Kategorier
Brød og kager Ikke kategoriseret

9. Maj 1914. Lys over København

Efter begravelsenAllerkæreste søster

Jeg haaber, du stadig har det godt i din Plads paa Østergaard. Jeg fik Brev fra Moder i sidste Uge. Hun skrev om Bedstefaders Begravelse, og det hjærtelige Venskab, hele Familien da mødte fra alle Naboer. Som det altid har være Skik i vor Familie, laa han i aaben Kiste i Storstuen indtil Begravelsen. Moder havde iført ham den gamle Uniform, som han havde bevaret. Det er mange Aar siden han har kunnet fremvise den. Der blev ikke slaaet hul i Væggen til Stuen at bære Kisten ud af, da han skulle køres til Kirken, som det ellers tidligere blev gjort. I disse oplyste  Tider tror ingen længere paa Gengangere og andet Tøjeri. Det solide Maaltid efter Begravelsen blev dog gennemført efter Traditionen. Det var en god Maade at takke alle for god Hjælp og Støtte i en svær Tid.

Med dette Brev sender jeg ogsaa din Geburtsdagspresent. Jeg fortalte Ingeborg om vores Barndom i Sønder Sejerslev og de gode Ture til Havet, hvor du til Tider var saa heldig at finde et lille  Stykke Rav. Ingeborgs Valg blev et Sølvsmykke, som i de bølgende Linjer i gemmer en smuk Ravperle. Jeg haaber, du vil bære den til Erindring om de Broder og de gode Minder, vi har sammen.

Foldhesten Jeppe fodresDe sidste Dage har budt paa megen Travlhed, men i Morgen Søndag skal jeg med hele Familien paa Udflugt. Vi vil starte fra Raadshuspladsen, som jeg passerede efter min Ankomst til den nye Hovedbanegaard. Saa har jeg da endelig Mulighed for at køre en af de moderne elektrificerede Sporvogne, en Linje 2. Maalet er Zoologisk Have paa Toppen af Valby Bakke, hvor vi først skal se Flodhesten Jeppe blive fodret, det skulle være en særlig Seværdighed.

Pile Allé 18Bagefter vil vi gaa til et af de smaa Traktørsteder paa Pile Allé. Vi haaber her at kunne nye en Kop Kaffe eller en god bajersk Øl. Familiens Overhoved mener, at det bedste Øl fås i Pile Allé 18, saa det er nok der, vi begiver os hen.

Madam Sjøgreen sender ogsaa de bedste Hilsner. Skønt I ikke har mødtes, mener hun, at jeg har fortalt saa godt om dig, at I allerede er gode Bekendte. Hun beder mig minde om, at Frk. Jensens Opskrift paa Morgenbrød af forskellig Type er glimrende at bruge i en bedre Husholdning i stedet for de indkøbte fra Bageren. Det vil dog næppe være en Overvejelse, som er nødvendig paa Østergaard.

Jeg vil slutte med at ønske dig alt godt i den næste Tid, hvor Foråret og Lyset breder sig over hele Landet, til København, Djursland og Sønder Sejerslev.

Din Broder Søren

Frk. Jensens Morgenbrød

Berkes-Horn

100 Gram Smør smuldres i 1 Kilogram Hvedemel. Deri kommes 1 Tskf. Salt, hvori er udrørt 25 Gram Gær, 2 Tskf. Sukker, ubetydeligt Kardemomme og 6 Deciliter Sødmælk. Dejgen formes som Horn, lægges paa Pladen, pensles med Æg, bestrøs med Berkes og henstilles til Hævning i omtrent 1½ Time. De bages ved god Varme (220 Grader) i cirka 20 Minutter, flækkes og spises smurte med Smør.

Anvendes Bagepulver hertil, tages 4 Teskefulde, og Hornene maa da straks stilles i Ovnen.

Simler

Den samme Dej som til Berkes-Horn kan rulles i Boller, hvori der med en skarp Kniv ridses et Kors. De stilles til Hævning, pensles med Mælk og bages i 25 Minutter.

Rundstykker

Kunne laves som Simler, blot mindre og i langagtige Boller. De gives en Ridse tværs over.

De sort-hvide billeder er fra Væggen: http://vaeggen.copenhagen.dk/

Kategorier
Brød og kager Desserter Middagsretter

8. Maj 1916. Kom Maj du søde, milde

I Dag var Vejret som i gaar atter klart og lysende. Man glemmer helt de skrækkelige Tider, naar Solen skinner, og Køer og Faar danser paa de grønne Marker. Gestern gik jeg til Nørre Sejerslev at besøge min gamle Tante, som stadig bor i den gamle Knipleskole. Det er nu længe siden, at smaa Piger anstrengte deres Øjne og Rygge for gøre de smukke Kniplinger. Tante holder dog Traditionen ved lige, og forærede mig det fineste stykke Knipling at sætte paa kanten af et Lommetørklæde.

Jeg blev trakteret paa det hjerteligste med Kaffe, hjemmebagte Boller og hendes gode Kræmmerhuse med Flødeskum. Jeg havde selv medbragt nyskummet Fløde, Køerne giver nu igen Mælk. Endnu har vi lidt at give, det er en god Ting i disse Tider at kunne øse af den smule Overflod, vi har.

Paa Hjemvejen hentede jeg de Kartoner, som skal benyttes til Feltpostpakker. De flade, smalle aflange Kartoner med de sorte og røde Striber rummer desværre ikke meget, men til lidt Flæsk og Pølse er der dog Plads. Jeg sender til vor Karl og til Naboens Mand, som stadig er ved Fronten. Hos Naboens gaar det ej vel, selvom hun har Hjælp. Hun mangler sin Mands Stemme, naar Ordrer skal gives og udføres.

I vor Køkkenhave har de hærlige Asparges stukket hovederne op. Den sjældne Spise kan jeg takke min Tante for. Hendes Mand tjente som Gartner paa et Gods, og fik nogle enkelte Planter med, da han rejste. Jeg havde slagtet en Høne i gaar, som ikke længere lagde Æg, og kogt en god Suppe. I morges stak jeg de fine hvide Asparges, skrællede dem, og lavede den herligste Asparges-Suppe, som vi alle nød til Middag med nybagte Simler.

Aspargessuppe

Godt 1 Kilogram Asparges skrælles og skæres i Stykker af en god Tommes Længde og koges et kvarters Tid i Suppen, som er kogt i forvejen med en god Visk. Aspargeshovederne taale mindre Kogning end det øvrige af Aspargserne og maa derfor kommes nogle Minutter senere i.

I 125 Gram Smør bages 125 Gram Mel og bages op med Suppen til en passende Konsistens er opnaaet. 4 á 6 Æggeblommer piskes med en Skefuld koldt Vand og blandes derefter med noget af den varme Suppe, forinden de under stadig omrøring hældes i Gryden. Suppen maa ikke koge, mens Æggene røres deri, og heller ikke efter, thi da skiller den.

Simler

½ Liter Sød Mælk lunes, og 40 Gram Gær opløses heri. 850 Gram Hvedemel, 2 Spiseskefulde Sukker og 3 Spiseskefulde Smør tilsættes. Dejgen æltes, den skal være temmelig lind. Naar den omtrent har naaet sit dobbelte Omfang, deles den i 16-18 Dele, der trilles til høje, runde Boller, sættes paa den smurte, med lidt Mel strøede Plade og stilles atter til Hævning paa et lunt Sted i 15-20 Minutter. Simlerne pensles med Mælk og bages derefter ved stærk Varme. Skal de serveres som Morgenbrød, lægges Dejgen til kold Hævning Aftenen forud.

Kræmmerhuse

3 hele Æg vejes, og samme Vægt tages af Smør, Sukker og Mel.

Smørret lunes og røres hvidt med Sukkeret. Melet sigtes deri, og tilsidst tilsættes Æggene, eet ad Gangen. Dejgen lægges skefuldevis paa Pladen og tværes ud til ganske tynde, aflange  Kager, der bages ved jævn Varme, til de  er Lysebrune i Kanten. De løsnes fra Planden med en tynd Kniv og drejes, saa hede som muligt, til Kræmmerhuse, enten i Haanden eller over et Kræmmerhusjern. Ved Anretningen fyldes Kræmmerhusene med Flødeskum og serveres med fint Syltetøj. Kan ogsaa gives som Dessert.

Kategorier
Bondemad Brød og kager Påske Supper

Kokkepigens Paaske – Skærtorsdag

billede21

Endelig oprandt Dagen, hvor Familien fra Fyen skulle komme. Onsdagen havde været lang og trist. Fruen havde Provstinden på Besøg, men hun spredte ingen Glæde med sit strenge Blik og triste Klædedragt. Der blev klippet Gækkebreve i Hjørneværelset, og i Køkkenet blev de første Æg farvet. Heldigvis havde Fruen ønsket Løgsuppe med Simler til Frokost, saa der var Løgskaller nok at farve i. Der blev tegnet et smukt Mønster med en stump Stearinlys, som kunne ses efter Ægget var blevet farvet.

