Kategorier
Middagsretter Sovs og saucer Vegetarmad

18. Februar 1905. Tid til at spise grønt

Den unge dagbogsforfatter Julie tænker stadig på sin tur til Randers, hvor hun mødte en gammel bekendt, og hørte om hvordan det gik hende og hendes mand. Og så fik mor et nyt korset, som strammede lidt rigeligt. Derfor har familien i denne uge spist vegetarisk kost – slankekure er ikke en ny ting, selvom det kan diskuteres, hvor effektiv denne kur har været.

Saa kom vi da hjem igen fra Randers. Madam Hansen blev glad ved de indkøbte Varer, og tilberedte en sand Festmiddag i Søndags. Desværre havde Moder købt et nyt Korset, som ikke ganske passede, skønt Mette strammede det bedste, hun kunne. Fader mente, at det nok skulle gaa. Han holdt af hende, som hun var. Det huede dog ikke Moder, saa Familien er i den forløbne Uge bleven udsat for vegetarisk Kost, som skulle hjælpe paa Figuren. Det er ikke saa spændende paa denne Aarstid, hvor Køkkenhaven ligger stille hen. Udvalget er Grønt ikke er stort. Madam Hansen er dog god til at trylle med det lidet, hun har. I den forløbne Uge har vi derfor faaet baade Fyldte Kartofler og Farserede Kaalrouletter.

Frøken Jochumsen mente, at den megen Postyr om det nye Korset ikke var noget at udsætte vore unge Ører for. Selv er hun nu ikke for god. Jeg saa hende mødes med Gartneren i Porten efter Middagen, hvor de førte en lang og inderlig Samtale. Jeg fortalte det dog ikke til Moder. Frøken Jochumsen kan være en streng Lærerinde, men hun er dog ogsaa en venlig Sjæl, som gerne hører paa vore store og smaa Problemer, naar Moder er for træt.

I Randers mødte vi vor gamle Pige Sofie paa Hotellet, hvor hun nu serverer i Restauranten. Som altid var hun nydelig at se paa. Hun hilste pænt paa alle os Piger, som stadig med Glæde husker, hvorledes vi altid kunne komme ud i Køkkenet for en Snak. Maaske fik vi ogsaa en Kage eller andet godt fra Komfuret. Hun fortalte glad om sit nye Hjem. Hun blev i Efteraaret gift med vor Forkarl Lars. De rejste sidste November, og Lars har siden arbejdet paa Havnen i Randers. Sammen har de købt et lille Hus i Byen, hvor de haaber at blive boende i endnu mange Aar. Endnu er der ikke kommet Smaafolk, men de lægger en smule til side af hendes Løn hver Maaned, saa hun kan blive hjemme, naar det sker.

Fyldte Kartofler (til 12 Personer)

Til de fyldte Kartofler: 40 store Kartofler (ikke Bagekartofler), 250 Gram Smør, 6 Æg.

Kartoflerne afvaskes, tørres og lægges 1 á 1½ Time i hed Aske eller i en varm Ovn. Naar de er møre, aftørres de godt, og der skæres ligesom et Laag af Kartoflerne. Kartoflerne udhules, og den udtagne Kartoffelmasse røres med de 6 Æggeblommer, med Smør og Salt og fyldes atter ind i de udhulede Kartofler, som man har holdt varme.

Det afskaarne Laag lægges paa de fyldte Kartofler. Disse stilles paa et Fad i Ovnen, for at blive godt gjennemvarme.

Til Saucen: 60 Gram Smør, 80 Gram Mel, 1 Liter Fløde, 1 Spsk hakket Petersille, 1 Spsk Purreløg, Salt.

Til Saucen bages Melet i Smørret, indtil det slipper Ske og Kasserolle. Denne Jævning spædes op med Fløden, som skal være kogende, indtil det er en jævn Sauce. Heri kommes Salt. Hakket Petersille og skaaret Purreløg dampes mør i Smør og røres tilligemed lidt koldt Smør i Saucen.

