Archive for the 'Europa' Category

1917. Et bryllup i Krigens Skygge

Denne Artikel blev først publiceret i Marts 1917 i London Illustrated News.

slottet

Mine kære Læsere

I disse haarde Tider er det altid en Glæde at se unge Mennesker med Livet foran sig og Lykke i Sindet blive smedet i Hymens Lænker i nærvær af Familie og Venner. Dette sket for nylig paa det smukke Fairweather Manor, da Husets yngste Søn, Major Henry James  “Jamesey” Fairweather blev viet til den yndige Lady Juliette Fogland.

Som det er Skik i de højere Kredse her i Landet samledes Gæsterne i Dagene forinden. Det gav Tid til at genoptage gamle Forbindelser og Venskaber mellem de mange Grene af den sprudlende Familie med Entourage. De mange Gæster blev beværtet paa det hjerteligste, skønt Krigen dog gjorde et vist Indhug i Antallet af Retter paa Middagsbordet.

Dagen før Brylluppet afholdtes en Mindegudstjeneste for Afdøde i Krigens Tjeneste. Familien gjorde mig den store Glæde at optage min Søn, Peter Sunderland, paa Navnelisten, som oplæstes. Det var en højtidelig Stund, som dog ikke afholdt Selskabet fra den traditionelle Selskabelighed i løbet af Dagen og Aftenen. De mange Officerer paa Orlov gjorde deres til Festlighederne ved at introducere en Cocktail fra Paris, French 75, som gjorde et pænt indhug i Lagrene af Champagne og Cognac. Den russiske Del af Familien foretrak dog deres traditionelle Vodka.

Paa Bryllupsdagen blev i Slottets Kapel forrettet et rigtigt Krigsbryllup, hvor en ung Officer blev viet til sit Hjertes Udkaarne, før han igen skulle gøre Tjeneste ved Fronten. I de sidste Aar er mange saadanne Bryllupper blevet gennemført i Landets Kirker. Ofte har Bruden senere faaet en sørgelig Meddelelse, som har gjort alle Forhaabninger om en lykkelig Fremtid til Skamme.

fm-bryllup3Brylluppet mellem den unge Lord Fairweather og Lady Juliette fandt Sted kl. 13 i Slottets smukke Kapel under overværelse af Gæster fra Nær og Fjern. Det unge Par blev viet af Ærkebispen af Canterbury, Lord Montgomery “Monty” Drake, som er en nær Ven af Familien. Blandt Salmerne var Jerusalem, for nylig sat i Toner af Hubert Parry. Den unge Lady Elisabeth Fitzgerald sang smukt for det unge Par. Efter Vielsen blev budt paa et Glas Champagne og afholdt Taler fra Trappen i Slottets smukke Hall. Herefter blev Brudeparret præsenteret for Gaver fra baade Høj og Lav, alle ville gerne lykønske det smukke Par.

Aftenens store Dinner var et prægtigt Skue. Damerne havde iført sig deres smukkeste Kjoler, og Mændene var i Kjole og hvidt eller Galla-Uniform. Det var som et helt Kor af Paradisfugle havde slaaet sig ned. Blandt de mange Retter vil jeg især fremhæve en Sole au Chambertin, hvis lige jeg ikke har smagt siden min Tid hos Escoffier. En meget smuk Coupes Venus afsluttede Maaltidet. Selskabet sluttede med Dans i den store Sal, hvor Brudeparret efter Sædvane dansede for.

Næste Dag stod i Afskedens Tegn. I disse Tider er Haabet om et snarligt Gensyn det største Ønske, maa det være alle givet igen at mødes i festligt Lag.


French 75

3 Centiliter Cognac (Gin kan ogsaa benyttes), lidt simpel Sirup (se opskrift på Punch Romaine) og 1,5 Centiliter Citronsaft rystes godt med Is og sies over i afkølede Champagneglas, som herefter fyldes med Champagne.

Sole au Chambertin (Escoffier)

En Søtunge eller Rødtunge krydres og pocheres i et Fad, der er smurt med Smør, og hvori er hæld 2 Deciliter Chambertin Vin. Saa snart den er pocheret, tages den op, lægges paa et Fad og holdes meget varm. Vinen, i hvilken Tungen er pocheret, indkoges til det halve, og der tilsættes lidt friskstødt Peber samt 2 á 3 Draaber Citronsaft. Det hele jævnes med en klump blandet Smør (Smør og Hvedemel) af Størrelse som en Valnød og til sidst tilsættes 45 Gram almindeligt Smør.

Coupes Venus (Escoffier)

Skaalene fyldes halvt med Vanille-Is-Creme. (hertil benyttes Portions-Skaal.)

