Kategorier
Bondemad Grød

2. april 1788 – Sorgens lange dag

Den korsfæstede frelser på korset. Trykt billede fra 1800-tallet.Langfredag kom da uden regn, og det lover for en god høst. En klar langfredag giver grøde og frugtbarhed til resten af året.

Vi har stillet alle vore redskaber til side, og i dag rører vi hverken væv, synål, garnvinde eller rok. Man siger, at Langfredags arbejde ved sytøjet giver bulne fingre.

I kirken taltes der om Jesu lidelser og død og Gud Faders vrede mørke, da vor Frelser fæstes på korset. I vort hus er der ikke stor munterhed Langfredag, og Rasmus læste fra biblen ved middagsmaden.

Vi spiste det tarveligste og tristeste måltid på denne sorgens dag. Rugmelsgrøden fik dog et dyp honning, for det beskytter mod mavepine indtil næste påske.

Rugmelsgrød

Kog en passende mængde rugmel til grød i rigeligt vand. Smag til med lidt salt. Grøden skal være lind, og ikke for tyk. Kom nogle skefulde honning på, og mælk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *