Tag Archive for 'Grød'

Vinterforråd

LandsbyJeg, Sigrun, er nu vel hjemkommen. Den sidste tid har været travlt, skønt alt var høstet før vor hjemkomst. Nu ligger rugen og hveden klar til tærskning, så der kan blive grød og brød til alle gennem den lange vinter. Ærterne er også renset og tørret. En god del af byggen er allerede tærsket og kernerne er lagt til spiring i lerkar et varmt sted, før det kan tørres og blive til malt. Det skal blive til den gode stærke juleøl. Den lange varme sommer har givet en god høst i år, så måske kan alle blive mætte gennem den lange kolde vinter.

Æbler er samlet i skov og hegn og lagt til tørre, så de kan give sødme til vinterens mad og drikke sammen med honning og andre tørrede frugter. Mens vi samlede æbler, fortalte mor historien om Iduns æbler og hvordan Idun af Loki blev stjålet fra Asgård, så alle guderne måtte lære alderdommen at kende. Til aften blev givet grød sødet med æbler, alle var tilfredse.

Endnu går svinene på olden i skoven, og fårene og køerne på marken. Det varer dog kun en kort. Så står den på slagtetid og sulemad, når de fede svin gennes ind fra skoven. De dage har alle travlt. Så bliver det tid til de gode kedel-orm, som hører slagtetiden til. Især blodpølserne glæder alle sig til. En enkelt so eller to får dog lov at leve sammen med den store galt, så der kan komme smågrise nåste år. Kun Særimner kan alene give tilstrækkeligt kød til alle. Heller ikke fårene undgår deres skæbne, kun de bedste og sundeste må leve vinteren over.

Nu er det tid at trække indendøre og lægge skibet i naust. De første storme melder sig snart, dagen bliver bestandig kortere, men snart kommer solhverv, solen vender tilbage, og det bliver atter tid at drage på togt og møde gamle venner.

 

IMG_2674

Den søde grød er næsten forsvundet fra middagsbordet. De fleste kender kun julens risengrød, men tidligere var også den søde grød en del af den daglige kost. Her bliver den sød at tilsat frugt og honning – men en grød lavet på basis af mælk kaldes også sød. Mælk indeholder mange kulhydrater, sødmælk smager faktisk en smule sødt.

Kokkepigen laver grød med æbler

Blodpølse af svin

Ved slagtningen må man nøje påse at røre godt i blodet, at det ikke løber sammen; man må straks komme koldt vand i blodet og lade det løbe igennem et dørslag, som er anbragt over den balje, man vil have pølsemaden i. Nu røres salt og rugmel i blodet, man kan røre det til det bliver en tyk vælling, og det sættes til næste dag på et koldt sted. Når man vil bruge det, røres krydderierne  og det hakkede rødløg i, og er det for tyndt, da rører man lidt mere mel i. Pølserne stoppes i tarmene og koges i en stor kedel, ikke for mange af gangen. De kogte pølser hensættes på et koldt sted. Når de skal bruges, gives de et kort opkog og brunes i fedt på panden.

Krydderierne kan i vore dag være nelliker og allehånde – men det har man ikke kendt i vikingetiden! Jeg kan forestille mig, at man f.eks. har brugt tørret timian eller andre krydderurter. 

 

Dette var sidste historie fra Sigrun – næste gang vender Kokkepigen tilbage til sine rødder på herregården og til året 1913 – lige før verden gik af lave. Vil man selv lave vikingemad, kan følgende kogebøger anbefales: “An Early Meal – A Viking Age Cookbook & Culinary Odyssey” af Daniel Serra & Hannah Tunberg; og “En kulinarisk rejse gennem tiderne.” af Sabine Karg m. fl. Begge kan købes i Nationalmuseets Museumsbutik.

Derudover kan Sørine Thaarups “Kogebog for By- og Landhusholdninger” anbefales – det er ikke vikingetid, men den er skrevet til et selvforsynende hushold, så der er anvisninger på alt, også glemte processer som hvordan man tørrer kalvemave til osteløbe og den bedste måde at rense tarme og kallun på.