Torsdag Morgen var Fruen en smule utilfreds, da hun opdagede, at der var blevet staalet over Dørene i Køkkenet. Men Kokkepigen var blevet enig med Folkene om, at det nok var bedst at sikre sig mod Hekse og andre onde Kræfter, som var paa Spil Natten før Skærtorsdag. Det var dog hurtigt blevet glemt i Travlheden. Gæsterne kom til Middag Klokken 12, og fik serveret en god Søbekaal med Flæsk. Det havde Kokkepigen ogsaa lavet lige før Paaske. Skærtorsdag var den dog lidt anderledes. Kokkepigen havde puttet 9 slags Grønt i Suppen fra Køkkenhaven og Grøftekanten, som man jo skulle: Grønkaal, Ramsløg, Løg, Purløg, Salvie, Timian, Skvalderkaal, Mælkebøtte og Brændenælder. Alle, baade Folkene og Herskabet, havde faaet Søbekaal til Middag. Forhaabentlig ville det sikre et godt og lykkebringende Aar for alle.

Løgsuppe

En god Tallerken Løg, skaaret i Ringe, brunes i en god Klat Smør. 6 Skefulde Hvedemel drysses over, og der røres grundigt i Løgblandingen. Suppe hældes over lidt af gangen, til Løgsuppen har faaet den rigtige Konsistens. Suppen koges godt igennem og smages til med Salt før Serveringen.

Simler 

100 Gram Smør smuldres i 1 Kilogram. 25 Gram Gær røres ud i 1 Teskefuld Salt og kommes i Melblandingen samme med 2 Teskefulde Sukker, lidt Kardemomme og 6½ Deciliter Sødmælk. Dejgen rulles i Boller, hvori der med en skarp Kniv ridses et Kors. De stilles til Hævning, pensles med Mælk og bages i 25 Minutter ved god Varme (200 Grader).

Kategorier
Brød og kager Fester og gæster Middagsretter Sovs og saucer

Kokkepigens Vinter – lidt Vinterarbejde

friland_kakken

Vinter er ogsaa Tiden, hvor de smaa Opgaver kan udføres. Det kan være Saucer eller Essenser, som kan gemme og bruges hele Aaret. Det kan  være en grundig Rengøring af Spisekammeret, saa der kan blive ryddet op i Skaale og Fade, og der kan komme nyt Papir paa Hylderne. Og selvom Hønsene ikke lægger saa mange Æg for Tiden, er det stadig muligt at bage godt Brød til baade Herskab og Folkestue.

Der skal ogsaa stadig laves mad til alle. I Folkestuen staar den paa Grød til formad og bagefter saltede Sild og Kartofler med Sovs. Herskabet har Besøg af Familien fra Aalborg. De skal have en god Oksehale-Suppe med Hønsenes sidst lagte Æg og hjemmebagte Simler.

Oksehalesuppe

Halerne bestilles hos Slagteren. De skæres itu Led for Led, vaskes i koldt Vand og skoldes. Smør brunes i en god stor Gryde. Et par ituskaarne Løg, 4 hele Gulerødder og lidt Paprika brunes sammen med de iduskaarne Oksehaler. De koges møre i 5 Liter Vand med Salt, evt. tilsat lidt Bouillon, i mindst 3 Timer eller indtil Kødet kan løsnes fra Benene. Oksehalerne tages op, Suppen sies og smages til med (tør) Sherry, lidt Tomat-Puré og Bouillon, hvis det behøves.  Suppen kan jævnes med en tynd meljævning, ligesom den kan gives farve med Kulør, hvis det ønskes. Oksehalerne lægges tilbage i Suppen og varmes godt igennem. Suppens serveres med overskaarne haardkogte Æg, 1 til hver Tallerken.

Simler (30 stk.)

40o Gram Smør smuldres i 1 Kilogram Hvedemel. 25 Gram Gær udrøres med 1 Teskefuld Salt, 2 Teskefulde Sukker, lidt Kardemomme og kommes i Hvedemelen sammen med ca. 7,5 Deciliter Sødmælk. Dejen æltes grundigt og formes til smaa Boller, hvori der med en skarp Kniv ridses et Kors. Stilles til hævning i omtrent 1½ Time og bages i en varm Ovn (ca. 200 Grader ) i 25 Minutter.

Soya

Tre Liter god Kødlage fra Saltkarret sættes over ilden, bringes i Kog, skummes godt og sis gennem et tæt Klæde.  Lagen opspædes med saa meget Vand, at den bliver passende Salt. 3 Liter heraf kommes i Gryden igen sammen med 3 Teskefulde stødt, hvid Peber, 1 do. Paprika, 1 do. Ingefær, 1 do. Nelliker, 2 hakkede Rødløg og 3 Laurbærblade. Lagen koges i mindst 3 Kvarter og sis atter. Imens brunes 750 Gram Puddersukker paa en Pande og kommes i den varme Soya for at give den Farve. Det skal være stærkt brunt, men ikke brændt, da det derved kan faa Afsmag. Til sidst komme ½ Flaske (tør) Sherry deri. Afkøles og hældes på Flasker.