Kategorier
Brød og kager Desserter Fester og gæster Middagsretter

Kokkepigens Vinter – en god Søndagsmiddag med Krølle!

scan00011

Hilsen fra Kokkepigen

Denne søndag havde Herskabet  Familien fra Aalborg paa Genvisit efter Nytaar. Der skulle kræses for  de fine Gæster, derfor bestemte Fruen, at en af de smaa Pattegrise, som var blevet født i Julen, skulle lade Livet for at blive stegt. Den blev da ogsaa fin med baade Citron i Munden og Spyd bag Ørerne. Til Dessert blev bagt en Sponge Cake.  Fruen havde hørt, at det var den amerikanske Præsident Lincolns Yndlingsdessert med Æbler og Kanel. Saa blev de sidste Vinteræbler da brugt fornuftigt.

Hel stegt Gris

En Mælkegris på 3 til 4 Uger slagtes et par Dage, før den skal steges. Før Stegningen gnides den indvendigt med Salt og Peber. Den kan fyldes med blancherede Kastanjer, smaa skrællede Kartofler eller Æbler og Svedsker. Derpaa syes Bugen sammen. Benene knækkes over ved det første Led og bukkes ind under Grisen. Den gnides med fin Olie (en god Olivenolie) og Salt, lægges på Fødderne på en Bradepande og stilles ind i en varm Ovn, hvor den maa steges i omtrent 2 Timer ved jævn Varme (180 – 200 Grader). Under Stegningen smøres den jævnlig med Olie, da der kun maa være en smule Væde i Bradepanden. Spjældene paa Ovnen skal aabnes i Tide, saa Dampen kan trække ud og Sværen blive tilstrækkelig sprød.

Paa Serveringsfadet lægges et lag Salat, herpaa lægges Grisen, En Citron stikkes i Munden paa den og et Spyd anbringes bag hvert Øre, som det ses paa Tegningen. Hertil serveres en kraftig Sky-Sauce.

Sponge Cake (efter Mrs. Beeton)

Ingredienser: 4 Æg, Vægten af 4 Æg i Sukker, Vægten af 3 Æg i Hvedemel, den revne Skal af 1 lille Citron

Skil Blommer fra Hvide. Pisk godt Blommerne i en lille Gryde med Sukkeret, sæt dem over Varme og Pisk dem til de er Varme, men ikke kogende. Hæld den varme Æggemasse i et Fad sammen med den revne Citronskal og pisk det hele godt sammen. Pisk Hviderne stive – Skaalen skal kunne vendes, uden de falder ud! Rør dem i Æggemassen og pisk Kagen godt i ca. 15. Minutter. Tag Piskeriset op, sigt Hvedemelen i og vend Massen forsigtigt. Hældes i en smurt Form, drysset med lidt fint Sukker og Mel, bages i en varm Ovn i omtrent 1½ Time. OBS: Kagen skal straks i Ovnen, efter den er rørt sammen!