Markedsfortællinger

Valhal og lindorm håndskriftJeg, Sigrun, vil nu atter tage ordet. Ofte blev vor plads besøgt i den forgangne uge. Alle ville bruge fars snilde i værkstedet. Mange knive og sværd skiftede hænder, og nye smedet. Også gammel gæld til de lokale bønder blev indfriet med økser og knive. Det gav korn til grød og brød, og flæsk og øl dertil. Det smagte alle, især da jeg fandt et stykke frem af mors gode ost. Hun har givet rigeligt med til rejsen, så jeg håber at bytte lidt bort for nye og vellavede lerkrukker, som jeg har set på pladsen.

Markedet er ikke blot idel arbejde, men også stedet at møde nye og gamle frænder og udveksle historier. Hver aften har budt på gæster, om ikke alle er gået hen til Gutturms øltelt for der at høre nyt fra nær og fjern. Øllet er godt og stærkt, ikke alle kunne holde det. Som den gamle siger: Tåben glor, når han til gilde han kommer, mumler i skæg og skuler, alt så snart en slurk han får, ligger for dag hans dumhed. Indtil videre har ingen dog betalt mandebod.

Gutturm er god for mangen fortælling om guder og helte. Han fortalte gerne om Tors færd for at fange den store midgårdsorm, som omkranser jorden, og om Valhal, hvor Odin bor med sine einherjer. Som en god gæstgiver kunne han også navne på hallens hjælpere: Hrist og Mist, Skeggøld og Skøgul, Hild og Thrud. Øllet havde løsnet irske Nialls tunge. Fremmede navne på skjoldmøer kom over hans tunge: Llewei datter af Seitwed, Rorei datter af Usbern og Mederei Badellfawr. Trælletale passede dog ikke alle, så den aften var der tidligt opbrud.

Husk også Nationalmuseets store vikingemarked den 16. og 17. august med håndværk, skibe, krigere – og selvfølgelig masser af mad! Se mere her.

 

Grød

Grød af forskellige korntyper har man spist til alle tider. Den grød, kokkepigen laver her, indeholder knækkede kerne af rug, havre, enkorn og emmer – alle korntyper, som blev dyrket i vikingetiden.

Tryk her for at se kokkepigen lave grød med flæsk og løg.

 

Sigrun har fået ost med hjemmefra, for som alle ved, kan ost holde sig også på en længere sejltur. Ost er en meget gammel spise. Man har selvfølgelig aldrig fundet en ost i en arkæologisk udgravning – men de hullede ostekar ser man ofte. Ost er en måde at gemme mælk på, og hvis man laver ost med osteløbe, kan det holde næsten hele vinteren. Osteløbe fås fra maver af spædkalve, og enhver god landhusmor har vidst, hvordan den blev opbevaret og brugt. Sørine Thaarup giver en anvisning herpå i sin kogebog fra slutningen af 1800-tallet –  jeg tillader mig at give den videre her. Og hvis man har mod på selv at lave sødmælksost, står opskriften til sidst – men den kræver stor viden og øvelse. Og så havde man ikke muskat i vikingetiden, men det kan sagtens lade sig gøre at bruge andre krydderier og krydderurter. Selv ville jeg bruge en af vikingetidens krydderurter – timian.

Sådan gemmes maven af spædkalve

Når maven er overordentlig godt udvasket og skyllet, lægges den i en krukke, hvor der først er lagt et lag salt i bunden. Nu strøs maven godt ned med salt, og er der flere end en, da bærer man sig ligedan ad med dem alle. Når den har ligget i 3 uger i saltlagen, tages den op, og man udstopper den med ren, tør rughalm, hvorpå man hænger den op på et aldeles tørt sted, helst i nærheden af en skorsten, thi holdes den ikke tør, så vil den slime, da duer den ikke, hvilket vil blive et stort savn i ostelavningen.

Osteløbe fremstillet af tørret kalvemave

Når man vil til at lave ost, må man et par dage i forvejen tage en kalvemave af de tørre, man har hængende. Denne skæres i små stykker, kommes i en krukke, og man lunker et par skefulde tyndt øl og kommer det i krukken. Deraf tages til den første ost, man laver, men så snart man får valle fra osten, da kommer man en del i krukken deraf. Man må passe, at man hele sommeren altid er forsynet med god løbe til osten.