I midten af hver Skaal anbringes en lille Fersken, pocheret i en Vanille-Sirup, og ovenpaa lægges et lille, meget rødt Kirsebær.

Rundt om Fersknerne lægges en Stribe Chantilly-Creme.

Chantilly-Crème

Tag noget stiv of temmelig tyk Fløde og pis den, indtil den er saa stiv, at den hænger fast ved Piskeren. Tilsæt 250 Gram Sukker for hver Liter Fløde, og giv det smag med Vanille- eller Frugt-Essens. (Her vil Kokkepige nok bruge rigtig Vanille.)

Ligegyldig hvad denne Crème skal bruges til, skal den altid om muligt tilberedes i sidste Øjeblik.

alice-millerFairweather Manor er et stort internationalt rollespil, som finder sted på slottet Zamek Moszna i Polen. Her deltog Alice Miller som journalist – og ovenstående artikel er resultatet heraf. Vil man vide mere, kan man se mere på hjemmesiden for Fairweather Manor.

 

9. Marts 1890. En Hilsen fra Staten Washington

Kære Marie, kære Thorvald

En Hilsen her fra Washington, fra den driftige By Port Townsend, hvor vi nu har opholdt os i et Aars Tid. Reisen hertil har været lang og svær, jeg haaber ikke at see Dækket af et Skib igjen, ej heller de indelukkede Kahytter, som vi Dækspassagerer maate udstaa.

Eders kære Fader har faaet et godt Arbeide paa Værftet. Port Townsend er en driftig By, som ser frem til at faa en Jernbane.  Om Sommeren myldrer Havnen af Skibe, her findes Folk fra mange Lande. Jeg har sjældent Leilighed at savne det gamle Europa. Veiret er køligt, omkring 6 Grader om Dagen, men der er ikke megen Regn eller Sne.

Kosten herude en smule Eensidig, med megen Fisk. Vi har kiøbt et lidet Hus udenfor Byen med en god stor Køkkenhave, og naaede at dyrke en smule Kartofler sidste Aar, så jeg har suppleret den megen Fisk med baade Stegt Kartoffelbrei og Stuvede Kartofler.

Endnu har vi kun mødt faa af Byens Indbyggere. Her ses enkelte Indfødte, men langt Hovedparten bor heraf andetsteds. Mange døde ogsaa under den store Epidemi for nogle Aar siden. De skulle have været store Fiskere og Hvalfangere. Naar man ser de Kanoer, de ankommer i, forstaar man næppe, hvorledes de med simple Harpuner kunne nedlægge saa stort et Bytte.  

Paa Havnen traf Fader en Mand, som talte deres Sprog, og kunne fortælle meget om disse Folk. Den gode Swan var ikke for stor til vort beskedne Hus, saa han accepterede en Invitation at spise en Middag herude paa Søndag. Jeg haaber her at høre mere om de spændende Folk, han har truffet paa sine Reiser. Trods vore sparsomme Midler haaber jeg at kunne servere en god Steg.

Jeg haaber snarest at tilskrive Jer igen, og da maaske med nogle gode Fortællinger fra den anden Side af Verden. Det er nu flere Aar siden, vi forlod de hjemlige Strande, men stadig er Mindet stærkt. Her er smukt men vildt, de rullende hjemlige Strande er afløst af Klippeskær og de smukke Bøgetræer af høje Cedre. Alligevel haaber jeg med Tiden at finde mig tilrette. Skriv snarest om hvorledes det gaar alle derhjemme, at vi dog ved en Smule om jert Liv, som vi ikke længere er en Deel af

De kærligste Hilsener fra Eders kære Moder

Stuvede Kartofler

Der smeltes Smør, hvori kommes Mel og Mælk eller Bouillon; naar dette har kogt, indtil det er jævnt, gives de kogte og pillede Kartofler et Opkog deri tilligemed Muskatblomme, Peber og Petersille. Salt komme i tilsidst. De pillede Kartofler kunne ogsaa sættes paa Ilden med Mælk eller tynd Suppe og koge, indtil Saucen er bleven jævn, da røres Smør, Kryderier og Salt deri.

NB: Salt maa først tilsættes til sidst, da Væden ellers ikke kan jævne.

Stegt Kartoffelbrei

De skrællede og kogte Kartofler trykkes itu med en Ske, medens de er varme, derpaa røres lidt Smør og Salt deri. Man kan ogsaa koge Kartofler helst Dagen før, og pille dem varme. Næste Dag rives de; til 1 Pund Kartofler tages 3 Æg, en Spiseskefuld Mel, godt ½ Deciliter Mælk, lidt Salt og en Spiseskefuld smeltet Smør; dette røres godt sammen. Lidt Smør eller Klaret smeltes paa Panden. Kartoffelbreien lægges enten hel eller af Størrelse som Fricadeller deri og steges lysebrun ved jævn Ild. Den vendes og steges med nyt Smør paa den anden Side og spises til Steg, Cotelets, Karbonade og deslige.

