Kategorier
Brød og kager Fester og gæster

Hvad kommoden gemte.

Brede Hovedbygning, hvor vi sommeren over følger med i familien Van Hemerts livDet er tid til at lade Edith og Harald i 1930-ernes Brede få lidt fred til arbejdet, haven og lille Sonja. Sommerens varmeste måneder holder vi i stedet sammen med familierne Van Hemert  i Brede Hovedbygning og familien Secher på Fjellerup Østergård  – for ca. 200 år siden.

I 1795 blev Brede Hovedbygning åbnet af familien Van Hemert. Den var smukt og meget kostbart indrettet efter datidens idealer – og her holdt familien deres lange somre væk fra Københavns åbne, stinkende og sygdomsbefængte kloakker. Men vores historie om sommerlivet for 200 år siden starter i 1915 i Østjylland……

Der var travlhed på den lille Herregaard Østergaaard for Tiden, Familien fra Fyen var paa Besøg. For nylig besøgte de København, hvor de fik taget et Billede af deres yngste Datter Else i et Foto-Atelier paa Østergade. Pigen havde selv Billedet med til Fruens Foto-Album. Her gemte hun Billeder af Venner og Familie.

Billedet fra Det Københavnske fotoatelier

Vejret var ikke saa godt, saa de fire Piger kunne ikke lege ude i Haven. I stedet maatte de lege paa Pigernes Værelse, hvor der baade var Dukkehus og anden Legetøj.  Der blev dog ogsaa Tid til et besøg henne i Køkkenet, hvor Kokkepigen var i fuld Gang med Dagens Opgaver. I Bryggerset var det Vaskedag, og for en Gangs Skyld var Døren til det store Tørreloft aaben.

Heroppe kunne Pigerne tumle sig blandt vaade Lagner og Skjorter.  Her var ogsaa gamle Møbler og Kister med mange spændende Ting i. I en gammel Kommode fandt Pigerne en fin Æske med Billeder paa. Æsken var fyldt med gamle Breve, en Poesi-Bog med fine malede Billeder og en meget gammel Kogebog.

Da de viste det til Fruen, blev hun meget overrasket og glad. Hun fortalte, at den fine Æske maaske var lavet af en Dame, som hed Kamma Rahbek. Brevene var skrevet af Adelaide van Hemert og Fru Charlotte Sophie Secher fra Østergaard.   De var skrevet i Sommeren 1804, hvor Adelaide van Hemert besøgte sin Mands Familie i Sommerboligen i Brede.

Brevene var skrevet med gotisk Skrift, som Pigerne ikke kunne læse. Det kunne Fruen heldigvis, saa hun ville bruge Sommeren paa at gøre Brevene læselige for Pigerne. Den gamle Kogebog kom ogsaa straks i brug i Køkkenet, selvom nogle af Opskrifterne var sære. Kokkepigen lavede fra den en udmærket Æble-Tærte til Dessert af de sidste runkne Æbler fra Loftet.

Æble-Tærte

Af en Butterdejg laves 2 Bunde af Størrelse som det Fad, Tærten skal ligge paa. De 2 Bunde bages i Ovnen ved god Varme. Æblerne skrælles, skæres over og Kærnehuset fjernes. De sættes over Ilden med ung Rødvin, Sukker, hel Kanel og Saften og Skallen af 1 Citron, og koges ved svag Varme under tætsluttende Laag til Æblerne er dampet møre. De hensættes, til de er kolde, anrettes paa den ene Bund og dækkes med den Anden. Serveres kold.

Af hensyn til moderne ganer kan man vælge at røre frisk flødeskum op med lidt kanel og vanillesukker, og servere den til.

Kategorier
Brød og kager Drinks og drikke

Store Bededags-aften i Brede

Edith er ved at lave kaffe til turen. Hun pakker kaffekanden ind i aviser og et viskestykke, så kanden holder på varmen nede i kurven.Aftenen før St. Bededag var mild og god, og Edith og Harald gik en spadseretur ned langs møllesøen og åen. Edith havde pakket en lille kurv med kaffe og nogle hvedeboller med rosiner, og også taget lidt af sin egen jordbærlikør med. De fandt sig et roligt sted ved søen, hvor Sonja kunne ligge på tæppet og lege, mens de drak kaffe.

