Tag Archive for 'Boghvedepandekager'

Hjemkomst

Gotlandsk billedsten hjemkomst

Jeg, Sigrun, er nu endelig nået hjem. Lang var rejsen, godt at blive vel modtaget ved døren. På vor færd har vi mødt både fred og ufred. Som den Gamle siger: Bo er bedst, selv om blot det er lidet, hver er herre hjemme; blodigt er hjertet i hjemløse folk, der må tigge mad til hvert måltid. Nu venter de lange aftener, hvor vi skal berette om langfærd og møder med gode venner, om god handel og godt håndværk.

Først var det dog tid at få alt båret fra skibet. Smedens arbejde var ofte blevet betalt i sølv, men også gode klæberstenskar og gode kogekar var i skibet. De var en god ballast på færden. Klare farver til farvning af festtøjet og bånd at sætte på var det også blevet til, købt for sølv og godt arbejde. Salt og dyr peber havde vi med hjem, så maden kunne få smag over vinteren.

Vi var hjemme senere end ventet, men mor havde brygget godtøl smagt til med porse, som stadig stod i tønden. Mens far sammen med Sven, Ulf og Fionn bar op fra skibet, hjalp jeg med ved slagtningen af den lille gode gris, som svinehyrden bragte ind fra skoven, hvor den havde gået på olden. Den blev stegt over et bål. Hele dagen sad en dreng og drejede den, når det blev nødvendigt, så skindet blev sprød, men ikke brændt. Over bålet inde i huset kogte majroer, som var blevet hentet i kulen, lystigt over ilden. De blev senere rørt til en god mos og serveret til grisen sammen med sprøde boghvedepandekager. Den aften gik alle, både høj og lav, mætte og glade til hvile.

 

Svineskank og skinkesteg

Det er nok de færreste, som har mulighed for at stege en hel pattegris over bål i haven. Derfor er her en mere brugbar opskrift på grisesteg, stegt på en bund af urter. Det er en skinkesteg, jeg har stegt, købt hos en lille god slagter – det giver den bedste steg og de fineste svær, når den bliver tilberedt godt!

Skinkesteg med svær

 

Boghvedepandekager (Galette)

350 gram boghvedemel blandes med 2½ tskf salt. 7½ dl vand røres i lidt efter lidt, så det bliver til en jævn dej. 1 æg piskes i, hvorefter dejen hviler tildækket i en times tid på et køligt sted. Pandekagerne steges tyndt i fedtstof. Evt. fyld kan kommes i, når de er vendt.