Farserede Kaalrouletter (til 12 Personer)

Til Rouletterne: 1 stort eller 2 mellemstore Hvidkaalshoveder, 6 Skalotteløg, 2 Spsk smeltet Smør, 6 Rundstykker, 6 Æg, Salt, Smør til Stegning.

Af gode faste Kaalhoveder tages de yderste løse Blade. Hovederne skylles, kommes i kogende Vand med Salt i og koges halvmøre. Kaalen tages op og overhældes med koldt Vand. Den lægges paa et rent Klæde. De store hele Blade skilles fra hverandre og lægges saaledes, at alt Vandet kan løbe fra. Det tiloversblevne skæres fra Stokken og hakkes.

Det smeltede Smør kommes i en Kasserolle, og heri svitses først Løgene og derpaa det hakkedes Kaal. Naar den er afkølet, røres den med Krummen af 4 Rundstykker, som er blødt op i Mælk eller Vand, og med 6 Æg til en god Fars.

2 á 3 Kaalblade lægges sammen, herpaa lægges en Skefuld Fars, saa meget som en stor Bolle. Kaalbladene samles om Farsen om ombindes med fint Sejlgarn. Naar alle Kaalrouletterne er ordnede paa denne Maade, brunes de i Smør, og derpaa stilles de ind i Ovnen for at blive stegte. Under Stegningen dryppes de med Kaalvandet.

Naar Kaalrouletterne er anrettede, lader man Fonden koge ind, og den hældes over dem.

Følgende Sauce serveres til Rouletterne: 6 Gram Smør bages sammen med 1 Spsk Mel, og denne jævning spædes op med Kaalvandet. Der tilsættes Saften af 1 Citron. Saucen lieres med 3 Æggeblommer, udrørte i Vand. Der tilsættes Salt og lidt koldt Smør.

Husk at hvidkål og grøntsager generelt ikke var så store som i dag!

 

 

 

 

 

Kategorier
Brød og kager Fisk Frokostretter Middagsretter

10. Februar 1905. En Tur til Randers

I denne uge har den unge dagbogsforfatter været på besøg i Randers med familien. Når man bor ude på landet, men også gerne vil vise sig standsmæssigt frem, må man tage til de nærmeste større byer, i dette tilfælde Randers, for at købe ind. Og så skal man både ud at spise og handle – januar er udsalgsmåned, og selv i en bedrestillet familie må man passe på pengene!

I Dag har været en stille Dag efter en travl Uge. Hvert Aar i Januar tager hele vor Familien paa en Tur til Randers. Familien er Fader, Moder, Frk. Jochumsen og os 3 Piger, Emilie, Marie og Julie. Vi kan takke vor Gaards  Beliggenhed i det nordlige Djursland for denne Udflugt. Skønt mange Ting kan skaffes i vore nære Omgivelser, mangler der en del af det, som hører til Livets Nødvendigheder. Madam Hansen udstyrede før Afrejsen Moder med en Indkøbsseddel over Fornødenheder, som vi absolut ikke kan leve foruden, som Sukker, Salt og Peber. Der var dog ogsaa Krydderier, Vanille, Mandler, Rosiner og kandiserede Frugter paa Listen. Moder fandt den en smule overdreven, men uden disse Varer vil vort Bord blive sørgeligt at gæste. Listen blev afleveret hos Købmand Jensen i Voldbrohus før vor Indkvartering paa Hotellet.

Efter Indkvarteringen skiltes vor Veje. Fader havde et Møde angaaende den nye Landvæsenselev, som han haaber at kune ansætte til den 1. Maj. Det blev aftalt at vi alle mødes til Aftenspisning paa Hotellet Klokken 7. Det gav os Tid til først at besøge  Forretningen med det berømte Randers Handsker. Baade Moder og Frk. Jochumsen behøvede nye Handsker, i denne Kulde er det ikke nok med en Muffedisse. Moder købte ligeledes et par smukke lange Handsker til Brug med den smukke Aftenkjole, hun fik taget Maal til hos Dameskrædderen. Bagefter fik vi Piger ogsaa nye klæder og Tilbehør. Januar er heldigvis Udsalgsmaaned.

Til Hotellets Aftensmad blev serveret Laks, tilberedt som i England. Det er en god Spise, uden den megen fed Mayonaisse, som ellers tit hører til Fiskeretter. Jeg haaber, Moder giver Madam Hansen besked om Tilberedningen, saa vi slipper for den Laks i Mayonnaise, som ellers plejer at staa paa Bordet til Søndagsmiddagen. Til Kaffen blev serveret Mariane-Kager. De var dog en smule for krydrede for den lille Marie, men jeg nød 2.

Laks paa Engelsk

Laksen skæres i runde Skiver og koges. Den anrettes paa et aflangt Fad, paa en Fiskerist eller paa en Serviet.

Smukt afrundede Kartofler lægges paa hver Side af Fisken, og ved Hovedet og Halen lægges en Buket Petersille og 1 Citron. I en Sauceskaal serveres smeltet SMør med Citronsaft i, og særskilt anrettes hertil forskellige engelske Fiskesauce, som faas i hver større Delikatessehandel.

Da Fiskesauce ikke længere hører til det sædvanlig Udvalg i Butikker, følger her til Inspiration

Mrs. Beetons Fish Condiment Sauce

½ Liter Malt-Eddike, 1 Spiseskefuld Valnøddeketcup, 1 Spiseskefuld Soyasauce, 10 Gram Cayennepeber, 1 Fed Hvidløg, 1 hakket Skalotteløg puttes i en stor Flaske og rystes dagligt i 14 Dage. Når det er færdigt, sies det og hældes paa mindre Flasker, som lukkes med en Prop.

Endelig er her Opskriften paa de Kager, Julie var saa glad for:

Mariane-Kager

Smør- eller Mørdej rulles tynd ud og skæres i Firkanter paa omtrent 12 Centimenter. Sukat, syltet Pommeransskal, skoldede Mandler, blancherede Rosiner og Korender skæres i smaa Firkanter og blandes sammen med Sukker og stødt Kanel. Denne Blanding lægges paa Skraa paa Dejen, som foldes sammen til en Trekant, klemmes godt sammen, pensles med Æg og bages i en hed Ovn. (220 Grader).

 

Vil man vide mere om Randers’ historie, er et godt sted at starte

RANDERS-TÆPPET

 

 

 

 

Kategorier
Bondemad Brød og kager

1. februar 1905. Paa Herregaarden

I mine gemmer har jeg været så heldig at finde dagbogen efter datteren på en lille herregård, som fortæller løst og fast om dagligdagen både inde og ude – og i den nærmeste landsby med sine store og små gårde, husmænd og fattiggård. Som altid må man konstatere, at børn ser alt!

 

Det er nu blevet den 1. Februar. Kyndelmisse nærmer sig, og udenfor falder Sneen igen. Moder satte sig ved Klaveret og sang “I Sne staar Urt og Busk i Skjul” til Faders store Fortrydelse. Det kolde Vejr er ikke godt ved Dyrene, ejheller ved Menneskene. Karlene ligger og skutter sig i det kolde Karlekammer. Her er kun Varmen fra Hestene, Fader vil ikke have en Ovn i Rummet. Han frygter Ildsvaade, hvis den bliver glemt. Hver Aften varmer Kokkepigen Mursten paa Komfuret, som de kan tage med sig i Seng, indpakket i Aviser. Det giver dog en smule Varme.

I Dag var jeg i Køkkenet med Kokkepigen, Madam Hansen. Moder synes, at jeg skal lære lidt om Hushold. Heldigvis har jeg endnu ikke skullet hjælpe med ved Slagtning. Madam Hansen fører et godt Køkken, der er syltet og surt paa Hylderne i Spisekammeret og i Kælderen, og i Saltkarret ligger Flæsk og andet godt fra den sidste Slagtning. Det kom alle, baade Høj og Lav, til gode i Dag, hvor vi fik Stegt Flæsk til Middag. Den blev serveret med Kartofler og Løgsovs, det varer endnu en rum Tid, før der kommer Persille i Haven. Der staar en smule saltet og tørret Persille i Spisekammeret, men Madam Hansen vil gemme det til vort næste Selskab.

