Kategorier
Bondemad Påske Sovs og saucer

3. april 1788 – Påskelørdags Skidne æg

Annes smukke, brune æg er der rigeligt af til påskeEn dejlig påskelørdag morgen med sol, og ved davren fik vi allerede nogle dejlige hårdkogte æg. Jeg har sammen med pigerne rigtigt samlet sammen, hver gang hønsene har lagt, så vi har rigeligt af æg til både karle og piger. Jo flere æg til alle, jo bedre vil alting gå i det kommende år.

Heldigvis har mine høns altid været gode og pålidelige, så det er de færreste i landsbyen, som har flere æg end os her til påskelørdag. Senere går lillepigen og lillekarlen med landsbyens unger for at trante æg – lillepigen har et godt tag på det, så hun plejer at komme hjem med endnu en mængde æg.

Vi skal lave skidne æg til middagsmad, og jeg har allerede sat Karen i gang med at kværne sennepsfrø til dyppelsen. Vi skal bruge meget, så det tager lidt tid.

Nu er der rigtigt grøde i alting, og jeg aner også, at jeg selv måske er med barn. Men så nyt som det er, venter jeg med at fortælle Rasmus om barnet.

Skidne æg – Kogte æg i sennepssovs

Kog en passende mængde æg, så de er hårdkogte. Smelt ca.10 gr. smør i en gryde, og tilsæt en god håndfuld mel. Bag melbollen op, til den samler sig og er blank. Spæd under omrøring melbollen med suppe eller bouillon. Rør jævnt mellem omgangene, til sovsen er af passende mængde og passende tykkelse. Krydr med salt og peber. Rør en god del sennepspulver i, til sovsen har en passende farve og styrke. Kom de kogte æg i, og varm med i nogle minutter.

Server groft rugbrød til. Garner evt. med friskklippet purløg.

En kommentar til “3. april 1788 – Påskelørdags Skidne æg”

Hvor spændende læsning. Er en stor fan af Landbokvinden,men denne form er rigtig god.. skidne æg fik vi i min barndom…(er fra -55)mange hilsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *