Kategorier
Bondemad Brød og kager Middagsretter Påske

20. april 1916. Påsken nærmer sig

Saa blev da den Sorgens Dag, den 18. April, endelig overstaaet. I disse Tider, da Krigen atter staar paa vor Dørtærskel, mindedes vi alle en anden Krig.

Min kære Mand fortalte om sin Onkel, som i de bitre Dage i 1864 havde spændt to gode Heste for Vognen og og sat sig op for at køre Ægtkørsel mellem Dybbøl og Sønderborg. Dag efter Dag kørte han Forsyninger fra Sønderbborg til Soldaterne i Skanserne og tilbage igen ad de haarde Veje med saarede og syge. Paa Baarer blev de lagt i lange Rækker i Kirken for at blive behandlet eller sendt tilLazarettet. Sultet og frosset havde baade han og Hestene. Da alt endelig var Slut den 18. April 1864 var han vendt tilbage. Men ingen kendte hverken ham eller Hestene igen. Paa Gaardspladsen holdt en gammel, daarlig Vogn forspændt med et par Ralliker. Og i Bunden af Vognen laa en træt og mærket Mand med graanende Haar.

I Morgen er det Skærtorsdag. Da vil jeg tilberede den sidste Skinke fra Grisen med Grønlangkaal, som Traditionen byder. Allerede i Dag har jeg kogt Skinken. Den sidste Grønkaal, som har faaet lidt Frost, er bleven ribbet og lagt i Vand, at Sandet trækkes ud. I morgen vil jeg koge Kaalen i Suppen. Til Eftermiddags-Kaffen har jeg bagt Mamas “hvide” Kager. Heldigvis har jeg stadig Mulighed at skaffe en smule Sukker og andre gode Sager.

Grønlangkaal

1½ Kilogram ribbede Grønkaalsblade

Til Stuvningen: 2 Spiseskefulde Smør, 2½ toppet Spiseskefuld Mel, godt 1 Liter Sødmælk, Salt, Sukker.

Grønkaal er mest velsmagende, naar den har faaet lidt Frost. Den ribbes, vejes, lægges i Vand 10-12 Timer, til Frosten er trukket ud, og Sand m.m. har løsnet sig, og skylles i saa mange Hold Vand, at der ikke findes Bundfald i dette. Kaalen sættes over Ilden i kogende Suppe eller Vand, koges cirka 1 Time, til den er mør, og lægges paa Dørslag for at rinde af, hvorefter Resten af Væden med Hænderne knuges af Kaalen, der klemmes til smaa, haarde Bolde, som males 2-3 Gange gennem Kødmaskinen.

Smørret brunes let, bages med Melet og spædes efterhaanden med Mælken til en tynd Jævning. Den hakkede Kaal piskes heri, dampes over ganske svag Ild i cirka ½ Time og smages til. Ved anretningen bredes brunede eller stegte Kartofler ovenpaa Kaalen. Efter sønderjysk Skik kan der tilsættes de stegte Kartofler 2 strøgne Teskefulde Sukker, 1½ top. Spiseskefuld fin Rasp og 1 Spiseskefuld Smør. Grønlangkaalen kan serveres som selvstændig Ret med Spejlæg eller overskaarne Æg og ristet Brød, Kartofler gives da ikke til.

Mamas “hvide” Kager

1 Kilogram Mel, ½ Kilogram Smør, ½ Kilogram Sukker, finthakket Skal af 2 Citroner, 125 Gram skoldede Mandler, 1 Teskefuld Hjortetaksalt, 2 hele Æg, 2 Spiseskefulde Fløde.

Hjortetaksalt blandes med Melet og lægges på Kagebrættet, smuldres fint ud med Smørret og blandes med Sukkeret, Citronskallen og de smuttede, grofthakkede Mandler. Midt i Dejgen laves en Fordybning. Heri slaas de piskede Æg og Fløden, og Dejgen æltes, til den er ensartet, og til den slipper Hænderne. Den udrulles i lange Pølser, cirka 3 Centimeter i gennemsnit, som lægges paa et Fad og stilles paa et køligt Sted til næste Dag. Pølserne skæres da i skrå Skiver, cirka ½ Centimeter tykke, og Kagerne bages ved stærk, til de er rustbrune i Kanterne.

En kommentar til “20. april 1916. Påsken nærmer sig”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *