Kære Moder, kære Søren
Jeg beklager den lange Ventetid, som blot skyldes Travlhed her paa Gaarden. Jeg sender Jer begge det samme Brev, da der ikke er meget nyt at berette herfra. Alt gaar endnu sin vante Gang, trods Krig og Ufred. Tiden maler dog stadig Dag for Dag, ingen undgaar sin Skæbne.
Som altid var der liggende Gæster til Helligtrekongers Aften, Herrens Broder fra Aalborg med Familie besøgte os. Der var trangt paa vort lille Loftskammer, vi maatte dele Rum med deres Barnepige. Hun havde nok at se til, Familien fra Aalborg har de mest uvorne Unger, jeg endnu har mødt. Især Sønnen er trods sin unge Alder slem. Nytaarsaften hængte han sammen med Forkarlens Niels Retiradespanden op i Flagstangen hos Naboen, og bandt Knude paa Flagsnoren, saa den kun kunne komme ned ved at skære Snoren over. Det vakte en del Moro hos de lokale, men Faderen sørgede for den rette Straf, da Sammenhængen gik op for ham.
De sidste uger er gaaet med Travlhed i Anledning af Herrens snarlige Afrejse. Han skal tilbringe en Maaned i Hovedstaden for at ordne Forretninger som følge af Krigen og den nye Situation. Fruen og den ældste Datter følger med, hun skal præsenteres for Familien derovre. Vinter i Hovedstaden er ogsaa Tid for Baller, saa der skulle prøves og syes nye Kjoler efter sidste Mode til begge. Den lokale Syerske Marie gjorde sit bedste, men mon ikke der ogsaa vil blive købt nye Klæde i Hovedstaden, hvis Herrens Forretninger gaar godt.
Jeg har ikke mange Opskrifter at sende denne Gang, men den gode Silde-Salat skal I dog ikke undvære. Den er fra Madam Mangors gamle og ærværdige Kogebog, og en god Maade at benytte et stykke Steg, man maatte have til Overs. Jomfru Johansen har været lidt træt paa det sidste, saa jeg har taget en god Del af det daglige Arbejde. Der er dog altid Tid til at male Kaffebønner. Her i Huset er det altid den rene Kaffe, som males, endnu har det ikke været nødigt at tilsætte Richs eller Danmarks, eller at riste Bygkorn. Til Kaffen blev der i Dag serveret Linser.
Jeg vil nu slutte mit Brev med Ønsket om det Bedste for jer Begge. Endnu vides ikke, hvad Aaret vil bringe, men jeg har mine stærke Tvivl om Muligheden fra Fred. Krigen fører dog lidt godt med sig, det forlyder, at Kvinder i Aar endelig vil faa Mulighed for at Stemme til Valget. Paa Tide at vi endelig fik vor egen Stemme, selvom jeg ved, at du, Søren, er en smule Urolig ved dette. Jeg tror dog, at jeg kan berolige Dig, der vil næppe ske de store Ændringer, Mændene har jo altid stemt som deres Koner har ønsket.
Jer kære Søster og Datter
Karoline Sørensen
Silde-Salat Nr. 1
3 haardkogte Æggeblommer udtværes og røres med 2 raa Æggeblommer, derefter med et par Teskefulde udrørt Sennep, Salt, Peber, 2 Spiseskefulde Olie, 2 do. Eddike, 1 do. Rødbedeeddike, og 2 do. Rødvin eller lidt mere af Rødbedeeddiken. Kødet af 2 udblødte og spegede Sild, to gange saa meget Kalve- eller Oksesteg som Silden, en Gang saa meget som Silden af kogte Kartofler og syltede Rødbeder, et stort, skrællet Æble, som hakkes fint, og de kogte Hvider skæres alt i smaa firkantede Stykker og kommes i Saucen tilligemed et stort Løg, som først er kogt og hakket; vil man have Løget raat, da maa det rives. I Mangel af Steg kan bruges godt, kogt Kød.
Linser
500 g Hvedemel, 375 g Smør, 125 g Sukker og 4 Æggeblommer æltes sammen til en Dej, som om Sommeren kan være temmelig blød og vanskeligt slipper Rullen og Brættet. Man tage da lettest en lille Klump af Dejen og presser den ud med den flade Haand, løsner den med en Kniv fra Brættet og beklæder dermed smaa, riflede Kageforme. I hver Form lægges en Teskefuld Creme og herover et tyndt Lag af Dejen. Linserne bages lysebrune og tages varsomt ud af Formene, mens de er varme. De kunne fyldes i Formene Dagen før, men stilles da paa et koldt Sted. De bages i omtrent ½ Time.
Cremen hertil laves af 3 Æggeblommer, som røres med 3 Spiseskefulde Sukker, en do. Hvedemel samt Kornene af ½ Vanillestang af god Kvalitet. Naar ½ Liter Sødmælk koger, røres den i Æggemassen, som igen hældes i Gryden og bringes i Kog, saa den tykner. Cremen maa være afsvalet, forinden den kommer i Formene.
Heraf bliver omtrent 40 Linser. De kunne serveres til Dessert med Flødeskum og Jordbær-Syltetøj.
Dette er det sidste bred fra Karoline og hendes mor og bror. Næste gang er Kokkepigen flyttet til Fyn – og tilbage i tiden, år 1800. Vi skal høre om livet i en fynsk landsby, og om hvordan det er at være hustru til en omrejsende tømrer på den tid og skulle få alt til at slå til.