Kategorier
Bondemad Grød

2. april 1788 – Sorgens lange dag

Den korsfæstede frelser på korset. Trykt billede fra 1800-tallet.Langfredag kom da uden regn, og det lover for en god høst. En klar langfredag giver grøde og frugtbarhed til resten af året.

Vi har stillet alle vore redskaber til side, og i dag rører vi hverken væv, synål, garnvinde eller rok. Man siger, at Langfredags arbejde ved sytøjet giver bulne fingre.

I kirken taltes der om Jesu lidelser og død og Gud Faders vrede mørke, da vor Frelser fæstes på korset. I vort hus er der ikke stor munterhed Langfredag, og Rasmus læste fra biblen ved middagsmaden.

Vi spiste det tarveligste og tristeste måltid på denne sorgens dag. Rugmelsgrøden fik dog et dyp honning, for det beskytter mod mavepine indtil næste påske.

Rugmelsgrød

Kog en passende mængde rugmel til grød i rigeligt vand. Smag til med lidt salt. Grøden skal være lind, og ikke for tyk. Kom nogle skefulde honning på, og mælk.

Kategorier
Bondemad Desserter Grød Påske

Kokkepigens Paaske – Langfredag

billede15Langfredag stod en klar Sol ind paa Gaardspladsen. Alle paa Gaarden skulle i Kirke paa denne Dag. Fruens Far fra Fyen fortalte om en særlig streng Præst, som denne Morgen havde Riiset sine Børn og Folk op for at de kunne føle, hvorledes Kristus var blevet pint og korsfæstet. Det var dog ikke længere Skik i Landet, selvom Kokkepigen mente, at nogle af Folkene godt kunne trænge til en lille Opsang. Det fik de i Kirken, hvor Præstens lange prædiken blev fulgt af Kingos opbyggelige Salme “Gak under Jesu Kors at staae.” 

Tilbage på Gaarden blev den traditionelle Rugmelsgrød serveret til alle. Fruen mente, at det var godt nok til Folkene, men de var dog ikke helt tilfredse med den triste Kost. Heldigvis havde Kokkepigen kogt lidt Flæsk, som blev serveret med Rugbrød, Fedt og Sennep til Aftensmaden. Paa Herskabets Middagsbord blev Grøden da ogsaa fulgt af en lille Skinke med Kartofler og lidt saltede Bønner, og til dessert de sidste Æbler, kogt i en Sukkerlage og med en god Vanille-Kræm til, saa her blev alle ordentlig mætte.

Rugmelsgrød

En passende mængde Vand – ikke for meget – koges op. Rugmel tilsættes, til en passende Konsistens er opnaaet. Grøden koges godt igennem, men maa ikke brænde paa. Serveres med flydende Honning. 

Kogte Æbler

Æblerne skrælles, halveres, og Kærnehuset fjernes. Æblerne lægges i en Gryde, Sukker drysses over, og en smule Vand tilsættes. Koges under Laag, til de er møre. Hældes i en Skaal og afkøles.

Vanille-Kræm

4 Æggeblommer røres godt i en Gryde med 60 Gram Sukker, 2 Teskefulde Maizena-Mel og Kornene fra 1 god fed Stang Vanille. 6 Deciliter Sødmælk tilsættes, evt. lægges den skrabede Vanillestang i. Koges op under stadig ommrøring og koger et par Minutter. Eventuelt kan en smule stiftpidsket Fløde tilsættes, naar Kræmen er blevet kold.