Bag sig kunne de svagt høre larmen fra den lange længes arbejderunger, der brugte den milde aften på at spille bold ude på vejen.

Ediths gode kaffeboller

500 gr. hvedemel, 100 gr. smør, 100 gr. sukker, lidt kardemomme og rosiner efter behov. 40 gr. gær, 3 dl. mælk. En knsp. salt.

Smelt smør i en gryde sammen med det meste af mælken. Stil til let afkøling. Udrør gæren i resten af  mælken (som gerne må være lunet lidt, ca. 35 gr.). Når gæren er helt rørt ud, blandes resten af mælken og det smeltede smør i. Derefter røres de tørre ingredienser i, og dejen æltes godt igennem. Sørg for, at rosinerne fordeler sige ligeligt i dejen.

Bollerne stilles til hævning en times tid. Dejen æltes derefter op igen og bollerne formes og sættes på en bageplade, som stilles til efterhævning ca. 30 minutter.  Pensles med kold kaffe og bages i ovnen 15 – 20 minutter ved 200 gr.

Bollernes nydes med smør eller frisk, nylavet rabarbersyltetøj

Kategorier
Brød og kager Middagsretter Vegetarmad

Søndagsmiddag på Nørrebro

Harald reparerer de brugte cykler, som han fik meget billigt hos en produkthandlerEdith og Harald var til søndagsmiddag hos hendes far og mor på Nørrebro i går. Cykelturen fra Brede til Ryesgade tager kun en times tid – og så længe Sonja er så lille, kan hun sidde inde bag sin fars frakke. Cyklerne købte de brugt, men Harald er snild på fingrene, og har selv repareret dem.

Ediths mor glæder sig altid til at se dem, og især Sonja, som er hendes første barnebarn. Hun går ud som rengøringskone hos forskellige, og fra apotekerens på Vesterbrogade har hun fået forærende lidt brugt babytøj, som hun har syet om til Sonja.

Ediths mor Katrine har lavet kødkroketter til hovedret, som serveres med stuvet spinat og grønærter. Til maden får de øl – selvfølgelig fra Carlsberg !

Kødkroketter

250 gr. kogt eller stegt kød (kold steg mv.)1 skive røget spæk, 3 kogte kartofler, 100 gr. franskbrød uden skorpe, 1 æg, mælk, rasp

Kød, spæk, kartofler og udblødt franskbrød køres gennem kødhakkeren. rør æggeblomme og salt og peber i massen – den skal være temmelig fast. Formes som aflange kroketter, der vende i rasp og æggehvide. Steges i lidt fedt.

Stuvet spinat

½ kilo hakket spinat, 25 gr. smør, 25 gr. mel mælk, salt og sukker. Lav en opbagning af smør og mel, rør spinaten i og spæd med så meget mælk, at man får en passende jævn, tyk stuvning. Smages til med lidt sukker, salt og peber.

Til kaffen har Ediths mor bagt en Katrineblommekage – en gammel opskrift hun har fra sin svigerinde på den jyske herregård. Kagen er lidt dyr med mandler, flødeskum og fire æg, så Katrine laver den altid kun, når der kommer gæster

Katrineblommekage

250 gr. katrineblommer (svesker), 60 gr. mandler, 90 gr. sukker, saft af ½ citron, revet citronskal, 4 æg, en kvart liter fløde.

Sveskerne koges møre, og stenene tages ud. Sveskestenen erstattes med en smuttet mandel i hver blomme. Sveskerne med mandler lægges i bunden af et smurt gratinfad. Æggeblommer og sukker piskes godt, komderefter citronsaft og -skal og fløde i. Vend forsigtigt de stiftpiskede æggehivder i massen. Hæld det hele over sveskerne og bag kagen ved ca. 175 grader i ca. ½ time. Afkøles og serveres evt. med flødeskum.

Efter middagen kom de til at sidde lidt for længe over kaffen og kortspillet, så det var helt mørkt, da Edith og Harald skulle cykle hjem opad mod Lyngby og Brede.

