Kategorier
Brød og kager Drinks og drikke

Store Bededags-aften i Brede

Edith er ved at lave kaffe til turen. Hun pakker kaffekanden ind i aviser og et viskestykke, så kanden holder på varmen nede i kurven.Aftenen før St. Bededag var mild og god, og Edith og Harald gik en spadseretur ned langs møllesøen og åen. Edith havde pakket en lille kurv med kaffe og nogle hvedeboller med rosiner, og også taget lidt af sin egen jordbærlikør med. De fandt sig et roligt sted ved søen, hvor Sonja kunne ligge på tæppet og lege, mens de drak kaffe.

Bag sig kunne de svagt høre larmen fra den lange længes arbejderunger, der brugte den milde aften på at spille bold ude på vejen.

Ediths gode kaffeboller

500 gr. hvedemel, 100 gr. smør, 100 gr. sukker, lidt kardemomme og rosiner efter behov. 40 gr. gær, 3 dl. mælk. En knsp. salt.

Smelt smør i en gryde sammen med det meste af mælken. Stil til let afkøling. Udrør gæren i resten af  mælken (som gerne må være lunet lidt, ca. 35 gr.). Når gæren er helt rørt ud, blandes resten af mælken og det smeltede smør i. Derefter røres de tørre ingredienser i, og dejen æltes godt igennem. Sørg for, at rosinerne fordeler sige ligeligt i dejen.

Bollerne stilles til hævning en times tid. Dejen æltes derefter op igen og bollerne formes og sættes på en bageplade, som stilles til efterhævning ca. 30 minutter.  Pensles med kold kaffe og bages i ovnen 15 – 20 minutter ved 200 gr.

Bollernes nydes med smør eller frisk, nylavet rabarbersyltetøj

Kategorier
Brød og kager Desserter

Varme hveder – dagen efter

kokkepige.jpgAftenen før Store Bededag spiser man ifølge traditionen fra det sene 1800-tal varme hveder – dejlige, friske hvedeknopper med et tykt lag smør. Jeg kan kun anbefale, at man opsøger en bager, der leverer velæltet, velhævet hvedebrød af bedste kvalitet.

Hvis man mod forventning ikke får spist alle sine friske hveder i aften, følger her et par dejligt nemme opskrifter, som laves af daggammelt hvedebrød. På den måde forlænges fornøjelsen ved hvederne – og intet går til spilde !

Arme Riddere

12-15 skiver (en hvede skæres i tre skiver), ca. ½ liter sødmælk, sukker og kanel, smør.

Skiverne vendes i mælk, og trækker til de er blevet lidt bløde. Derefter vendes de i sukker og kanel og steges gyldne på en pande i smør. Server med ribsgele.

Brødbudding med æbler

300 gr. gamle hveder, 1/4 liter sødmælk til udblødning, sødet mos af ½ kg æbler. 2 æg, 60 gr. sukker, 2 dl. mælk, rasp og smør.

Udblød hvedeskiverne i mælken. Læg lagvis hveder og sødet æblemos i et ildfast fad. Strø med lidt kanel på hvert lag. Rør æggene med sukker og mælk. Æggeblandingen hældes over lagene. Strø med rasp og læg små klatter smør ovenpå. Bag i en 175 grader varm ovn 15-20 minutter. Husk at forvarme ovnen.

Brødbuddingen kræver lidt mere forberedelse, men hvis man oven i købet har nogle lidt gamle æbler, kan de udnyttes sammen med hvederesterne.

Opskrifterne stammer fra det særdeles righoldige 2-bindsværk “Dansk Husmoderleksikon”, 1948. Ikke blot rummer leksikonet opskrifter på nærende og billig hverdagsmad, men også anvisninger på alt, hvad der har det mindste med husholdningen eller familielivet at gøre. Tusindvis af husmødre har gennem tiden konsulteret leksikonet for råd, vejledning eller nye tips til hverdagskøkkenet.