Tag Archive for 'Konfekt'

14. December 1936. Julehjerter og juleknas.

Kære Læsere,

Jeg haaber, at alle nu er ved at være klar til Julen, eller i det mindste er har faaet købt de første Gaver og bagt de første Smaakager. I Butikken er der Travlhed, der skal købes Mel, Sukker, Hjortetaksalt, Mandler og alt det andet, som hører Bagningen til. Heldigvis har vi i vor Familie altid brugt Kokkepigens Juleopskrifter. Skønt Køkkenets Komfur ikke er stort, er det alligevel blevet til mange fyldte Kagedaaser med Brune Kager, Vanillekranse, Jødekager og Klejner til glæde for hele Familien i de kommende Juledage.

Søndag er det 3. Søndag i Advent. Hele Familien ser frem til Besøg fra Onkel William, som har lovet at klippe nogle af sine fine Julehjerter sammen med Børnene. Bordet i Spisestuen bliver ryddet efter Kirketid, saa der kan blive Plads til Saks, Papir og Lim. Først skal det dog dækkes med Aviser, Lim kan være slemt at få af et lakeret Spisebord. Karetmagerens Datter Agnes kommer ogsaa, hun holder meget af Jul og Juleklip. Maaske vil hun synge en Julesang med Børnene, hun har en smuk og klar Røst.

Søndag skal der laves Juleknas. Marcipan er lækrest, naar den tillaves kort før den skal serveres. Marcipan med Overtræk kan fremstilles før, men da det er dyre Varer, bliver det kun til en lille Portion. Citronkonfekt, Trøfler, brændte Mandler og andre gode Sager bliver det forhaabentlig ogsaa til, saa der er Søde Sager til alle Juledagene. Kagerne og Konfekten bliver først serveret Juleaften, hvor hele Familien skal smage de gode Sager.

I Disse kolde Tider er det godt at sidde i Stuen, høre paa Musik paa Radioen og nyde en Kop Kaffe og maaske en enkelt nybagt Smaakage. Den store Begivenhed, som er paa alles Læber, er den engelske Konges Abdikation. Ikke ofte vælger et Menneske Kærligheden for Kronen. Det vil der blive talt meget om omkring Julens Kaffeborde.

Brændte Mandler

125 g Mandler, 125 g Sukker, ½ dl Vand blandes i en Pande og sættes over Ilden og omrøres, til Vandet er fordampet  og Sukkeret begynder at blive tørt, da tages Panden et Øjeblik af Ilden og omrøres stadig. Panden sættes atter over Ilden, indtil Sukkeret har samlet sig om Mandlerne og disse er blevet blanke. Mandlerne hældes straks op paa en med Olie smurt Plade og pilles fra hinanden, før de er kolde. Hertil kan bruges en Gaffel.  Opbevares et tørt Sted i Blikdaase.

Trøfler

125 g god Chokolade, 75 g Palmin, 1 Æggeblomme, 1 dl stiftpisket Fløde.

Chokoladen brækkes i Stykker, kommes i en Skaal, der sættes over Vandbad. I den smeltede Chokolade tilsættes Palminen lidt efter lidt, Skaalen tages af Vandbadet, og Æggeblommen røres i. Naar Trøffelmassen er afkølet, men endnu ikke stiv, røres den stiftpiskede Fløde i. Sprøjtes ud i smaa Toppe og trilles i Chokoladekrymmel.

Citronkonfekt

Ca. 300 g Flormelis, Saft og reven Skal af ½ Citron og ca. en tredjedel Æggehvide. Alt æltes sammen til en Dejg, der trilles i smaa Kugler, lægges paa Pergamentpapir og tørres i 1 Time, kan derefter overtrækkes med Overtrækschokolade.

Marcipan

Æltes med halvt saa meget Flormelis eller lige Dele af hvert. Deles i Portioner, der tilsættes f.eks. hakket Figen, knuste Valnødder eller Nødder, reven Appelsinskal og Appelsinsaft eller hakket Ingefær og Cocktailbær. Formes til forskellig slags Konfekt, der, om ønskes, kan overtrækkes med Chokolade. Marcipan kan ogsaa farves med Konditorfarve og formes til forskellige Frugter, Figurer og lignende.