Archive for the 'vikingetid' Category

Vinterforråd

LandsbyJeg, Sigrun, er nu vel hjemkommen. Den sidste tid har været travlt, skønt alt var høstet før vor hjemkomst. Nu ligger rugen og hveden klar til tærskning, så der kan blive grød og brød til alle gennem den lange vinter. Ærterne er også renset og tørret. En god del af byggen er allerede tærsket og kernerne er lagt til spiring i lerkar et varmt sted, før det kan tørres og blive til malt. Det skal blive til den gode stærke juleøl. Den lange varme sommer har givet en god høst i år, så måske kan alle blive mætte gennem den lange kolde vinter.

Æbler er samlet i skov og hegn og lagt til tørre, så de kan give sødme til vinterens mad og drikke sammen med honning og andre tørrede frugter. Mens vi samlede æbler, fortalte mor historien om Iduns æbler og hvordan Idun af Loki blev stjålet fra Asgård, så alle guderne måtte lære alderdommen at kende. Til aften blev givet grød sødet med æbler, alle var tilfredse.

Endnu går svinene på olden i skoven, og fårene og køerne på marken. Det varer dog kun en kort. Så står den på slagtetid og sulemad, når de fede svin gennes ind fra skoven. De dage har alle travlt. Så bliver det tid til de gode kedel-orm, som hører slagtetiden til. Især blodpølserne glæder alle sig til. En enkelt so eller to får dog lov at leve sammen med den store galt, så der kan komme smågrise nåste år. Kun Særimner kan alene give tilstrækkeligt kød til alle. Heller ikke fårene undgår deres skæbne, kun de bedste og sundeste må leve vinteren over.

Nu er det tid at trække indendøre og lægge skibet i naust. De første storme melder sig snart, dagen bliver bestandig kortere, men snart kommer solhverv, solen vender tilbage, og det bliver atter tid at drage på togt og møde gamle venner.

 

IMG_2674

Den søde grød er næsten forsvundet fra middagsbordet. De fleste kender kun julens risengrød, men tidligere var også den søde grød en del af den daglige kost. Her bliver den sød at tilsat frugt og honning – men en grød lavet på basis af mælk kaldes også sød. Mælk indeholder mange kulhydrater, sødmælk smager faktisk en smule sødt.

Kokkepigen laver grød med æbler

Blodpølse af svin

Ved slagtningen må man nøje påse at røre godt i blodet, at det ikke løber sammen; man må straks komme koldt vand i blodet og lade det løbe igennem et dørslag, som er anbragt over den balje, man vil have pølsemaden i. Nu røres salt og rugmel i blodet, man kan røre det til det bliver en tyk vælling, og det sættes til næste dag på et koldt sted. Når man vil bruge det, røres krydderierne  og det hakkede rødløg i, og er det for tyndt, da rører man lidt mere mel i. Pølserne stoppes i tarmene og koges i en stor kedel, ikke for mange af gangen. De kogte pølser hensættes på et koldt sted. Når de skal bruges, gives de et kort opkog og brunes i fedt på panden.

Krydderierne kan i vore dag være nelliker og allehånde – men det har man ikke kendt i vikingetiden! Jeg kan forestille mig, at man f.eks. har brugt tørret timian eller andre krydderurter. 

 

Dette var sidste historie fra Sigrun – næste gang vender Kokkepigen tilbage til sine rødder på herregården og til året 1913 – lige før verden gik af lave. Vil man selv lave vikingemad, kan følgende kogebøger anbefales: “An Early Meal – A Viking Age Cookbook & Culinary Odyssey” af Daniel Serra & Hannah Tunberg; og “En kulinarisk rejse gennem tiderne.” af Sabine Karg m. fl. Begge kan købes i Nationalmuseets Museumsbutik.

Derudover kan Sørine Thaarups “Kogebog for By- og Landhusholdninger” anbefales – det er ikke vikingetid, men den er skrevet til et selvforsynende hushold, så der er anvisninger på alt, også glemte processer som hvordan man tørrer kalvemave til osteløbe og den bedste måde at rense tarme og kallun på.

Hjemkomst

Gotlandsk billedsten hjemkomst

Jeg, Sigrun, er nu endelig nået hjem. Lang var rejsen, godt at blive vel modtaget ved døren. På vor færd har vi mødt både fred og ufred. Som den Gamle siger: Bo er bedst, selv om blot det er lidet, hver er herre hjemme; blodigt er hjertet i hjemløse folk, der må tigge mad til hvert måltid. Nu venter de lange aftener, hvor vi skal berette om langfærd og møder med gode venner, om god handel og godt håndværk.

