Kategorier
Frokostretter Supper Vegetarmad

Spinat – en forsommerfornøjelse

Edith pisker lidt fløde til sin spinatsuppe. De får normalt ikke fløde, men hun havde lidt til overs fra Pinsedagene.Den friske spinat er nu til at få, og Edith har sat en del i sin egen nyttehave. Hun holder meget af spinat, og vinteren igennem har familien fået dåsespinat i stedet for den friske. Men intet slår nu smagen af jordvarm og blæstfrisk ny spinat.

I sin trofaste “Køkkenkalender” finder Edith en spinatsuppe. Hun har netop kyllingesuppe tilovers fra pinsefrokosten dagen før, hvor hun serverede kyllingesalat for hele familien.

Spinatsuppe

1½ liter suppe (kylling eller okse),½ kilo spinat, 40 gr. smør, 50 gr. mel, lidt sukker og salt. Damp spinaten let, og kør bladene gennem kødhakkeren et par gange. Bag smør og mel af til en smørbolle, og spæd jævningen op lidt efter lidt med suppen. Kom den hakkede spinat i, og smag til med lidt sukker og salt. Ved anretningen kan der lægges 1 skefuld flødeskum i hver tallerken ovenpå suppen. (Man kan også anvende hakket, frosset spinat til retten).

Stuvet spinat

½ kg spinat, 25 gr. smør, 25 gr. hvedemel, mælk, salt, peber og sukker. Bag smør og mel sammen til en smørbolle og rør den dampede, hakkede spinat i. Spæd lidt efter lidt blandingen med så meget mælk, at man får en passende jævn stuvning. Smag til med sukker, salt og lidt peber.

Spinatrand

Spinatranden kommer af og til på bordet, hvis det skal se ud af noget. Edith serverer gerne spinatranden med små glaserede gulerødsstykker i midten.

½ kg frosset og hakket spinat, 40 gr. smør, 4 spsk. fløde, 1 tsk. mel, salt, sukker og peber. Den hakkede spinat varmes i gryden og tilsættes 40 gr. smør og fløden, hvori hvedemeln er udrørt. Tilsæt salt, peber og sukker efter smag.. Tag gryden af ilden, og rør 4 sammenpiskede æg i spinaten. Hæld massen i en velsmurt randform og damp den på en rist sat ned i en stor gryde med vand i højde med risten. Randen stivner i løbet af en halv times tid (afprøv med strikkepind). Når randen er helt stivnet og kølet af, vendes den ud af formen på et rundt fad.

Glaserede gulerødder

400 gr. gulerødder, 2 spsk. sukker, 20 gr. smør, vand og salt. Gulerødderne skrabes og skøres i tykke stænger, ca. 2 cm. lange. Brun sukkeret i en gryden til karamel, og kom smør og gulerødder heri. Ryst gulerødderne rundt et lille øjeblik i gryden. Hæld kogende vand med lidt salt over, så gulerødderne kun lige dækkes. Heri koges de møre ved svag varme. De kan let brænde på!