I den varme Folkestue sad Karlene sent i Aftes, drak Brændevin og spillede Kort. Moder holdt os inde i sin Stue, hun mente ikke, at det var Selskab for os Piger. Deri kan hun have ret, naar Brændevinen gaar ind, gaar Forstanden ud. Køkkenpigen fortalte, at der blev spillet Mousel om Penge, og Forkarlen fik blanket de stakkels Karle af. Fader bryder sig ikke om Hasard-Spil, men han var hos Naboen. Før Sengetid fik de stakkels Karle et stykke Sigtebrød og en Kop Kaffe at trøste sig paa. Heldigvis opbevarer Fader Karlenes Løn indtil næste Skiftedag.

Stegt Flæsk

Til 6 Personer tages ½ kg saltet stribet Flæsk. Flæsket skæres i halvtommetykke Skiver, der lægges paa en med Fedt smurt Pande og steges lysebrune i nogle Minutter paa begge Sider. Flæsket maa ikke stege saalænge, at det smelter for meget og bliver haardt og tyndt. Naar det er nok, lægges det i et varmt Laagfaad. Fedtet hældes af Panden, som vaskes fri for Bundfaldet; det kommes atter paa Panden, og ganske tyndt snittede Løgskiver brunes deri, lyse og sprøde, men endelig ikke brændte. Løgene lægges over Flæsket, Fedtet hældes over. Kartofler gives hertil. Mange holder af Løgsauce hertil.

Flæsket kan dyppes i et pisket Æg og Rasp, det udsættes herved ikke saa let for at smelte.

Sigtebrød

6½ dl Mælk lunes og hældes i et Fad, 20 gr Pressegær og ½ Tskf. Salt opløses her. ½ kg sigtet Rugmel og 250 gr. Hvedemel hældes til, og det hele arbejdes med let Hånd. Dejgen skal ikke knuges og presses for mege, men æltes med lette Tag. EFter 10 Minutters Forløb prøver man, om den er æltet nok, der den øjnet indei, naar man skærer i den med en Kniv, er den god. Den pakkes nu løselig ind i et rent Klæde, hvorpaa er strøet Mel, og lægges paa Bordet, eller, hvis der ikke er 13 á 14 Graaders Varme, i Nærheden af Komfuret. Efter en Times Forløb ældtes Dejgen igennem, ganske let, og Brødne slaas op og lægges paa Bagepladen, hvorpaa der er strøet lidt MEl. De hæver til dobbelt Størelse, hvorefter de smøres med Æggehvide, pisket med lidt Vand, dog ikke paa Siderne, da de saa hæves mindre grod. Bages i en varm Ovn.

Da nogle Mennesker foretrækker den ejendommelige Smag, som Sigtebrød af Rugmel alene har, kan man udelade Hvedemelet, men Brødet bliver en Smule tungere af Rugmel alene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kategorier
Brød og kager Desserter Middagsretter

15. januar 1937. Afsked med Stationsbyen

Kære Læsere,

Jeg vil nu slutte for denne Gang. Julen er vel overstaaet, med Helligtrekongers Aften som den sidste Højtid. Nu vil vi se frem mod det nye Aar og de nye Sorger og Glæder det vil bringe. Endnu er der dog Tid til lidt løst og fast fra Stationsbyen.

I Søndags var vi til Middag hos Karetmagerens. Fruen er efterhaanden ved at være ganske svær. Ikke alt kan dog henføres til den forestaaende glædelige Begivenhed. Hun tog særdeles godt for sig af de velsmagende Retter, som hendes dygtige Datter havde tilberedt, Ribbensteg med Kartofler og syltede Rødbeder fra Efteraarets Høst, fulgt af en Rombudding.  Til Kaffen var der bagt Sultanakage.

Den sidste Uge har det store Samtalemne været den nye Jernbanebro over Storstrømmen. Alle haaber, at det vil give Sommergæster fra København. Den store Interesse for Natur og Fritid bør give mange nye Besøgende til vor dejlige Ø. Enkelte er dog ogsaa lidt sørgmodige over, at de ikke længere skal tage Færgen fra mellem Masnedø og Orehoved. En Del af det travle Liv i Havnen vil nok ogsaa forsvinde uden Færgens Passagerer.