Først var det dog tid at få alt båret fra skibet. Smedens arbejde var ofte blevet betalt i sølv, men også gode klæberstenskar og gode kogekar var i skibet. De var en god ballast på færden. Klare farver til farvning af festtøjet og bånd at sætte på var det også blevet til, købt for sølv og godt arbejde. Salt og dyr peber havde vi med hjem, så maden kunne få smag over vinteren.

Vi var hjemme senere end ventet, men mor havde brygget godtøl smagt til med porse, som stadig stod i tønden. Mens far sammen med Sven, Ulf og Fionn bar op fra skibet, hjalp jeg med ved slagtningen af den lille gode gris, som svinehyrden bragte ind fra skoven, hvor den havde gået på olden. Den blev stegt over et bål. Hele dagen sad en dreng og drejede den, når det blev nødvendigt, så skindet blev sprød, men ikke brændt. Over bålet inde i huset kogte majroer, som var blevet hentet i kulen, lystigt over ilden. De blev senere rørt til en god mos og serveret til grisen sammen med sprøde boghvedepandekager. Den aften gik alle, både høj og lav, mætte og glade til hvile.

 

Svineskank og skinkesteg

Det er nok de færreste, som har mulighed for at stege en hel pattegris over bål i haven. Derfor er her en mere brugbar opskrift på grisesteg, stegt på en bund af urter. Det er en skinkesteg, jeg har stegt, købt hos en lille god slagter – det giver den bedste steg og de fineste svær, når den bliver tilberedt godt!

Skinkesteg med svær

 

Boghvedepandekager (Galette)

350 gram boghvedemel blandes med 2½ tskf salt. 7½ dl vand røres i lidt efter lidt, så det bliver til en jævn dej. 1 æg piskes i, hvorefter dejen hviler tildækket i en times tid på et køligt sted. Pandekagerne steges tyndt i fedtstof. Evt. fyld kan kommes i, når de er vendt.

Ufred

Krigere 2 Jeg, Sigrun, vil nu fortælle forfærdeligt nyt. Den ønskede færd mod hjemmet kom ikke så hurtigt som ønsket.  Fred var blevet lovet os på markedspladsen, men freden varede ikke ved. De første dage herskede dog markedsfreden med god handel mellem alle. Som den høje siger: Våben og vadmel skal venner veksle til gensidig glæde. Venner er giver og gengælder længst, om alt lider vel.

Gris er altid godt, særligt når den er friskslagtet. På søen er farkosten ofte stokfisk og tørt brød med surt øl  til, men på handelspladsen bytter bonden gerne sin gris for nye kogekar, gode knive og le-blade. Sværdet hører til hos stormanden og hans hird, men også bonden har brug for forsvar. For et simpelt sværd fik far fersk svineskank til en god kødret kogt i jerngryde over ilden og salt kød til hjemfærden.

Efter fire dage var den lovede markedsfred forbi, et skib på hjemrejse havde fået øje på pladsen og angreb den over land. Stormandens hird stod dog klar, men kampen foregik i skoven med dårligt overblik og ujævn grund. Mange gode mænd vendte ikke hjem, som altid var sejren dyrekøbt. Jeg hjalp med at forbinde sårene efter kampen. En god løgsuppe blev kogt og givet til de sårede, så vi kunne lugte, om sværdet var trængt så dybt ind at alt håb var ude.

Nu er vi endelig på vej hjem, forude venter de stille dage, hvor alt skal gøres klar til vinteren. Næste gang håber jeg endelig at kunne berette om vor hjemkomst.

 

Svineskank og skinkestegGris har været en fast del af kosten siden oldtiden. Her bliver den kogt sammen med grøntsager, urter og krydderier, og en flaske god øl. Rettens sammensætning har været afhængig af årstiden og hvor god konen i huset har været til at gemme og tørre årstidens frugt og grønt fra både mark, have og hegn. 

Kokkepigen laver svineskank med en god kraftig suppe.

 

Løgsuppe

Ca. 1 kg løg pilles, halveres og skæres i tynde skiver. Smør og evt. olie (dengang har man nu nok brugt svinefedt!) opvarmes i en tykbrundet gryde. Når smørret er bruset af tilsættes løgene og en timiankvist og der svitses i et par minutter, mens der røres med jævne mellemrum. Skru ned for varmen og bliv ved med at brune løgene. Når løgene er godt brune og karamelliserede tilsættes omkring en liter god hønse- eller oksebouillon. Suppen simrer i 15-20 minutter. Smages til med salt og peber.

