis med sukkeret i helt rene og skoldede sylteglas. Hæld eddiken ved, og ryst glasset dagligt, til alt sukkeret er smeltet. Tager ca. 10 dage.
Hyldebærsaft
Rib bærrene groft, og kog det udvalgte antal bær med så meget vand, at det lige dækker. Kog i tre kvarter, og si. For hver hele liter saft koges nu 1 dl. eddike, 375 gr. sukker og en gulerod med i ca. ½ time. Guleroden tager eddikens stramme smag. Tag saften af ilden, skum og tag guleroden op. Tilsæt spidsen af en tsk. salicylsyre til hverliter saft. Hæld på varme, tørre flasker, der straks tilproppes.
Brombærsyltetøj
Læg bærrene lagvis med sukker i forholdet 1 kg bær til 750 gr. sukker. Står i 12 timer. Sæt over svag ild, skum og hæld i en sigte, så saften løber fra ned i en gryde. Bærrene skal ikke knuses eller mases. Kog saften igennem igen langsomt i et kvarter. Læg bærrene i den kogende saft et par minutter og tag af ilden. Køl helt af, og læg i rene, tørre krukker, der overbindes, når syltetøjet er koldt.
Græskar med Ingefær
Skræl græskarrene og skær kødet i små firkanter, som ligger et døgn i eddike. Tag 1 kg sukker og to håndfulde frisk ingefær til 1 kg græskar. Opløs sukkeret i lidt vand, og kog ingefær og græskarstykker med i denne lidt tykke sukkersirup. Kog ca. ½ time, til græskarstykkerne er klare. Hæld på rene, tørre krukker. Kog næste dag saften fra kogningen indtil den er jævn og hæld den over græskarrene. Bind til.
Kvæder
Skræl kvæderne og skær dem i 4 dele. Fjern kernehuset. Efterhånden som de skrælles, kommes de i et fad med en meget mild saltvand. Kog dem omtrent møre i vandet og lad dem løbe af i en sigte. Til hver kilo kogte kvæde tages 3/4 kg. sukker, som koges til sirup med 3 spsk eddike, 1 spsk vand, 1 stang kanel og lidt hele nelliker. Put kvæderne i den varme sirup og kog dem helt møre. Tag kvæderne op ad saften og put dem i rene, tørre glas. Saften koges yderligere lidt ind og hældes varm over kvæderne.