Kategorier
Brød og kager Desserter Påske

Kokkepigens Paaske – Paaskedag

billede201Påskedag blev endnu en dejlig Dag for Familien paa Herregaarden – og for Folkene. Alle gik igen i Kirke, selvom Herren syntes, det efterhaanden kunne være nok med al denne Kirkegang. Heldigvis var Præstens Prædiken denne Dag behagelig kort. Budskabet om Kristi Genopstandelse gav aabenbart ikke Anledning til en Belæring til Menigheden. Efter Fruens Ønske sang Menigheden Komponisten Carl Nielsens nye Melodi til Grundtvigs Salme “Paaskeblomst! Hvad vil du her.” Ikke alle var dog lige kyndige i Melodien.

Tilbage paa Østergaard blev der Travlhed i Køkkenet,  Søndagsmiddagen skulle være klar. Det var sidste Dag med Besøg af Familien fra Fyen, saa der blev serveret en kraftig Ragout med Ærter og Gulerødder, fulgt af en god Citronfromage. Efter Middagen diverterede Fruen med et lille Skovstykke af P.E. Lange-Müller, spillet paa Pianofortet. Hun fortalte ogsaa om, hvorledes hun under sit sidste Ophold på Skodsborg Sanatorium havde hørt Musik paa den nye Opfindelse Grammofonen. Efter dette lille Intermezzo blev der serveret Kaffe. Kokkepigen havde lavet en Asta-Kage, som vakte Glæde hos alle.

Citronfromage

10 Æggeblommer piskes hvide med 375 Gram Sukker. 10 Blade Husblas lægges i koldt Vand i 15 Minutter, vrides, smeltes over Vandbad og blandes med Saften af 4 Citroner, evt. kan ogsaa bruges den revne Skal. Æggehviderne piskes til meget stift Skum. Den afkølede Husblas kommes i Æggeblommerne og denne Blanding vendes straks i de stiftpiskede Hvider, og Fromagen hældes i en Skål. Pyntes med Flødeskum.

Asta-Kage

250 Gram Smør røres godt med 2 Æg, 375 Gram Puddersukker, 1 Teskefuld Kanel, 1 do. stødte Nelliker, 1 do. Natron, reven Skal af 1 Citron, 250 Gram rensede Korender samt smaatskaaret sukat eller syltet Appelsinskal efter Smag. Til sidst røres 2½ Deciliter Sødmælk og 500 Gram Mel deri. Hældes i en smurt Form og bages ved ca. 170 Grader i godt en Time til den er færdig. 

Her kan man høre den Plademed Sang af Vilhelm Herold og Musik af P.E. Lange-Müller, som Fruen blev diverteret med paa Skodsborg Sanatorium:

#mce_temp_url#

Kategorier
Bondemad Brød og kager Påske Supper

Kokkepigens Paaske – Skærtorsdag

billede21

Endelig oprandt Dagen, hvor Familien fra Fyen skulle komme. Onsdagen havde været lang og trist. Fruen havde Provstinden på Besøg, men hun spredte ingen Glæde med sit strenge Blik og triste Klædedragt. Der blev klippet Gækkebreve i Hjørneværelset, og i Køkkenet blev de første Æg farvet. Heldigvis havde Fruen ønsket Løgsuppe med Simler til Frokost, saa der var Løgskaller nok at farve i. Der blev tegnet et smukt Mønster med en stump Stearinlys, som kunne ses efter Ægget var blevet farvet.

Torsdag Morgen var Fruen en smule utilfreds, da hun opdagede, at der var blevet staalet over Dørene i Køkkenet. Men Kokkepigen var blevet enig med Folkene om, at det nok var bedst at sikre sig mod Hekse og andre onde Kræfter, som var paa Spil Natten før Skærtorsdag. Det var dog hurtigt blevet glemt i Travlheden. Gæsterne kom til Middag Klokken 12, og fik serveret en god Søbekaal med Flæsk. Det havde Kokkepigen ogsaa lavet lige før Paaske. Skærtorsdag var den dog lidt anderledes. Kokkepigen havde puttet 9 slags Grønt i Suppen fra Køkkenhaven og Grøftekanten, som man jo skulle: Grønkaal, Ramsløg, Løg, Purløg, Salvie, Timian, Skvalderkaal, Mælkebøtte og Brændenælder. Alle, baade Folkene og Herskabet, havde faaet Søbekaal til Middag. Forhaabentlig ville det sikre et godt og lykkebringende Aar for alle.