Vil man servere den a la francaise – og meget moderne – skæres et flute i skiver på skrå og grilles i ovnen til de er sprøde, hvorefter de gnides med hvidløg. hæld suppen i et par ovnfaste skåle, kom flutes i og ost drysses over. Sættes tilbage i ovnen og grilles til osten er smeltet.

Ophold

Handelsplads ved strand

Jeg, Sigrun, vil nu fortælle om en trist begivenhed. Vor færd over havet gik stille, vinden vuggede skibet, alt var godt. Kosten var god, vi spiste stokfisk og fladbrød og drak god øl. Men inden vi nåede vort endemål, greb en sot os. Ingen ønskede at dø på havet, så vi måtte søge havn ved en lille plads. Måske kunne vi finde de urter, som kunne jage soten bort. Her groede dog mest strandkål, som ikke længere kunne spises, men det friske kildevand gjorde godt efter den sure øl. Dog måtte vi tage afsked med Niall. Han blev begravet efter sin egen skik med fødderne i vest og hovedet mod øst, så han på den sidste dag kunne rejse sig og se mod den nye sol. Fionn sagde nogle ord over graven, men sært var det ikke at skulle give gaver med til rejsen.

Vi var ikke alene på pladsen. Her mødtevi gamle venner på vej hjem fra sommertogtet.  Skønt det er sent på sommeren, er der stadig enkelte steder handel. Handel og håndværk er altid ønsket, når den lokale stormand garanterer markedsfred. Alle var vi dog på vej hjem, så det var kun beskedent, hvad der var tilbage i lagrene. Far havde stadig lidt knive at sælge, og der var også lidt reparation for de lokale bønder. oppe i skoven kunne samles æbler og frugt, så jeg lavede lidt søde pandekager. Vort ophold var kort, så de store gryder blev på skibet, men panderne var fundet frem.

Vi er nu endelig på vej hjem, den hjemlige kyst nærmer sig. Høsten derhjemme er nok overstået, men mor har god hjælp, så det er nok gået godt. Nu skal der blot samles ind fra skov og mark af frugter bær og nødder til most og tørring, så det kan gemmes til vinteren.

 

Pandekager

Sigruns pandekager er lidt anderledes end vores flade pandekager. Det er en bolledej med fyld, stegt på en pande. Både frisk og tørre frugt kan bruges som fyld, og vil man have lidt sødt over, er flydende nyslynget honning godt – og det er lige årstiden til det.

Kokkepigen laver pandekager.

 

Sød dej til pandekager

Godt 3 dl. sødmælk varmes op til det er fingerlunt og hældes over 25 g gær. Tilsæt lidt salt og sukker og 50 g smør samt 1 æg. Hæld mel i – der skal bruges omkring ½ kg mel, men tilsæt ikke det hele på en gang. Dejen skal  være blød og ikke for fast, så rør den først med skeen, hænderne skal først bruges til allersidst. Lad dejen hæve, slå den ned, og del den i mindre boller, som rulles fladt ud og fyldes med fintskårne æbler, hakkede nødder, tørret frugt eller hvad der ellers kunne ønskes. Man kan også hælde sukker og kanel over fyldet – men så er man ikke i vikingetiden længere! De små pandekager lukkes godt, så de ikke åbner sig, og steges på panden i smør.

På vandet

VikingeskibeJeg, Sigrun, vil nu berette om vor videre færd. Vi var endnu nogle dage på markedspladsen, hvor der blev handlet og arbejdet. I stedet for redskaber og jern, som far havde bragt med hjemmefra, kunne vi nu fylde skibet med klæberstensgryder, som gav god vægt. Dertil kom rigeligt med stokfisk, så der både var til hjemrejsen og til vinteren. Dertil kom silke og sølv, smykker og beslag, salt og honning.

Alle længtes efter hjemmet, men inden skulle naboerne på pladsen beværtes. Et godt måltid vel tilberedt og givet til gode venner. Det glæder guderne og giver en god hjemrejse. En skinke blev kogt og givet med gode ærter og nybagt fladbrød, hertil blev nydt rigeligt med øl. Njord i Noatun kunne ikke ønske sig bedre føde. Det blev en god nat.

Vi er nu på havet med god vind og rolige vande. Rejsen går hjem til Gefions ø, hvor høsten venter.  Snart skal leen skærpes, når karlene går over mark for at høste den gode byg og rug og den tætte hvede. Det skal give godt brød og god øl indtil næste høst. Gid vinden holder ved, så vi får en god hjemfart.

 

FladbrødBrød har gennem tiden været en vigtig del af kosten, ikke blot som tilbehør, men også som en form for tallerken eller emballage. Tænk på retter som pizza, forårsruller, tortilla og tærter – listen kan fortsættes i det uendelige.

