Kategorier
Supper

Bollemælk og Kakaosuppe

Et godt råd fra "Nutids Mad og Husførelse"Med et lille barn i huset laver Edith megen mælkemad. Edith har i hjemkundskab lært, at mælk er grundstenen i ethvert sundt hjem. Og mælkemaden er heldigvis billig, både til for- og efterret.

I dag spurgte en af nabokonerne efter en god opskrift på kakaosuppe. De fik besøg af en kusine, og hun ville servere den til efterret.

Edith greb straks efter Carla Meyers “Nutids Mad og Husførelse”, som hun fik til sit bryllup. Det er den kogebog, hun bruger mest – for her står der opskrifter på snart sagt alt. Carla Meyer angiver altid retten i tre udgaver: en billig, en mellem og en dyr. Edith bruger som regel de billige til daglig, men hun giver den dyre til nabokonen, fordi den skal bruges til gæster.

Kakaosuppe (dyr udgave) 

1 liter sødmælk koges med en halv stang flækket vanille. Bland 20 gr. kartoffelmel, 30 gr. sukker og 75 gr. kakao. Rør lidt efter lidt blandingen i den kogende mælk. Smag suppen til med yderligere sukker. Server med små tvebakker. Suppen er meget hurtig at tilberede, og bør laves umiddelbart før servering.

Samme aften vil Edith lave bollemælk til forret, fordi hun har nogle melboller til overs fra hønsekødssuppen fra i går. Hun holder lidt høns i den lille have, og når de bliver for gamle som læggehøns, ryger de i suppegryden.

Bollemælk med melboller

Kog 6½ dl sødmælk med et lille drys salt. Anret den varme mælk med melboller og server med sukker og stødt kanel.

En portion melboller

Smelt 75 gr. margarine, og bag op med 100 gr. mel. Blandingen spædes lidt efter lidt med 2 dl vand. Rør over ilden til dejen slipper ske og gryde. Afkøles lidt og røres grundigt med 2 æg – et ad gangen. Smages til med salt og lidt sukker.

Bring en gryde letsaltet vand i kog, og få den ned fra spilkogende til småkogende. Put dejen i en bollesprøjte, og skær dejen af i passende størrelse fra sprøjtens ende. Bollestykkerne vil straks synke til bunds i det kogende vand, og de koges færdig under svag varme. Når de er færdige, kommer de op til overfladen. De tages op med en hulske og lægges på et dørslag, hvor de overhældes roligt med koldt vand for ikke at klæbe sammen.