Jeg vil nu lægge Pennen fra mig for denne Gang. En hjertelig Tak til mine trofaste Læsere, som har fulgt mig gennem den søde Juletid. Det kommende Aar ser lovende ud, maa det blive lyst og legende for alle.

Ribbensteg

Hertil anvendes et Ribbenstykke paa 3 kg, hvoraf det meste Fedt er afskåret. Benene knækkes paa midten, og herpaa lægges et Lag af 400 g skrællede ituskaarne Æbler og 400 g skoldede, stenfri Svesker. Benene bøjes mod hinanden og sammensys. Ribbensteg kan steges i Ovn eller i Gryde, men maa i sidste Tilfælde brunes, inden der paahældes Vand eller Suppe. Melet til Saucen kan bages i noget af Fedtet fra Skyen; den maa koge godt og have en smuk, brun Farve. Ved Anretningen trækkes Traaden ud, og Stegen serveres med Rødkaal eller Kartofler og Rødbeder til.

Rombudding

5 Æggeblommer røres med 125 g Melis, og piskes i ½ l kogende sød Mælk. 12 Blade Husblas, opløst i kogende Vand røres i Cremen, som, naar den er afsvalet, tilsættes 2½ dl hvid Rom samt Flødeskum af 2½ dl Piskefløde. Naar Massen begynder at stivne, hældes den i en vædet Form. Denne Budding laves Dagen før den skal bruges. En kold Saftsauce, helst af Hindbærsaft, serveres til.

Sultana-Kage

250 g Sukker røres godt med 250 g Smør og tilsættes 2 Æg, inden der tilsættes 125 g pillede og skoldede Sultana Rosiner, 50 g smaatskaaret Sukat, Kardemomme eller Appelsinessens efter Smag. I denne Masse røres 500 g Mel, 4 dl Mælk og 2 Tsk. Bagepulver. Dejgen bages i en smurt Form i omkring 1 Time ved 180 Grader. 

 

De kommende tid vil pennen blive overtaget af datteren på herregården, som vil fortælle om livet for herskab og tyende, husmænd og gårdmænd, som det har udfældet sig omkring 1910. 

Kategorier
Brød og kager Desserter Ikke kategoriseret

4. Januar 1937. Et nyt Aar er kommet.

Kære Læsere,

Et gammelt Aar er sluttet, et nyt Aar er kommet. I vor lille By forløb Nytaarsaften med de vanlige Løjer. Børn og Unge havde en Fest med at bytte om paa Havelaager, kaste Urtepotter og andet paa Døre og hænge Cykler og Retiradespande op i Flagstænger. Der blev også fyret en Del Hundepropper og andet Fyrværkeri af. Som altid var der enkelte Jeronimusser, som mente, at nu var Ungdommen igen gaaet for vidt.

I vor lille Brugsforeningen forløb aftenen som altid roligt, med kun enkelte urolige Øjeblikke. Havelaagen stod i det forsvarligt lukkede Vaskerum, alle Cykler var sat i Kælderen og Snoren paa Flagstangen var sikret. Nogle Drenge havde dog udvist stor Opfindsomhed. Da Thorvald stod op Nytaarsmorgen, laa Flagstangen ned i Haven.

Menuen Nytaarsaften var som altid Hamburgerryg med Grønlangkaal, fulgt af en Appelsin-Gele, som blev lavet af Butikkens sidste Appelsiner. Hvert Aar bestiller Thorvald en Kasse Appelsiner, men i Aar var Salget ikke saa stor som ventet. Derfor blev der lidt til over til Desserten. Til Kaffen kom min Søster med sin særlige Vaudois-Kage, som hun kun laver ved Juletid. Kokkepigen på Vennerslund mener, at den smager som de særlige Julekager, Italienerne forærer bort ved Juletid.

De sidste Dage har Roen atter sænket sig over alle. I Butikken ligner de julepyntede Vinduer igen sig selv. Juletræet har mistet den fine Julepynt og er sat ud i Haven til Glæde for Smaafuglene, som nyder de Fedtkugler, som nu pryder den. Hver dag nyder vi selv igen at kunne indtage vort daglige Maaltid i vanlig Ro og Orden. Gid resten af Aaret maa forløbe lige saa roligt, ogsaa for Jer mine kære Læsere.