Kokkepigen laver fladbrød

 

Ærter og bønner har været en del af kosten siden bronzealderen. De høstes og tørres i efteråret, og kan så holde vinteren over som et godt og næringsrigt tilskud til kosten. Opskriften er endnu engang fra Sørine Thaarups kogebog, lidt modereret, jeg har udeladt sukker og nelliker, da det er mere middelalder end vikingetid. Men eddike i form af malteddike har man allerede kendt dengang – man kan søde med sødt øl eller honning. Bemærk, at tilberedningen foregår på et åbent ildsted og ikke et komfur. Vikingetidens madlavning har foregået over åben ild og en god husmor har vidst, hvor hun skulle stille sine potter og pander i forhold til varmen.

Gråærter

Dertil har man i reglen en røget flæskeskinke, som udvandes godt. Ærterne må sættes i blød aftenen i forvejen. Man sætter skinken over ilden i en suppekedel med vand og ærterne i en gryde med koldt vand og tildækket, men uden salt. Når ærterne er møre, sættes de på et sted, hvor de kunne holdes varme. Man tager derpå en jernpande og sætter over ilden, deri kommes et godt stykke smør, og når det er lysebrunt, da kommes der hvedemel deri, og man lader det blive mørkebrunt. Man har da i beredskab en jydepotte, suppen siet og fedtet afskummet af suppen fra skinken. Det brunede mel kommes i jydepotten og det spædes op med suppen, til det bliver en jævn sovs. Deri kommes eddike og sødt (øl eller honning) efter smag. Det får nu et lille opkog, og derefter hændes den mørke suppe fra ærterne igennem et dørslag. Ærterne kommes i en terrin,  og derpå hældes sovsen. Man anretter da med det samme skinken, af hvilken man først har afflået sværen. Ærterne og skinken sættes in på bordet på en gang. Dertil kan man give lidt hjemmebagt brød.

 

Markedsfortællinger

Valhal og lindorm håndskriftJeg, Sigrun, vil nu atter tage ordet. Ofte blev vor plads besøgt i den forgangne uge. Alle ville bruge fars snilde i værkstedet. Mange knive og sværd skiftede hænder, og nye smedet. Også gammel gæld til de lokale bønder blev indfriet med økser og knive. Det gav korn til grød og brød, og flæsk og øl dertil. Det smagte alle, især da jeg fandt et stykke frem af mors gode ost. Hun har givet rigeligt med til rejsen, så jeg håber at bytte lidt bort for nye og vellavede lerkrukker, som jeg har set på pladsen.

Markedet er ikke blot idel arbejde, men også stedet at møde nye og gamle frænder og udveksle historier. Hver aften har budt på gæster, om ikke alle er gået hen til Gutturms øltelt for der at høre nyt fra nær og fjern. Øllet er godt og stærkt, ikke alle kunne holde det. Som den gamle siger: Tåben glor, når han til gilde han kommer, mumler i skæg og skuler, alt så snart en slurk han får, ligger for dag hans dumhed. Indtil videre har ingen dog betalt mandebod.

Gutturm er god for mangen fortælling om guder og helte. Han fortalte gerne om Tors færd for at fange den store midgårdsorm, som omkranser jorden, og om Valhal, hvor Odin bor med sine einherjer. Som en god gæstgiver kunne han også navne på hallens hjælpere: Hrist og Mist, Skeggøld og Skøgul, Hild og Thrud. Øllet havde løsnet irske Nialls tunge. Fremmede navne på skjoldmøer kom over hans tunge: Llewei datter af Seitwed, Rorei datter af Usbern og Mederei Badellfawr. Trælletale passede dog ikke alle, så den aften var der tidligt opbrud.

Husk også Nationalmuseets store vikingemarked den 16. og 17. august med håndværk, skibe, krigere – og selvfølgelig masser af mad! Se mere her.

 

Grød

Grød af forskellige korntyper har man spist til alle tider. Den grød, kokkepigen laver her, indeholder knækkede kerne af rug, havre, enkorn og emmer – alle korntyper, som blev dyrket i vikingetiden.

Tryk her for at se kokkepigen lave grød med flæsk og løg.