Løgsuppe

En god Tallerken Løg, skaaret i Ringe, brunes i en god Klat Smør. 6 Skefulde Hvedemel drysses over, og der røres grundigt i Løgblandingen. Suppe hældes over lidt af gangen, til Løgsuppen har faaet den rigtige Konsistens. Suppen koges godt igennem og smages til med Salt før Serveringen.

Simler 

100 Gram Smør smuldres i 1 Kilogram. 25 Gram Gær røres ud i 1 Teskefuld Salt og kommes i Melblandingen samme med 2 Teskefulde Sukker, lidt Kardemomme og 6½ Deciliter Sødmælk. Dejgen rulles i Boller, hvori der med en skarp Kniv ridses et Kors. De stilles til Hævning, pensles med Mælk og bages i 25 Minutter ved god Varme (200 Grader).

Kategorier
Bondemad Brød og kager Husholdning

Kokkepigens vinter – Paasken nærmer sig

kakkenhold2Endelig er Foraaret ved at nærme sig. Lyset er vendt tilbage, og Forårsglæden breder sig til alle på Herregaarden. Fruens Svigerinde var paa Besøg og tog et Billede af Køkkenholdet foran Døren. Desværre mangler hun stadig lidt Øvelse, billedet blev ikke saa tydeligt, som hun havde lovet.

Det smukke Lys, som markerer det tilstundende Foraar, viste desværre ogsaa, at Støvet lagde sig over Borde og Stole i de fine Stuer, som havde været lukket siden Jul. Paasken nærmer sig med hastige Skridt, saa alle i Køkken maatte hjælpe med Rengøringen i Stuerne. Vinduerne skal ogsaa pudses, men det er endnu for tidligt at udskifte de tunge Vinter-Gardiner med de fine, lette Sommer-Gardiner. Det vil ske i Ugen inden Paaske. Karlene har lovet at hjælpe med at tage de tunge uldne Gardiner ned. Naar de er blevet renset for Pletter, skal de pakkes i den store kiste paa Loftet sammen med smaa Poser med Naftalin.

Den megen travlhed levner ikke Kokkepigen megen Tid til Madlavningen. Derfor bliver der serveret det samme til baade Herskabet og Folkene. Grønkaalen staar stadig enkelte Steder, og der er stadig lidt Flæsk tilbage i Saltkarret, saa det blev Grønkaals-suppe med Flæsk og en god Skive Sigtebrød til alle.

Grønkaals-Suppe med Flæsk

2 Liter Vand, ½ Kg. saltet Flæsk, 1-2 Stk. Grønkaal, 750 Gram Kartofler, 3 Spk. fine Byggryn eller Havregryn.

Flæsket sættes over i Vand, Suppen skummes, Grynene kommes i, det hele koger, til Flæsket er mørt, hvorpaa det tages op. Grønkaalen skylles, ribbes, faar et opkag og hakkes fint. Kartoflerne skrælles og skæres i stykker. Begge dele kommes paa Suppen, naar Flæsket er taget op, og koges, til Kartoflerne er møre.

I stedet for Gryn kan en Meljævning sættes paa Suppen. En Roe, kogt i Kaalen, giver god Smag.

Sigtebrød

1 kg. Rugsigtemel, 1 Kg. Hvedemel, 50 Gram Gær, Køkkensalt, 1.25 liter Sødmælk.

Gæren udrøres med en lille haandfuld Køkkensalt, deri kommes Rugsigtemel og Hvedemel, samt Sødmælken. Dejgen kan æltes Aftenen forud og stilles paa Køkkenbordet til næste Morgen; da æltes den i lidt Mel, og formes i 1 stort eller 2 mindre Brød, som hæver igen, smøres med Mælk og bages i en god varm Ovn (220 Grader) En haandfuld Kommen kan æltes i Dejgen.