Sødmælksost

6 spande sødmælk, salt, 1 spiseskefuld løb, 2 teskefulde stødt muskat.

Man hælder straks den søde mælk i den balje, men vil trykke osten op af, nogen mælk varmer man i en gryde og rører i baljen, inden man sætter løbe på mælkenn. Denne rører man omhyggeligt omkring i mælken. Derefter dække man baljen til med et rent linnedklæde, som man bruger til det samme. Man sætter nu sit ostekar tilrette på en bænk ved siden af baljen, og sørger for, at man på en dyb tallerken har det køkkensalt, man vil bruge. Man blander det med fint, stødt muskat. Er nu mælken sammenløben, tager man klædet bort, og rører så længe i baljen, indtil vallen kommer op og osten synker ned i baljen. Da tager man et rent, dybt fad, og tager vallen bort, og den hældes i en ren balje.Når nu al vallen er trykket så nær bort, man kan få den, vrider man osteklædet op af vandet og breder det i ostekarret. Man trykker da osten så fast op som muligt, og for hver håndfuld, man har fast optrykket, jævner man det ud i ostekarret. Når man har et lag, strør man det sammenblandede salt derpå,  og man vedbliver dermed, idet man påser, at alt saltet bliver anvendt. Når det hele er optaget af ostebaljen, lægger man osteklædet sammen over osten, trykker den så godt man kan med hænderne, og når den er fast nok til at vendes, tager man den op med osteklædet og lægger det på et rent bræt. Nu vrider man klædet godt af, hælder vallen fra den mælkebøtte, hvorover man har ostekarret stående, ryster osteklædet ud og breder det atter i ostekarret.  Man arbejder nu atter med osten og vedbliver at vende den, indtil man antager, at der ikke kan fås mere ved håndkraft. Når man har taget osten op af klædet for sidste gang, skyller man klædet godt ud, vrider det hårdt af, skyller ostekarret og bøtten af og tørrer dem med et rent klæde. Nu tager man lidt af den ost, som endnu findes i baljen, trykker den hårdt og udgnider den mellem hænderne, så at den ligner et dejg. Derpå indgnider man osten oversalt, så at den bliver glat, og der ingen revner ses. Nu breder man atter klædet i ostekarret, lægger osten deri, og bedækker den med klædet. Den sættes over i bøtten og hensættes på et tørt sted. Man lægger et trælåg over ostekarret og kommer en stor sten derpå, som kan aftrykke den endnu tilbageblevne valle. Hver morgen og aften tager man osten af karret, skyller klædet af, lægger osten i, og således vedbliver man de første 4 dage. Da tager man et rent ostekar af samme størrelse som det, man har brugt, klædet tages af osten, og den lægges over i det tørre ostekar. Men vedbliver at vende den 2 gange daglig, og den bliver i karret, indtil den er så tør og fast, at den kan ligge på hylden. Men derfor må den ikke forsømmes, men flittigt vendes og af og til vaskes i lunkent vand, samt derpå aftørres godt med et rent, tørt klæde.

2. april 1788 – Sorgens lange dag

Den korsfæstede frelser på korset. Trykt billede fra 1800-tallet.Langfredag kom da uden regn, og det lover for en god høst. En klar langfredag giver grøde og frugtbarhed til resten af året.

Vi har stillet alle vore redskaber til side, og i dag rører vi hverken væv, synål, garnvinde eller rok. Man siger, at Langfredags arbejde ved sytøjet giver bulne fingre.

I kirken taltes der om Jesu lidelser og død og Gud Faders vrede mørke, da vor Frelser fæstes på korset. I vort hus er der ikke stor munterhed Langfredag, og Rasmus læste fra biblen ved middagsmaden.

Vi spiste det tarveligste og tristeste måltid på denne sorgens dag. Rugmelsgrøden fik dog et dyp honning, for det beskytter mod mavepine indtil næste påske.

Rugmelsgrød

Kog en passende mængde rugmel til grød i rigeligt vand. Smag til med lidt salt. Grøden skal være lind, og ikke for tyk. Kom nogle skefulde honning på, og mælk.