Appelsingele

375 gr Sukker koges med trekvart Liter Vand, hvorefter den udpressede og siede Saft af 8 Appelsiner hældes deri, og det hele hældes igennem Geleposen eller en fin Sigte. Hver liter Saft tilsættes 12 Blade Husblas opløst i lidt kogende Vand. 6 Appelsiner skrælles, skæres i Skiver, befris for Kærner og lægges lagvis i Formen med Geleen; det foregaaende Lag maa være stift, inden et nyt lægges over. Formen stilles paa Is eller hensættes til næste Dag paa et koldt Sted. Vendes, garneres med grønne Druer og Cremesauce eller Flødeskum. Spises med Makroner til. Benyttes en Randform, kan Flødeskum arrangeres i en Top indeni. (Til 12 Personer.)

Vaudois Cake

125 gr smør smeltes og røres sammen med 2½ dl Mælk, saa det bliver fingervarmt. 50 gr Gær udrøres heri og der tilsættes 125 gr Sukker, 1 tskf Salt og 2 sammenpiskede Æg. Det røres godt, før 375 gr Hvedemel, 1 tskf Kardemomme og 2 finthakkede, syltede Appel.sinskaller kommes deri. Naar Dejen er godt sammenrørt, hældes den i en smurt Form og stilles tildækket til hævning et par Timer. Kagen bages cirka 40 Minutter i en varm Ovn (175-200 Grader)

 

Kategorier
Desserter Fester og gæster Jul Middagsretter

24. December 1936. Juleaftensdag

Kære Læsere,

Nu er den store Dag sig endelig kommen, som Børnene i vor lille By saa længe har glædet sig til. Juletræet er pyntet med ny og gammel julepynt, som er gaaet i Arv i Familien, en Erindring om tidligere Juleaftener i Familien. Nu staar Træet i vor fine Stue, hvor det venter paa at Lysene bliver tændt.  I vor Familie sker det først i Aften efter Julemiddagen.

Det er blevet koldt udenfor, saa det er godt, at vi kan tænde op i Komfur og Kakkelovn. Døren ind til den fine Stue er lukket, her bliver der først tændt op i Eftermiddag. I Køkkenet er der Travlhed, Flæskestegen skal gøres klar. Vi var saa heldige at kunne dele en nyslagtet Gris med Karetmagerens, saa der er hjemmelavet Sylte og Medisterpølse og andet godt til Juledagene. Den fine Svinekam har Slagteren lovet at salte og røge til en Hamburgerryg til Nytårsaften, hvor den skal serveres med Grønlangkaal.

Netop nu er Thorvald paa Besøg paa Vennerslund, som han er hvert Aar til Jul. Det har været Tradition siden Brugsforeningen i Stadager blev startet. Jeg husker tydeligt, hvorledes Gaasestegen blev gjort klar nede i Godsets store Køkken til Servering ved Herskabets Bord. Her var altid Liv og glade Dage, naar hele Familien kom paa Besøg i Juledagene. I Aar har været et særligt Aar, Kammerherren deltog i Olympiaden i Berlin paa sin smukke hest Grey Friar.

Som Traditionen foreskriver, er første Ret i Julemiddagen her i vort Hjem Risengrød med Kanel og Smørklat, serveret varm sødet Øl, som dog ikke falder i alles Smag. Børnene sætter altid en Skaal Risengrød ud i Vaskehuset til Nissen. Sjovt nok er den altid væk næste Dag. Maaske har Katten noget at gøre med det, den synes at være i rimelig Foderstand for Tiden. Herefter Flæskestegen, som serveres med baade hvide og brunede Kartofler og Rødkaal, som netop nu er ved at blive gjort klar. I Aar er Desserten Paddehatte, en lille Frugtdessert. Hvert Aar serverer jeg en ny og anderledes Dessert, som følger efter de to meget traditionelle Retter.

