Tag Archive for 'grød og flæsk'

Markedsfortællinger

Valhal og lindorm håndskriftJeg, Sigrun, vil nu atter tage ordet. Ofte blev vor plads besøgt i den forgangne uge. Alle ville bruge fars snilde i værkstedet. Mange knive og sværd skiftede hænder, og nye smedet. Også gammel gæld til de lokale bønder blev indfriet med økser og knive. Det gav korn til grød og brød, og flæsk og øl dertil. Det smagte alle, især da jeg fandt et stykke frem af mors gode ost. Hun har givet rigeligt med til rejsen, så jeg håber at bytte lidt bort for nye og vellavede lerkrukker, som jeg har set på pladsen.

Markedet er ikke blot idel arbejde, men også stedet at møde nye og gamle frænder og udveksle historier. Hver aften har budt på gæster, om ikke alle er gået hen til Gutturms øltelt for der at høre nyt fra nær og fjern. Øllet er godt og stærkt, ikke alle kunne holde det. Som den gamle siger: Tåben glor, når han til gilde han kommer, mumler i skæg og skuler, alt så snart en slurk han får, ligger for dag hans dumhed. Indtil videre har ingen dog betalt mandebod.

Gutturm er god for mangen fortælling om guder og helte. Han fortalte gerne om Tors færd for at fange den store midgårdsorm, som omkranser jorden, og om Valhal, hvor Odin bor med sine einherjer. Som en god gæstgiver kunne han også navne på hallens hjælpere: Hrist og Mist, Skeggøld og Skøgul, Hild og Thrud. Øllet havde løsnet irske Nialls tunge. Fremmede navne på skjoldmøer kom over hans tunge: Llewei datter af Seitwed, Rorei datter af Usbern og Mederei Badellfawr. Trælletale passede dog ikke alle, så den aften var der tidligt opbrud.

Husk også Nationalmuseets store vikingemarked den 16. og 17. august med håndværk, skibe, krigere – og selvfølgelig masser af mad! Se mere her.

 

Grød

Grød af forskellige korntyper har man spist til alle tider. Den grød, kokkepigen laver her, indeholder knækkede kerne af rug, havre, enkorn og emmer – alle korntyper, som blev dyrket i vikingetiden.

Tryk her for at se kokkepigen lave grød med flæsk og løg.

 

Sigrun har fået ost med hjemmefra, for som alle ved, kan ost holde sig også på en længere sejltur. Ost er en meget gammel spise. Man har selvfølgelig aldrig fundet en ost i en arkæologisk udgravning – men de hullede ostekar ser man ofte. Ost er en måde at gemme mælk på, og hvis man laver ost med osteløbe, kan det holde næsten hele vinteren. Osteløbe fås fra maver af spædkalve, og enhver god landhusmor har vidst, hvordan den blev opbevaret og brugt. Sørine Thaarup giver en anvisning herpå i sin kogebog fra slutningen af 1800-tallet –  jeg tillader mig at give den videre her. Og hvis man har mod på selv at lave sødmælksost, står opskriften til sidst – men den kræver stor viden og øvelse. Og så havde man ikke muskat i vikingetiden, men det kan sagtens lade sig gøre at bruge andre krydderier og krydderurter. Selv ville jeg bruge en af vikingetidens krydderurter – timian.

Sådan gemmes maven af spædkalve

Når maven er overordentlig godt udvasket og skyllet, lægges den i en krukke, hvor der først er lagt et lag salt i bunden. Nu strøs maven godt ned med salt, og er der flere end en, da bærer man sig ligedan ad med dem alle. Når den har ligget i 3 uger i saltlagen, tages den op, og man udstopper den med ren, tør rughalm, hvorpå man hænger den op på et aldeles tørt sted, helst i nærheden af en skorsten, thi holdes den ikke tør, så vil den slime, da duer den ikke, hvilket vil blive et stort savn i ostelavningen.

Osteløbe fremstillet af tørret kalvemave

Når man vil til at lave ost, må man et par dage i forvejen tage en kalvemave af de tørre, man har hængende. Denne skæres i små stykker, kommes i en krukke, og man lunker et par skefulde tyndt øl og kommer det i krukken. Deraf tages til den første ost, man laver, men så snart man får valle fra osten, da kommer man en del i krukken deraf. Man må passe, at man hele sommeren altid er forsynet med god løbe til osten.

Sødmælksost

6 spande sødmælk, salt, 1 spiseskefuld løb, 2 teskefulde stødt muskat.

Man hælder straks den søde mælk i den balje, men vil trykke osten op af, nogen mælk varmer man i en gryde og rører i baljen, inden man sætter løbe på mælkenn. Denne rører man omhyggeligt omkring i mælken. Derefter dække man baljen til med et rent linnedklæde, som man bruger til det samme. Man sætter nu sit ostekar tilrette på en bænk ved siden af baljen, og sørger for, at man på en dyb tallerken har det køkkensalt, man vil bruge. Man blander det med fint, stødt muskat. Er nu mælken sammenløben, tager man klædet bort, og rører så længe i baljen, indtil vallen kommer op og osten synker ned i baljen. Da tager man et rent, dybt fad, og tager vallen bort, og den hældes i en ren balje.Når nu al vallen er trykket så nær bort, man kan få den, vrider man osteklædet op af vandet og breder det i ostekarret. Man trykker da osten så fast op som muligt, og for hver håndfuld, man har fast optrykket, jævner man det ud i ostekarret. Når man har et lag, strør man det sammenblandede salt derpå,  og man vedbliver dermed, idet man påser, at alt saltet bliver anvendt. Når det hele er optaget af ostebaljen, lægger man osteklædet sammen over osten, trykker den så godt man kan med hænderne, og når den er fast nok til at vendes, tager man den op med osteklædet og lægger det på et rent bræt. Nu vrider man klædet godt af, hælder vallen fra den mælkebøtte, hvorover man har ostekarret stående, ryster osteklædet ud og breder det atter i ostekarret.  Man arbejder nu atter med osten og vedbliver at vende den, indtil man antager, at der ikke kan fås mere ved håndkraft. Når man har taget osten op af klædet for sidste gang, skyller man klædet godt ud, vrider det hårdt af, skyller ostekarret og bøtten af og tørrer dem med et rent klæde. Nu tager man lidt af den ost, som endnu findes i baljen, trykker den hårdt og udgnider den mellem hænderne, så at den ligner et dejg. Derpå indgnider man osten oversalt, så at den bliver glat, og der ingen revner ses. Nu breder man atter klædet i ostekarret, lægger osten deri, og bedækker den med klædet. Den sættes over i bøtten og hensættes på et tørt sted. Man lægger et trælåg over ostekarret og kommer en stor sten derpå, som kan aftrykke den endnu tilbageblevne valle. Hver morgen og aften tager man osten af karret, skyller klædet af, lægger osten i, og således vedbliver man de første 4 dage. Da tager man et rent ostekar af samme størrelse som det, man har brugt, klædet tages af osten, og den lægges over i det tørre ostekar. Men vedbliver at vende den 2 gange daglig, og den bliver i karret, indtil den er så tør og fast, at den kan ligge på hylden. Men derfor må den ikke forsømmes, men flittigt vendes og af og til vaskes i lunkent vand, samt derpå aftørres godt med et rent, tørt klæde.