12. november 1914. En Meddelse fra København

Efterår ved LønnestakKære Søster

Jeg sender dette Brev til dig, da jeg ikke er sikker paa, at det længere er muligt for mig at sende Brev til Moder i Sdr. Sejerslev. Jeg har bestemt, at jeg vil blive i København, selvom jeg for længst har faaet Indkaldelsen. Jeg kan blive i min Plads indtil videre, men maaske kan det blive svært senere. Hvorledes Danmark vil behandle Desertører fra det tyske Rige staar endnu ikke klart for mig. Jeg haaber, at du vil lade dette gaa videre til Moder, og at jeg ogsaa for Fremtiden kan sende Hilsener til Hjemmet gennem din gode Pen.

Medvirkende til min Beslutning er de daglige Rapporter fra Fronten i den daglige Avis. Politiken har hver Dag Beretninger fra Fronten. I disse Dage kæmpes der ved Ypres, uden at der synes at komme en Afgørelse. Den gamle By Arras, hvorfra jeg har set Billeder, er i disse Dage ved at blive sønderskudt. Hver Time sender den tyske Hær 4900 Granater ind over Byen. Jeg erindrer stadig, hvorledes Gammelfar fortalte om Slaget ved Dybbøl, hvor Granaterne føj over Skanserne. Det maa være Helvede paa Jord at opholde sig i Arras. Jeg haaber, Indbyggerne har faaet Mulighed for at komme ud væk.

Alt er dog ikke Mørke, skønt Vejret ikke er det bedste. Forleden var jeg i Vesterbros Teater for at se Baskervilles Hund som levende Billeder. Det var en stor Oplevelse at se en Fortælling, jeg har læst med baade Glæde og Gysen, omsat til levende Billeder. Især den frygtelige Hund var fremstillet, saa alle i Teatret blev Stille. Tankerne gik tilbage til den Natur med stille Søer og farlige Moser, som jeg kender saa godt fra min Barndom.

Jeg har haft den store Glæde at blive inviteret med Familien i det Kongelige Teater for at det Carl Maria von Webers spændende Opera Jægerbruden. Som i Baskervilles Hund var ogsaa her Naturen i Centrum som en særlig Kraft, som baade tiltrækker og frastøder. Vi havde Pladser paa 3. Etage lige under Galleriet. De gav et udmærket Udsyn til Scenen, og de fine Stemmer hørtes klart ogsaa her. Efter Forestillingen nød vi en staaende kold Souper, som Fru Sjøgren havde forberedt. Især den stegte And i Sky gjorde Lykke, ligesom Salt-Stængerne blev nydt med stor Glæde af alle. Jeg vedlægger Opskrift paa begge Retter fra Fru Sjøgren.

Med Ønsket om at vi, som er i det gamle Land, maa mødes i det kommende Aar

forbliver jeg din kære Broder

Søren Sørensen

Stegt And i Sky

Anden steges og parteres. Fedtet skummes omhyggeligt af Skyen, der blandes med god Bouillon eller Sky og koges sammen. Den gives en smuk brun Farve med Kulør og tilsættes Liebigs Kødekstrakt, hvis det behøves. Medens den koger, kommes 1 Glas Sherry deri tillige med ganske lidt Estragon-Eddike og Husblas (10 Blade til 1 Liter). Den klares med Æggehvider. I Bunden af Formen hældes et tyndt Lag Sky, og naar det er stivnet, lægges Kødet deri og overhældes med resten af Skyen. Næste Dag vendes den af Formen, og Fadet pyntes med en Krans af kogte Æbler, skaarne i 2 Dele; heri lægges lidt Ribsgelé paa hvert Stykke og garneres med Persille. Har man Dekorations-Spyd, arrangeres det i Midten af Formen. Det kan stikkes igennem et haardkogt Æg og ombindes med Persille.

Salt-Stænger

100 g Smør smuldres i 1 kg Hvedemel. Deri kommes 1 tskf Salt, hvori er udrørt 25 g Gær, 2 tskf Sukker, ubetydeligt Kardemomme og godt 6 dl mælk. Dejgen rulles i ganske tynde Stænger som en lille Fingers Tykkelse og omtrent 7½ cm´s Længde. De gives 2 á 3 Snit paa skraa, smøres med Mælk og bestrøs med Køkkensalt. De maa hæves, forinden de stilles i Ovnen og bages smukt brune.

0 Responses to “12. november 1914. En Meddelse fra København”


  • No Comments

Leave a Reply