Kategorier
Bondemad Brød og kager Supper

Vi drager til København

Anne, Karen og Rasmus siger farvel for nuVi skal sige farvel til Anne Larsdatter fra Lundager på fyn, og vi bevæger os nu til København.

De næste par måneder kommer vi tæt på snedkermester Matthias Ortmann, som i 1727 opnåede borgerskab i København som møbelsnedker.

Han var en af de bedste snedkere på sin tid, og havde et større værksted i København. Værkstedet levere bl.a. til Kongehuset og tidens adelige familier. Hans unge kone ligger for tiden i barselsseng, og vi bringer beretninger fra barselstiden og dens selskabelighed.

Som en sidste afsked bringer vi en menu sammensat af Annes gode retter på bloggen.

Plukkesteg

I en rest kødsuppe (okse eller svin) koges svesker uden sten. Ca. 5 svesker pr. person. Pluk restekød i småstykker (flæskekød, oksekød eller hønsekød) og kom ca. dobbelt  så meget kød som svesker i suppen. Hæld ca. 1 dl. blommesaft i, og smag til med salt, peber og sukker. Koges i ca. 2 timer. Suppen skal være tyk med masser af fyld.

Saltet gåsebryst

De friskslagtede gåsebryster gnides grundigt og rigeligt ind på alle sider i en saltblanding, der laves i forholdet 4 spsk. salt til en toppet teskefuld Salpeter. I så stor mængde, som man skal bruge. Kødet lægges i et fad, og gnides hver dag ind i den lage, der danner sig. Efter tre dage tages brysterne op, og de ryges. Lægges derefter i en krukke og stilles køligt. De skæres i skiver, og serveres som pålæg på groft, godt rugbrød.

Annas æbleflæsk

Pil 3 løg og skær dem i kvarte. Skær en omgang (ca. 400 gr.) saltet, røget flæsk i mindre stykker, og rist dem på panden sammen med løgene. Skær 6 æbler i mindre stykker, og lad dem simre under låg sammen med flæsk og løg, til de er møre. Kom timian og lidt sukker i retten.

Prossekage

Sæt aftenen før bagningen ½ kilo byggryn i blød i 2 liter sødmælk. På selve bagedagen røres ca. 3 æg i massen. Tilsæt lidt salt og kanel, kardemomme og nogle tørrede pærer skåret i små tern eller rosiner. Man kan også tilsætte ca. 50 gr. sukker, hvis kagen skal være sødlig. Hæld dejen i en lerskål eller et fad, som kan tåle ovnvarmen. Kagen skal bage længe, ca. 2-3 timer ved ca. 150 grader. Kagen spises med fedt eller sirup til.

Velbekomme