Nu nærmer Foraaret sig endelig, og den lange, kolde Vinter er slut. Jeg bliver bestandig tungere. Det er ved at være en sand Pinsel at skulle staa op om Morgenen, og iføre sig sine Klæder. Min gode Pige Katrine er mig en stor hjælp i denne Tid. Hun kender og en fornuftig Kone fra Pebringe, som kan være Amme, naar fødselen er vel overstaaet.
I Dag var vi i Vajsenhusets Kirke at høre Professor Enevold Ewald. Vi kørte til Kirken. Heldigvis hjalp min Mand Matthias Ortmann med at faa mig gelejdet op i Køretøjet. Min Tilstand forhindrer min sædvanlige Elegance ved Ind- og Udstigning.
Den gode Professer Ewald er en svagelig Person, og hans Prædikener ofte lidt lange. Hans Søn Johannes er et prægtigt og levende Barn, som gerne fortæller Æventyr og Historier. Gid vort Barn maatte blive ligesaa.
Vel hjemkomme indtog vi et simpelt Maaltid af et Lam, som Katrine havde skaffet fra Familien paa Pebringegaarden. Det blev ret et Festmaaltid, efter Vinteren er der ej meget at faa paa Torvet. Selv ikke Bønderne paa Amager kan længere levere det mindste.
Fricassée af Lammekiød
Lammebrysterne er bedst til Fricassé, i Mangel heraf bruges hvad Stykke det end er. Det hugges i Stykker, toes, udvandes og sættes paa Ilden med Vand, saameget at det netop staar over Kiødet, lidet Salt, et Par Laurbærblade, et Par hele Løg. Naar det begynder at koge, skummes det vel, naar det er rent skummet, kommes sameget sammenæltet Smør og Mel deri, at Saucen kan blive jævn deraf. Det koges mørt under lukket Laag, og aflegeres med Æggeblomme og Fløde og lidet frisk SMør, da det saa er færdigt.