Den største skat – kartoflen

Conquistadorer i SydamerikaDa Columbus i 1492 nåede frem til de amerikanske kontinenter, blev verden aldrig den samme igen. Hårdest gik det ud over de folkeslag, som i flere tusinde år havde været tilstede i “Den Ny Verden”. De faldt i hobetal for spanske klinger, for europæiske sygdomme eller døde som fluer under det europæiske åg som undergivne.

For europæerne åbnede der sig til gengæld en skatkiste af metaller som guld og sølv i rigelige mængder, mineraler som lapis og jade, og ikke mindst eksotiske vækster og frugter, som man ikke før havde kendt til. De to betydeligste planter hjembragt fra Sydamerika er uden tvivl tomaten og kartoflen. Begge grønsager er blevet basisingredienser i næsten ethvert køkken på jorden, fra Nuuk til Delhi, fra Reykjavik til Beijing.

De første kendte eksemplarer på spisekartofler er ca. 6000 år gamle. I dag dyrkes kartoflen i rigest mål i Kina, mens man i Rusland spiser flest pr. indbygger årligt – ca. 175 kilo. I Danmark har kartoflen været fast indslag på de danske middagsborde i godt 250 år – først lidt tøvende, og senere overbevisende og omfattende. De næste par uger vier vi derfor til kartoflen, som hele verden ikke kan leve uden.

I Europa modtag man i løbet af 1500-tallet kartoflerne med mistro. Nogle forbandt dem med sygdommen spedalskhed, uden tvivl på grund af knoldens rynkede og ujævne udseende. I Sevilla begyndte man at bruge kartoflerne til fattig- og hospitalsbespisning i 1570erne – og derfra bredte de sig langsomt til resten af Europa.

Man fandt hurtigt ud af, at de rynkede knolde var driftsikre og nøjsomme, og at de gav høje udbytter. Der blev dog i mange år sået tvivl om deres næringsmæssige værdi fra mange sider, og skiftet fra afgrøder med brødkorn foregik ujævnt fra land til land. I Frankrig begyndte man f.eks. først at dyrke kartoflen i større mængder så sent som i 1770erne.

I Danmark lå de rigeste og rigeligste landbrugsjorder i 1700-tallet i det slesvigske og sønderjyske grænseland. Danmark har en lang tradition for tysk påvirkning, når det gælder landbrugsudvikling og dyrkning af jorden, og de mest reforminrige og eksperimenterende landbrugere i 1700-tallet var danske godsejere.

På danske godser blev der raskt væk eksperimenteret med forskellige former for afgrøder, markskifter, dræningsteknologi og redskaber. Også Kongehuset var påvirket af disse tendenser, og i 1750erne syslede man med at opdyrke den genstridige og sandede jyske hede. Man inviterede eller hvervede en række tyske gæstearbejdere med løfter om jordlodder, huse og skattefrihed i en årrække, hvis de ville tage bolig på en række hedelodder i det midtjyske.

Gatten Hede. Hans SmidtLøfterne var gyldne, og virkeligheden en ganske anden. De tyske familier ankom gennem nogle få år i små flokke på et par hundrede af gangen til ganske hårde og barske vilkår på den uopdyrkede hede. Med sig havde de den nøjsomme kartoffel. Den viste sig at være noget nær det eneste, der kunne gro under de barske forhold.

Fra godserne, og fra de ydmyge tyskerkolonier syd for Viborg bredte kartoflen sig til de danske bønder, som blandt andet fandt den god og billig som svinefoder. Tit var den lokale præst mellemmand – han var ikke kun sjælesørger uden også foregangsmand og bærer af oplysningstidens tanker ude hos de danske bønder. Ofte indførtes nye planter først hos præsten, og fra hans marker og have bredte nye tanker sig.

Indtil kartoflens komme baserede den danske daglig kost sig på rugbrød og grød, lavet af rug, hirse , boghvede eller byg. Fra 1850erne og frem deltes rugbrød, grød og kartofler om pladsen – med en overvægt af den billige, driftssikre og stivelsesholdige kartoffel, og for de fattigste danskere var kartoflen næsten udelukkende det eneste daglige fødemiddel.

