Kategorier
Drinks og drikke Fester og gæster

Studenterfester og sommerglæder

Fejringen af årets studenter er ikke helt slut endnu. De fleste byder enten familie eller den unges egne venner til en festlig markering af begivenheden, og jeg giver derfor nogle gode drinksopskrifter, der køler i sommerheden.

Nutidens travle husmødre har ikke altid tid til at stå længe i et varmt køkken, så jeg foreslår, at man overlader en del af selskabeligheden til husets herre.

Det er hans opgave at holde hjemmet vel forsynet med vin og spiritus, og mon ikke han har nogle gode opskrifter til venlige sommerbowler eller gode punches ?

Til bowler og drinks kan gives lette sandwiches (se tidligere indlæg), små rugbrødstrekanter med en god, hjemmelavet leverpostej eller slagterens bedste pølse, saltmandler og frisk frugt (jordbær, druer, fersken og melon).

Æblebowle fra 1939

Skræl en citron ganske tyndt, og læg citronen i en stor kop. Hæld kogende vand på. Riv 6 æbler med skal på råkostjernet og læg de revne æbler i bowleterrinen med 250 gr. sukker. Hæld citronaftræk og en flaske moselvin (hvidvin) over. Kom 1/2 flaske sød sherry i, 2 flasker æblevin og 2 snapse cognac. Stil bowlen på is og server iskold.

Sherry Kobler

250 gr. sukker lægges i bowleterrinen og en flaske god sherry samt 2 dl cognac hældes på ved langsom omrøring. En appelsin skrælles ganske tyndt, og skrællen trækker et par timer i bowlen. Tag skrællen op, og server i høje glas fyldt med knust is lagt lagvis med enkelte jordbær eller hindbær. Drikkes med sugerør.

God fornøjelse !

Kategorier
Drinks og drikke Fester og gæster Ikke kategoriseret

Den unge studine

De nye studenter er altid blevet fejret. Det gælder også den unge studine på billedet, som forventningsfuldt ser ud mod fremtiden. Selvom antallet af kvindelige studenter ikke var stort, var de der – og de forstod at markere sig. Med til fejringen har hørt en stor familiemiddag, tilberedt af familiens kokkepige eller den lokale kogekone.

Middagen er i byen blevet indledt med tidens stor dille: en cocktail. Det kunne være en Bronx, årets cocktail i 1934, som er en variation af den klassiske Martini. Hertil bruges 6 dele gin, 3 dele sød, rød vermouth, 2 dele tør vermouth og 3 dele appelsinsaft. Alle ingredienserne hældes i en cocktailshaker med is, rystes godt og sis op i et cocktailglas.

På landet har man nok holdt sig til den mere klassiske hjemmelavede jordbær- eller hindbærlikør, som tilberedes således: 1 kg. bær overhældes med 1 flaske hvid rom (helst en klassisk rom), og står tildækket i 8 dage, hvorefter den sis. ½ kg. sukker og 2.5 dl. vand koges til en sirup og hældes over. Likøren hældes i tørre flasker.