Kategorier
Brød og kager På rejse

Kokkepigens Vinter – Sommerminder fra Skotland

pumpehus

Nu nærmer Foraaret sig endelig efter den lange og kølige Vinter. Fruen har fundet gamle Minder frem fra sit sidste Ophold paa Skodsborg Sanatorium. Her havde hun mødt den fine Grosserer-Frue, som senere paa Sommeren med Togbanen var rejst fra London til Skotland, hvor hun havde opholdt sig paa det mondæne Kursted Strathpeffer. Fruen havde ogsaa faaet et Postkort med et Billede af Pumpehuset, hvor det helsebringende Vand blev pumpet op. Her skulle alle hver Dag indtage en ordineret Mængde Vand. Det havde ikke været rart, Vandet baade lugtede og smagte af raadne Æg. For de særligt Syge var der ogsaa mulighed for Mudder-Bade og meget andet. Meget af Tiden havde Grosserer-Fruen dog tilbragt med at spadsere i Hotellets Park og den smukke Natur, som omgiver Byen. Det engelske Sprog var blevet opøvet gennem Konversation med de øvrige Gæster paa Highland Hotel og Læsning af Sir Walther Scotts Romaner. Eftermiddags-Teen havde været et Højdepunkt, med Scones, Sandwhiches, Dundee Cake og Shortbread.

Scones

200 Gram Hvedemel, 1 Teskefuld Bagepulver og ½ Teskefuld Salt blandes. 50 Gram Smør smuldres i Blandingen, til det ligner Brød-Krummer. Der røres godt 1 Deciliter Mælk, maaske lidt mere, i Blandingen, til det bliver en blød Dejg, som æltes let på et melet Bord. Rulles ud i en tykkelse paa omkring 2 Centimeter og udstikkes med en ikke for lille rund Form. Bages i Ovnen ved 220 Grader i omtrent 10 Minutter. Serveres overskaarne, smurt med Smør.

Dundee Cake

Rør 150 Gram Smør godt med 150 Gram mørk Rørsukker eller Puddersukker. Kom den revne Skal af 1 Citron i. Pidsk 4 Æg sammen og rør dem i Smør-Blandingen. Si 200 Gram Mel og 1 Teskefuld Bagepulver sammen og fold det i Blandingen sammen med 75 Gram Korender, 75 Gram Rosiner, 75 Gram Sultana-Rosiner og 25 Gram smuttede, hakkede Mandler. Hældes i  en smurt rund Form (Springform) og pyntes med smuttede, hakkede Mandler. Bages ved 180 Grader i omkring 2½ Time eller til en Strikkepind kan stikkes i Kagen uden der hænger Dejg ved. Dækkes med brunt Papir eller Pergament-Papir, hvis Toppen bliver for mørk.

Shortbread

200 Gram Mel blandes med 50 Gram Sukker. 100 Gram Smør smuldres i Blandingen, som æltes godt sammen. Rulles ud paa Brodet og skæres i Strimler. Prikkes og bages i Ovnen ved 180 Grader i cirka 30-40 Minutter, eller indtil de er lysebrune. Skæres i firkantede Kager, mens de endnu er varme. Tilsættes Dejgen ½ Teskefuld Ingefær, bliver det Ginger Shortbread, som er ypperlige til Te.

Kategorier
Brød og kager Fastelavn Supper

Kokkepigens Vinter – Fastelavn

dsc_0039Endelig blev det Fastelavn. Døtrene glædede sig til at se Karlene i landsbyen ride Fastelavn og slaa Katten af Tønden. Herren fortalte med Gru i Stemmen om dengang, da der var en rigtig Kat i Tønden, men i Folkestuen mente Karlene ikke, at det var sandt. Husmandsbørnene klædte sig ud og rundt gik rundt til Gaardene for at faa en Skilling eller en Fastelavnsbolle eller Fastelavnskringle.  Det mente Fruen var Tiggeri, saa det fik Pigerne ikke lov til. Men i Randers havde hun købt et Fastelavnsris til dem med Godter og Flitterstads paa, som de blev meget glade for.