De danske bønder spiste deres kartofler kogte og pillede – og det kan de fleste lave. Vi bringer derfor de næste par uger en række opskrifter med kartoffel, som er lidt anderledes. I Spanien, hvor kartoflen i første omgang landede, spises kartoflen på mange måder, og her bringer vi et par spanske opskrifter.

Tortilla – spansk kartoffelæggekage

Skær 5 kartofler i små tern, og gør det samme med en stribe røget spæk, ca. 150 gr. Brun i en stor pande et finthakket løg sammen med to finthakkede fed hvidløg i en god olivenolie. Steg spækterninger og kartoffelterninger med, til de begynder at blive lidt møre. Drys med salt og peber. Pisk 8 æg med ½ dl. sødmælk og ½ dl. fløde. Hak evt. friske krydderurter efter eget valg som timian eller estragon i æggeblandingen.  Hæld æggeblandingen over løg, spæk og kartofler i panden. Lad simre langsomt under låg, til æggemassen er helt stivnet. Vend hele kagen på et grydelåg, og rist den anden side sprød og gylden.

Patatas Bravas med aioli

Patatas bravas – eller “Seje kartofler” spises som tapas eller snack dyppet i aioli, en kold hvidløgssauce. Lad skrællen blive på små, runde kartofler, eller skær uskrællede større kartofler i både. Læg i et ildfast fad, vend generøst i olivenolie og drys me groft køkkensalt. Steg i ovnen ved ca. 200 grader. når kartoflerne er møre, er de færdige.
Aioli kræver tålmodighed og knofedt. Hak tre fed hvidløg fint, og knus dem i morteren med 5 tsk. salt til en grødet, ensartet masse. Hæld meget langsomt og under omrøring ca. 2½ til 3 dl. god olivenolie i i en tynd stråle. Massen vil efterhånden samle sig og blive maoynnaiselignende. Smag til med hvid peber og ca. 1 tsk. citronsaft.


 

 

 

Europa i verden

Den første historie om Europa er historien om en fønikisk prinsesse, som en varm sommerdag på en strandeng forelskede sig i en smuk hvid tyr. Men da hun satte sig op på den, sprang den ud i vandet og bortførte hende til Kreta. Under et platantræ blev hun forført af Zeus – for ham var det selvfølgelig – og fødte 3 sønner, Minos, Radamanthys, og Saperdon, som alle blev store konger og lovgivere.

Myten om Europa handler om skabelsen af love og regler gennem Europas tre sønner. Men selv er hun fra Fønikien, som lå i det nuværende Libanon. Hun er ikke europæer.

Luksusvarer som krydderier, silke og elfenben, slaver og prinsesser, er kommet til det europæiske område siden oldtiden. Det har først og fremmest været til overklassen, men med tiden er det blevet en del af den daglige kost. Nogle krydderier, som peber og kanel, er i dag uundværlige, mens andre er gledet ud, og nye er kommet til. Også mange fødevarer, som vi regner for lokale, har deres oprindelse udenfor Europa. De næste måneder vil der på denne side blive fortalt om mad til hverdag og fest, og om fjerne kontakter, som har forandret den daglige kost.

De første opskrifter er fra en af de mest sejlivede danske kogebøger, Frk. Jensens Kogebog. Bøf a la Mode er en gammel middagsret, den findes allerede i kogebøger fra 1700-tallet, og er formentlig ældre. Plum Cake – eller plumkage, som vi ville kalde den i dag, hører til på kaffebordet.

Bøf á la mode

Inderlår, som ikke må være frisk slagtet, bankes på alle sider og bestikkes ved hjælp af en spids kniv meget tæt med syltede skalotter og temmelig tykke spækstrimler, som er dyppet i en blanding af salt, finmalet stødt peber, allehånde og nelliker. Kødet indgnides med krydderierne. Det brunes i smør eller klaret i en gryde og påhældes derefter vand. Det steges heri under låg i 3 timer og vendes under stegningen. Saucen laves som sædvanlig af smør, mel og sky (opbagt sauce); ved anretningen overhældes stegen med ganske lidt af saucen. Resten serveres i sauceskål. Kogte kartofler eller kartoffelmos samt enten asier eller pickles kan serveres til.

Plum Cake

500 gram mel, 375 gram puddersukker eller mørk Demarara-sukker, 250 gram smeltet smør, 125 gram korender, 35 gram småtskåret syltet pomeransskal eller appelsinskal, 2 æg, 1 teskefuld salt, 1 teskefuld kardemomme, 1 teskefuld kanel, 1 teskefuld bagepulver samt 2½ deciliter sødmælk røres sammen, kommes i en smurt form og bages omtrent 1 time ved 180 grader.

Hvis kagen bliver for mørk på toppen, kan man sætte den ned på ovnens nederste trin.