Kategorier
Brød og kager Fester og gæster Syltning mv.

9. Januarii 1842. En royal Fødelsesdag

Liebe Eltern

Saa gik da de 12 Juledage. De smukke Lys med 3 Arme, som blev tilsendt i December sammen med andet godt, blev tændt Helligtrekongers-Aften. Som altid sluttede Julen med et lille Knald, da de tre Flammer samledes til Een.

Paa Christiansborg Slot hersker stor Travlhed. I Morgen afholdes Fødelsesdag for Prinsesse Mariane I Kongens smukke pompeianske Spisegemak. Sammen med Oldfruen har vi udtaget de fine opsatser af deres fløjlsbetrukne opbevaringskasser og Spejlet i det smukke Bronzeplateau er pudset. I Byen er bestilt de skjønneste artificielle Blomster at pynte i Opsatserne. Skaale og Fade staar klar at modtage Kager, Geleer og andet godt. Tallerknerne staar klar paa Bordet med de smukke Motiver, at Gæsterne kan conversere paa bedste Vis. Nu mangler kun Krystalglas til Vin og Champagne og det smukke Sølv, som blot mangler en sidste Aftørring. Linnedservietter ligge nyvaskede og rullede klar til brug, og paa Sideborde staar Vandvarmere og Kopper klar. Prinsessen har ønsket, at Thee serveres som den varme Drik paa Dagen.

I  Kiøkkenet har hersket Travlhed, der er blevet tillavet Is og Blancmanger, bagt Kager og kogt Geleer. Ogsaa enkelte søde Sager fra Hylderne er fundet frem, at Kiøkkenet kan vise sin formaaen. Hos Salomonsens Efterfølger er blevet indkøbt Pariser Pebermyntekager og fine franske chrystalliserede Confecturer og andet godt. Mange af de gode Sager vil i Morgen blive anrettet og baaret op ad Køkkentrappen til det kongelige Spisegemak. Heldigvis skal der ikke efterfølgende serveres i Marskalsgemakkerne, som der blev gjort tidligere.  Jeg haaber at smage en smule af de gode Sager, om ikke alt bliver fortæret paa Dagen. Vedhæftet Opskrift paa Fine Theekager og Hindbærsyltetøj, som Moder ikke har modtaget tidligere.

Alt er dog ikke Travlhed. Søndag var vi i Ridehuset til Concert med Kongens Regiments Musikcorps. Blandt Musikken var Wellingtons Seir af Ludwig van Beethoven, som jeg ved at Fader sætter stor Priis paa. Till stede var ogsaa det Kongelige Theaters Chorpersonale, som fremførte en Sang til Billedhuggeren Thorvaldsen. Og den 11. Januar vil sammesteds blive afholdt “Figaros” Nytaarsfest med flere Muskcorps, som afvekslende spille, alt arrangeret af Herr Carstensen. Vi vil sammen med Beck med Frue deltage i Fornøjelserne som en Afsked med det gamle Aar og for at byde det nye Velkommen. Maatte det blive lige saa oplevelsesrigt og lykkeligt som det gamle.

Med de bedste Hilsener fra Hovedstaden og ønske om et lykkeligt 1842

Eders hengivne Datter

Friederica Louise von Reedtz født Jessen

Fine Theekager

375 Gram fint Meel og 375 Gram hvidt stødt Sukker røres godt med 8 Æggeblommer og 2 hele Æg, saa kommes en Deel godt vadskede og pillede Corender i, tilligemed nogle hakkede Rosiner. Naar dette er godt omrørt kommes 60 Gram Smør og tilsidst de stivpidskede Hvider i.

Hele Hindbær syltede i Sukker

Hindbærrene maae ikke være for modne, til hvert Pund Hindbær tages et Pund Sukker. Man kommer lidet Vand paa Sukkeret og koger det til en Sirup, deri kommer man Hindbærrene og skummer dem vel af, hvilket er en Regel ved alle slags Syltetøi. Derpaa kommer man dem i den dertil bestemte Krukke, naar de ere kolde, bedækker man dem med Voxpapiir og tilbinder dem med en Blære.

Man maae koge Sukkeret saalænge, at det næsten bliver til Sukker igien, thi ellers vil det blive for tyndt, da Saften af Hindbærrene opløser det igjen.

 

Dette var det sidste brev fra Friederica i denne omgang. En stor del af opskrifterne kommer fra kogebogen Den danske Kokkepige eller almindelig Huusholdningsbog indeholdende letfattelig Anviisning til velsmagende men tillige solide Retters Tillavning samt til Syltning, Bagning, Brygning og Slagtning; Udgiven af Jomfrue C. Hansen.

Kogebogen er fundet på Det Kongelige Bibliotek – læg mærke til det royale monogram.

 

 

 

Endelig må man ikke glemme den person, som skabte rammerne for denne lille historie, nemlig arkitekten C. F. Hansen. Det Christiansborg, Friederica bevæger sig rundt i, havde kun en kort levetid. Rammerne stod færdig i 1828, men selve indretningen tog længere tid og dele blev aldrig færdige. Det har været smukke og farverige lokaler. Det var hovedsageligt en repræsentativ bygning, allerede på dette tidspunkt boede kongefamilien på Amalienborg. Slottet brændte i 1884.