Udenfor var det stadig bitterligt koldt, langs Taget til Hestestalden hang  Istapperne i lange Rækker. I Køkkenhaven findes stadig en smule Grønkaal, saa baade Herskabet og Folkestuen fik Grønkaals-Suppe til middag. Den blev kogt paa Ben og en smule saltet Flæsk fra Saltkarret.Til Suppen blev der givet et Skive Sigtebrød.

Fastekringler

100 Gram Smør smuldres i 1 Kilogram Hvedemel, hvori er kommet lidt Salt og Sukker.  30 Gram Gær opløses i ½ Liter lunken Mælk og kommes i Melblandingen sammen med 2 Æg. Dejgen æltes godt og formes til langagtige Kringler, som stilles til hævning. Saa sanrt Kringlerne er hævede, kommes de i en Gryde med spilkogende Vand, hvoraf de optages med en Hulske, saa snart de viser sig på Overfladen. De lægees paa en smurt Plade, pensles med Æg og bages i ca. 15 Minutter ved god Varme – 220 Grader.

Fastekringler med Kommen

75 Gram Smør smuldres i 750 Gram Hvedemel, deri kommes 1 Teskefuld Salt, 1 Teskefuld Kommen samt 25 Gram Gær, opløs i 3½ Deciliter lunken Mælk. Dejgen æltes godt, formes til Kringler, der stilles til Hævning, hvorefter de koges, pensles og bages som Fastekringler.

Sigtebrød

50 Gram Gær røres med en lille haandfuld Køkkensalt. Heri kommes 1 Kilogram Rugsigtemel, 1 kilogram Hvedemel og 1 en kvart Liter Sødmælk. Dejgen æltes Aftenen før og stilles paa et køligt Sted til næste Morgen. Æltes igen i lidt Mel udenfor Vægten og formes i 1 stort eller 2 smaa Brød, som atter hæver. De smøres med Mælk og bages i en god varm Ovn – 220 Grader. Der kan æltes en Haandfuld Kommen i dejgen.

Kategorier
Brød og kager Desserter Fester og gæster Middagsretter

Kokkepigens Vinter – en god Søndagsmiddag med Krølle!

scan00011

Hilsen fra Kokkepigen

Denne søndag havde Herskabet  Familien fra Aalborg paa Genvisit efter Nytaar. Der skulle kræses for  de fine Gæster, derfor bestemte Fruen, at en af de smaa Pattegrise, som var blevet født i Julen, skulle lade Livet for at blive stegt. Den blev da ogsaa fin med baade Citron i Munden og Spyd bag Ørerne. Til Dessert blev bagt en Sponge Cake.  Fruen havde hørt, at det var den amerikanske Præsident Lincolns Yndlingsdessert med Æbler og Kanel. Saa blev de sidste Vinteræbler da brugt fornuftigt.

Hel stegt Gris

En Mælkegris på 3 til 4 Uger slagtes et par Dage, før den skal steges. Før Stegningen gnides den indvendigt med Salt og Peber. Den kan fyldes med blancherede Kastanjer, smaa skrællede Kartofler eller Æbler og Svedsker. Derpaa syes Bugen sammen. Benene knækkes over ved det første Led og bukkes ind under Grisen. Den gnides med fin Olie (en god Olivenolie) og Salt, lægges på Fødderne på en Bradepande og stilles ind i en varm Ovn, hvor den maa steges i omtrent 2 Timer ved jævn Varme (180 – 200 Grader). Under Stegningen smøres den jævnlig med Olie, da der kun maa være en smule Væde i Bradepanden. Spjældene paa Ovnen skal aabnes i Tide, saa Dampen kan trække ud og Sværen blive tilstrækkelig sprød.

Paa Serveringsfadet lægges et lag Salat, herpaa lægges Grisen, En Citron stikkes i Munden paa den og et Spyd anbringes bag hvert Øre, som det ses paa Tegningen. Hertil serveres en kraftig Sky-Sauce.

