Kategorier
Bondemad Fester og gæster Fisk Grød Supper Vegetarmad

Barselssengen – 18. januar 1788

Katrine inden sin forløsningSå blev vor gode nabokone Katrine da endelig med den gode Gud Herrens hjælp forløst med en lille pige forrige nat.  Den arme stakkel låe i al verdens pinsel, og er stadig meget svagelig efter sin prøvelse.

Pigebarnet var så skravlet, at præsten i al hast blev kaldt til hjemmedåb, og vi må håbe, at den nådige gud vil skåne hende. Katrine og Jep har allerede mistet drengen fra sidste forår til den kolde syge. Jeg ved, at Mette Jepsdatter, som var barselskone, har  korset og stålet godt over pigen i vuggen, så de onde ikke får tag i hende.

Vi er allerede buden til barselgsgilde på torsdag, så nu skal vi i al hast have tillavet nogle gode retter, så de stakkels mandfolk ikke skal leve af den føde, som Jeps lillepige kan bakse sammen. Heldigvis har vi stadig æbler til overs fra julen, og rigeligt af de tørrede sveskeblommer fra træet sydvest i abildgården. Jeg vil bruge den smukke barselspotte med honninggul farve, som jeg arvede fra min saglig moder, og den smukke grønne, som jeg fik ved mit bryllup med Rasmus.

Ålesuppe

Rens og skær små ål i passende stykker. Kog ålestykkerne godt ved jævn varme i ½ time i fiskesuppe (fiskebouillon) sammen med et par skårne løg, nelliker, peberkorn og en kvist timian. Tag ålestykkerne op af suppen,  og kom æbletern fra to skrællede æbler i sammen med en god håndfuld svedskeblommer. Frugten koger lidt med. Smag suppen til med salt, eddike og lidt sukker. Den skal være sur-sød. Spis ålene varme til ved siden af.

Gårdfolkene skal også have en god omgang boghvedegrød at varme sig på, selvom det er småt med mælken her om vinteren, så grøden må koges på vand. Der skal æbledyppelse til.

Annas boghvedegrød

Bring 1½ liter vand i kog, og put 3 store håndfulde (3 dl) boghvedegryn i, mens der røres flittigt. Læg låg på, og lad grøden småkoge i 3 kvarter. rør jævnligt, så grøden ikke brænder på bunden. Put lidt salt i grøden. Grøden spises med æbledyppelse.

Æbledyppelse

Kog nogle ituskårne æbler til grød i en lille slat vand. Kom evt. en smule honning i for at søde dyppelsen.

Kategorier
Bondemad Brød og kager Jul Middagsretter

6. Januar 1916. Helligtrekonger – nu slutter Julen.

Vinter 3Saa sluttede da Julens travle Dage, og Stilheden sænker sig atter over vores Gaard. Sneen ligger stadig tyk og stille over Mark og Enge, og dæmper Lydene fra Stald og Gaardsplads.

I gaar aftes tændte vi Helligtrekongerslyset med de tre Arme. Alle blev vi en smule forskrækkede ved smældet fra Krudtet, da Flammerne fra de tre Væger mødtes. De gamle kan stadig huske, da Sognets fattige gik med Stjerne til Helligtrekonger, men det var længe siden. Ude i Stalden er der hver Dag blevet sat Julemærker, eet for hver af de 12 Juledage. Ingen tror dog længere, at Vejret det næste Aar vil blive som Vejret i de 12 Juledage. Det er blot gammel Overtro og Tøjeri.

Vi har ikke hørt fra vor Karl siden Julebrevet. Skolelæreren fik i Julen besked om, at Sønnen var faldet ved Ipern. Han har ellers fulgt Tydskens sejrrige Gang over Slagmarken siden Krigens start. Det faar nu nok en Ende. Gid denne Jul maa blive den sidste i Krigens Skygge, at ikke flere skal miste deres Kære.

Igaar kogte jeg en god Suppe af Benene fra Juleskinken og Flæsket, som var blevet gemt. Jeg lavede det til en sursød Suppe med Rismelsboller. Det smagte alle og var en god Afslutning paa Julen. Søndag komme Præstens paa besøg. Jeg har stadig lidt Æg gemt til særlige lejligheder, saa de faar en god Brødtort. Saa kan jeg ogsaa faa brugt lidt af det tørre Rugbrød. Heldigvis har Naboen stadig sin gode store Brødovn.

Sursød Suppe med Rismelsboller

Benene koges med lidt Suppeurter. Husk, at paa denne Tid af Aaret er der stadig gode Porrer at hente i Haven. Benene og Supperurterne tages op og Suppen sies. Den smages til med Eddike og Sukker, og tilsættes udblødte Svedsker og Rismelsboller, til tider ogsaa kaldet Klumper.

For at lave Rismelsboller varmes 7 Deciliter Sødmælk op til Kogepunktet. 250 Gram Rismel røres i (kom eventuelt lidt varm Mælk i Rismelen, før den kommes i Mælken) og  koges til en Grød. Husk at røre jævnligt, at den ikke brænder paa. Grøden køles lidt ned, 3 hele Æg og 3 Spiseskefulde Kartoffelmel pidskes i sammen med en smule Salt. Bollerne sættes med Ske og koges i letsaltet Vand.

Brødtort

6 Æg deles i Blommer og Hvider. Blommerne pidskes godt med 250 Gram Sukker. 1 Spiseskefuld Kartoffelmel, 1 Spiseskefuld Kakao og 150 Gram reven Rugbrød vendes i Æggemassen sammen med de stiftpidskede Hvider. Bages i 2 Bunde i 15-20 Minutter ved god Varme. Lægges sammen med Gele og Flødeskum.