Jeg, Sigrun, vil nu fortælle om en trist begivenhed. Vor færd over havet gik stille, vinden vuggede skibet, alt var godt. Kosten var god, vi spiste stokfisk og fladbrød og drak god øl. Men inden vi nåede vort endemål, greb en sot os. Ingen ønskede at dø på havet, så vi måtte søge havn ved en lille plads. Måske kunne vi finde de urter, som kunne jage soten bort. Her groede dog mest strandkål, som ikke længere kunne spises, men det friske kildevand gjorde godt efter den sure øl. Dog måtte vi tage afsked med Niall. Han blev begravet efter sin egen skik med fødderne i vest og hovedet mod øst, så han på den sidste dag kunne rejse sig og se mod den nye sol. Fionn sagde nogle ord over graven, men sært var det ikke at skulle give gaver med til rejsen.
Vi var ikke alene på pladsen. Her mødtevi gamle venner på vej hjem fra sommertogtet. Skønt det er sent på sommeren, er der stadig enkelte steder handel. Handel og håndværk er altid ønsket, når den lokale stormand garanterer markedsfred. Alle var vi dog på vej hjem, så det var kun beskedent, hvad der var tilbage i lagrene. Far havde stadig lidt knive at sælge, og der var også lidt reparation for de lokale bønder. oppe i skoven kunne samles æbler og frugt, så jeg lavede lidt søde pandekager. Vort ophold var kort, så de store gryder blev på skibet, men panderne var fundet frem.
Vi er nu endelig på vej hjem, den hjemlige kyst nærmer sig. Høsten derhjemme er nok overstået, men mor har god hjælp, så det er nok gået godt. Nu skal der blot samles ind fra skov og mark af frugter bær og nødder til most og tørring, så det kan gemmes til vinteren.
Sigruns pandekager er lidt anderledes end vores flade pandekager. Det er en bolledej med fyld, stegt på en pande. Både frisk og tørre frugt kan bruges som fyld, og vil man have lidt sødt over, er flydende nyslynget honning godt – og det er lige årstiden til det.
Sød dej til pandekager
Godt 3 dl. sødmælk varmes op til det er fingerlunt og hældes over 25 g gær. Tilsæt lidt salt og sukker og 50 g smør samt 1 æg. Hæld mel i – der skal bruges omkring ½ kg mel, men tilsæt ikke det hele på en gang. Dejen skal være blød og ikke for fast, så rør den først med skeen, hænderne skal først bruges til allersidst. Lad dejen hæve, slå den ned, og del den i mindre boller, som rulles fladt ud og fyldes med fintskårne æbler, hakkede nødder, tørret frugt eller hvad der ellers kunne ønskes. Man kan også hælde sukker og kanel over fyldet – men så er man ikke i vikingetiden længere! De små pandekager lukkes godt, så de ikke åbner sig, og steges på panden i smør.