Sponge Cake (efter Mrs. Beeton)

Ingredienser: 4 Æg, Vægten af 4 Æg i Sukker, Vægten af 3 Æg i Hvedemel, den revne Skal af 1 lille Citron

Skil Blommer fra Hvide. Pisk godt Blommerne i en lille Gryde med Sukkeret, sæt dem over Varme og Pisk dem til de er Varme, men ikke kogende. Hæld den varme Æggemasse i et Fad sammen med den revne Citronskal og pisk det hele godt sammen. Pisk Hviderne stive – Skaalen skal kunne vendes, uden de falder ud! Rør dem i Æggemassen og pisk Kagen godt i ca. 15. Minutter. Tag Piskeriset op, sigt Hvedemelen i og vend Massen forsigtigt. Hældes i en smurt Form, drysset med lidt fint Sukker og Mel, bages i en varm Ovn i omtrent 1½ Time. OBS: Kagen skal straks i Ovnen, efter den er rørt sammen!

Kategorier
Brød og kager Fester og gæster Middagsretter Sovs og saucer

Kokkepigens Vinter – lidt Vinterarbejde

friland_kakken

Vinter er ogsaa Tiden, hvor de smaa Opgaver kan udføres. Det kan være Saucer eller Essenser, som kan gemme og bruges hele Aaret. Det kan  være en grundig Rengøring af Spisekammeret, saa der kan blive ryddet op i Skaale og Fade, og der kan komme nyt Papir paa Hylderne. Og selvom Hønsene ikke lægger saa mange Æg for Tiden, er det stadig muligt at bage godt Brød til baade Herskab og Folkestue.

Der skal ogsaa stadig laves mad til alle. I Folkestuen staar den paa Grød til formad og bagefter saltede Sild og Kartofler med Sovs. Herskabet har Besøg af Familien fra Aalborg. De skal have en god Oksehale-Suppe med Hønsenes sidst lagte Æg og hjemmebagte Simler.

Oksehalesuppe

Halerne bestilles hos Slagteren. De skæres itu Led for Led, vaskes i koldt Vand og skoldes. Smør brunes i en god stor Gryde. Et par ituskaarne Løg, 4 hele Gulerødder og lidt Paprika brunes sammen med de iduskaarne Oksehaler. De koges møre i 5 Liter Vand med Salt, evt. tilsat lidt Bouillon, i mindst 3 Timer eller indtil Kødet kan løsnes fra Benene. Oksehalerne tages op, Suppen sies og smages til med (tør) Sherry, lidt Tomat-Puré og Bouillon, hvis det behøves.  Suppen kan jævnes med en tynd meljævning, ligesom den kan gives farve med Kulør, hvis det ønskes. Oksehalerne lægges tilbage i Suppen og varmes godt igennem. Suppens serveres med overskaarne haardkogte Æg, 1 til hver Tallerken.

Simler (30 stk.)

40o Gram Smør smuldres i 1 Kilogram Hvedemel. 25 Gram Gær udrøres med 1 Teskefuld Salt, 2 Teskefulde Sukker, lidt Kardemomme og kommes i Hvedemelen sammen med ca. 7,5 Deciliter Sødmælk. Dejen æltes grundigt og formes til smaa Boller, hvori der med en skarp Kniv ridses et Kors. Stilles til hævning i omtrent 1½ Time og bages i en varm Ovn (ca. 200 Grader ) i 25 Minutter.

Soya

Tre Liter god Kødlage fra Saltkarret sættes over ilden, bringes i Kog, skummes godt og sis gennem et tæt Klæde.  Lagen opspædes med saa meget Vand, at den bliver passende Salt. 3 Liter heraf kommes i Gryden igen sammen med 3 Teskefulde stødt, hvid Peber, 1 do. Paprika, 1 do. Ingefær, 1 do. Nelliker, 2 hakkede Rødløg og 3 Laurbærblade. Lagen koges i mindst 3 Kvarter og sis atter. Imens brunes 750 Gram Puddersukker paa en Pande og kommes i den varme Soya for at give den Farve. Det skal være stærkt brunt, men ikke brændt, da det derved kan faa Afsmag. Til sidst komme ½ Flaske (tør) Sherry deri. Afkøles og hældes på Flasker.