Kategorier
Desserter Husholdning Middagsretter

25.de September 1841. Pæresuppe og Engelsk Pundkage

Min kjære Moder, chere Papa

Nu er forløbet en Uge siden mit sidste Brev. Jeg haaber snarest at modtage et Brev fra Eders Haand, at jeg kan høre om alt staar vel til. Her har den sidste Uge staaet paa Travlhed. Oldfruen har sat sig i Hovedet, at alt Porcelain skal rengøres og optælles. Rygtet vil vide, at den unge Prins Christian af Glücksborg snarest skal forloves med Prinsesse Louise af Hessen-Kassel, og at Festlighederne skal finde sted paa Christiansborg. Maaske bliver det muligt at faa en Billet til Galleriet, naar Taflet skal finde Sted.

Blandt Dessertstellets fine malede Tallerkner bemærkede jeg de skiønneste Pærer, malet saa Livagtigt, at mine Tænder ret løb i Vand. Paa Grønttorvet kiøbte jeg derfor Pærer til Pæresuppe Lørdag. Kiøkkenet her i Prinsens Palais lader en Deel tilbage af Ønske, men det er dog muligt at tilberede en simpel Suppe, fulgt af en god Engelsk Pundkage.

Hver Dag har jeg nydt min Spadseretur sammen med min elskede Mand fra vor Bolig i Prinsens Palais gennem Ridebanens Kolonader til Slottets smukke Søjlehal. Baade Oldfruen og Konditoren har taget godt mod os begge, vi føler os velkomne her i Danmarks Hovedstad. Jeg haaber en Dag ogsaa at se Eder begge herovre, naar vi har faaet en bedre Bolig.

Eders hengivne Daatter

Friederica Louise von Reedts født Jessen

Pæresuppe med fersk Flæsk

Flæsket koges, naar det er mørt, da sies Suppen, hvorpaa kommes Havregryn, at den kan blive jævn deraf, samt Porre, et par Stykker Ingefær, ligesom paa andre Supper, kommes derpaa med nogle Laurbærblade og Timian, dette koges med lidet Salt, efter Smagen, herpaa kommes tørrede eller utørrede Pærer, ligesom Aarets Tider tillader, samt Meelboller, Flæsket skiæres i Tærninger og kommes paa Suppen, dette koges lidet, saa er den tienlig at anrette.

Engelsk Pundkage

500 Gram afklaret Smør røres til det er hvidt; deri kommes 500 Gram Sukker, 12 Æggeblommer, 500 Gram Meel, 1 Deciliter Rosenvand, 125 Gram Korender og tilsidst de 12 pidskede Æggevhider. Den bages i 1½ Time og er godt til Chokolade.

 

Frederik den 6.s fantastiske dessertstel kan ses på Christiansborg Slot indtil den 11. december. Nærmere oplysninger om udstillingen Dessert på slottet fås her.