Kategorier
Brød og kager Desserter Middagsretter

15. januar 1937. Afsked med Stationsbyen

Kære Læsere,

Jeg vil nu slutte for denne Gang. Julen er vel overstaaet, med Helligtrekongers Aften som den sidste Højtid. Nu vil vi se frem mod det nye Aar og de nye Sorger og Glæder det vil bringe. Endnu er der dog Tid til lidt løst og fast fra Stationsbyen.

I Søndags var vi til Middag hos Karetmagerens. Fruen er efterhaanden ved at være ganske svær. Ikke alt kan dog henføres til den forestaaende glædelige Begivenhed. Hun tog særdeles godt for sig af de velsmagende Retter, som hendes dygtige Datter havde tilberedt, Ribbensteg med Kartofler og syltede Rødbeder fra Efteraarets Høst, fulgt af en Rombudding.  Til Kaffen var der bagt Sultanakage.

Den sidste Uge har det store Samtalemne været den nye Jernbanebro over Storstrømmen. Alle haaber, at det vil give Sommergæster fra København. Den store Interesse for Natur og Fritid bør give mange nye Besøgende til vor dejlige Ø. Enkelte er dog ogsaa lidt sørgmodige over, at de ikke længere skal tage Færgen fra mellem Masnedø og Orehoved. En Del af det travle Liv i Havnen vil nok ogsaa forsvinde uden Færgens Passagerer.

Jeg vil nu lægge Pennen fra mig for denne Gang. En hjertelig Tak til mine trofaste Læsere, som har fulgt mig gennem den søde Juletid. Det kommende Aar ser lovende ud, maa det blive lyst og legende for alle.

Ribbensteg

Hertil anvendes et Ribbenstykke paa 3 kg, hvoraf det meste Fedt er afskåret. Benene knækkes paa midten, og herpaa lægges et Lag af 400 g skrællede ituskaarne Æbler og 400 g skoldede, stenfri Svesker. Benene bøjes mod hinanden og sammensys. Ribbensteg kan steges i Ovn eller i Gryde, men maa i sidste Tilfælde brunes, inden der paahældes Vand eller Suppe. Melet til Saucen kan bages i noget af Fedtet fra Skyen; den maa koge godt og have en smuk, brun Farve. Ved Anretningen trækkes Traaden ud, og Stegen serveres med Rødkaal eller Kartofler og Rødbeder til.

Rombudding

5 Æggeblommer røres med 125 g Melis, og piskes i ½ l kogende sød Mælk. 12 Blade Husblas, opløst i kogende Vand røres i Cremen, som, naar den er afsvalet, tilsættes 2½ dl hvid Rom samt Flødeskum af 2½ dl Piskefløde. Naar Massen begynder at stivne, hældes den i en vædet Form. Denne Budding laves Dagen før den skal bruges. En kold Saftsauce, helst af Hindbærsaft, serveres til.

Sultana-Kage

250 g Sukker røres godt med 250 g Smør og tilsættes 2 Æg, inden der tilsættes 125 g pillede og skoldede Sultana Rosiner, 50 g smaatskaaret Sukat, Kardemomme eller Appelsinessens efter Smag. I denne Masse røres 500 g Mel, 4 dl Mælk og 2 Tsk. Bagepulver. Dejgen bages i en smurt Form i omkring 1 Time ved 180 Grader. 

 

De kommende tid vil pennen blive overtaget af datteren på herregården, som vil fortælle om livet for herskab og tyende, husmænd og gårdmænd, som det har udfældet sig omkring 1910.