 

Sigrun har fået ost med hjemmefra, for som alle ved, kan ost holde sig også på en længere sejltur. Ost er en meget gammel spise. Man har selvfølgelig aldrig fundet en ost i en arkæologisk udgravning – men de hullede ostekar ser man ofte. Ost er en måde at gemme mælk på, og hvis man laver ost med osteløbe, kan det holde næsten hele vinteren. Osteløbe fås fra maver af spædkalve, og enhver god landhusmor har vidst, hvordan den blev opbevaret og brugt. Sørine Thaarup giver en anvisning herpå i sin kogebog fra slutningen af 1800-tallet –  jeg tillader mig at give den videre her. Og hvis man har mod på selv at lave sødmælksost, står opskriften til sidst – men den kræver stor viden og øvelse. Og så havde man ikke muskat i vikingetiden, men det kan sagtens lade sig gøre at bruge andre krydderier og krydderurter. Selv ville jeg bruge en af vikingetidens krydderurter – timian.

Sådan gemmes maven af spædkalve

Når maven er overordentlig godt udvasket og skyllet, lægges den i en krukke, hvor der først er lagt et lag salt i bunden. Nu strøs maven godt ned med salt, og er der flere end en, da bærer man sig ligedan ad med dem alle. Når den har ligget i 3 uger i saltlagen, tages den op, og man udstopper den med ren, tør rughalm, hvorpå man hænger den op på et aldeles tørt sted, helst i nærheden af en skorsten, thi holdes den ikke tør, så vil den slime, da duer den ikke, hvilket vil blive et stort savn i ostelavningen.

Osteløbe fremstillet af tørret kalvemave

Når man vil til at lave ost, må man et par dage i forvejen tage en kalvemave af de tørre, man har hængende. Denne skæres i små stykker, kommes i en krukke, og man lunker et par skefulde tyndt øl og kommer det i krukken. Deraf tages til den første ost, man laver, men så snart man får valle fra osten, da kommer man en del i krukken deraf. Man må passe, at man hele sommeren altid er forsynet med god løbe til osten.

Sødmælksost

6 spande sødmælk, salt, 1 spiseskefuld løb, 2 teskefulde stødt muskat.

Man hælder straks den søde mælk i den balje, men vil trykke osten op af, nogen mælk varmer man i en gryde og rører i baljen, inden man sætter løbe på mælkenn. Denne rører man omhyggeligt omkring i mælken. Derefter dække man baljen til med et rent linnedklæde, som man bruger til det samme. Man sætter nu sit ostekar tilrette på en bænk ved siden af baljen, og sørger for, at man på en dyb tallerken har det køkkensalt, man vil bruge. Man blander det med fint, stødt muskat. Er nu mælken sammenløben, tager man klædet bort, og rører så længe i baljen, indtil vallen kommer op og osten synker ned i baljen. Da tager man et rent, dybt fad, og tager vallen bort, og den hældes i en ren balje.Når nu al vallen er trykket så nær bort, man kan få den, vrider man osteklædet op af vandet og breder det i ostekarret. Man trykker da osten så fast op som muligt, og for hver håndfuld, man har fast optrykket, jævner man det ud i ostekarret. Når man har et lag, strør man det sammenblandede salt derpå,  og man vedbliver dermed, idet man påser, at alt saltet bliver anvendt. Når det hele er optaget af ostebaljen, lægger man osteklædet sammen over osten, trykker den så godt man kan med hænderne, og når den er fast nok til at vendes, tager man den op med osteklædet og lægger det på et rent bræt. Nu vrider man klædet godt af, hælder vallen fra den mælkebøtte, hvorover man har ostekarret stående, ryster osteklædet ud og breder det atter i ostekarret.  Man arbejder nu atter med osten og vedbliver at vende den, indtil man antager, at der ikke kan fås mere ved håndkraft. Når man har taget osten op af klædet for sidste gang, skyller man klædet godt ud, vrider det hårdt af, skyller ostekarret og bøtten af og tørrer dem med et rent klæde. Nu tager man lidt af den ost, som endnu findes i baljen, trykker den hårdt og udgnider den mellem hænderne, så at den ligner et dejg. Derpå indgnider man osten oversalt, så at den bliver glat, og der ingen revner ses. Nu breder man atter klædet i ostekarret, lægger osten deri, og bedækker den med klædet. Den sættes over i bøtten og hensættes på et tørt sted. Man lægger et trælåg over ostekarret og kommer en stor sten derpå, som kan aftrykke den endnu tilbageblevne valle. Hver morgen og aften tager man osten af karret, skyller klædet af, lægger osten i, og således vedbliver man de første 4 dage. Da tager man et rent ostekar af samme størrelse som det, man har brugt, klædet tages af osten, og den lægges over i det tørre ostekar. Men vedbliver at vende den 2 gange daglig, og den bliver i karret, indtil den er så tør og fast, at den kan ligge på hylden. Men derfor må den ikke forsømmes, men flittigt vendes og af og til vaskes i lunkent vand, samt derpå aftørres godt med et rent, tørt klæde.