Jeg ønsker mine læsere en god Jul, maa den bringe Fred og Glæde til alle.

Gaasesteg

En Gaas paa omtrent 5½ kg renses grundigt. Hovedet med Halsen, Vingerne, Fødderne, Kraasen og Hjertet benyttes til Suppe eller Ragout, eller koges af til en Kraftsky til Saucen, mens Leveren kan benyttes til Postej. Flommerne lægges i koldt Vand med Salt tillige med det Fedt, der pilles af Tarmene. Gaasen vaskes godt i koldt Vand, gnides indvendigt med Peber og Salt og fyldes med skrællede Æbler, skaaret i 4 Dele, samt med skoldede Svedsker. Gaasen sys derefter sammen, gnides udvendigt med Salt lægges i Bradepanden og stilles nogle Minutter i den varme Ovn, inden der hældes lidt kogende Vand og Salt ved den. Skal Skindet være rigtigt sprødt, dryppes Gaasen kun i Begyndelsen. ½ Time før Anretningen hældes Skyen fra igennem en Sigte, og Gaasen sættes atter i Ovnen med ganske lidt Vand i Bradepanden. Gaasen steges i 2½ á 3 Timer.

Til Saucen brunes Smør, og heri bages Melet, der spædes med Skyen, hvoraf alt Fedtet er afskummet. Den tillaves med Kulør, Salt og lidt Kødekstrakt, hvis Skyen ikke er kraftig nok. Er det vanskeligt at samle Saucen, kan en smule Mælk eller Fløde tilsættes.

Naar Stegen serveres, trækkes Traaden ud, og Gaasen pyntes med 2 á 4 Dannebrogsflag. Hvis der i Familien findes en fingersnild Person, ser det fint ud med en Papirmanchet paa Gaaselaarene.

Flæskesteg

5 kg Skinke (til 10-12 Personer) skal stege i ca. 4 Timer. Godt Svinekød maa have en lys, rød Farve, og Sværen skal være tynd. Først afhugges Skanken, og derefter skrabes Sværen godt. Med en skarp Kniv ridses den i Striber paa tværs eller i Tærninger, men ikke for dybt ned i Flæsket. Skinken aftørres med et Kødklæde opvreden i varmt Vand, og Sværen gnides derefter godt med lidt Salt og evt. med lidt tør Sennep for at blive rigtig sprød. Stegen lægges i Bradepanden, som sættes ind i en godt varm Ovn, og først efter nogle Minutters Forløb hældes kogende Vand ved tillige med Salt. En Flæskesteg maa ikke dryppes, da det hindrer Sværen i at blive sprød. Mange bruger at komme et Par Laurbærblade, nogle hele Peberkorn samt enkelt Nelliker ved Stegen. ½ Time før Stegen er færdig, sis Skyen til Dels fra, Fedtet skummes af, og noget af det kan benyttes til at bage Melet i til Saucen, som opspædes med Skyen og derefter maa koges godt.

Paddehatte

Denne lille Frugtdessert er en behagelig Afslutning efter den tunge Hovedret. Den serveres i lave Portionsglas eller i almindelige Glasasietter. I hvert Portionsglas lægges en lille Skefuld Creme, derpaa en Appelsinskive uden Skræl. Det hele dækkes af et tyndt Lag Flødeskum, iblandet en Anelse grøn Frugtfarve (Skovbund). Herpaa stilles et Stykke Banan vendt i lidt Citronsaft, og paa hver Banan anbringes en kogt Abrikos, der i sidste Øjeblik drysses tæt med reven Chokolade.

 

 

 

Kategorier
Desserter Jul Konfekt

14. December 1936. Julehjerter og juleknas.

Kære Læsere,

Jeg haaber, at alle nu er ved at være klar til Julen, eller i det mindste er har faaet købt de første Gaver og bagt de første Smaakager. I Butikken er der Travlhed, der skal købes Mel, Sukker, Hjortetaksalt, Mandler og alt det andet, som hører Bagningen til. Heldigvis har vi i vor Familie altid brugt Kokkepigens Juleopskrifter. Skønt Køkkenets Komfur ikke er stort, er det alligevel blevet til mange fyldte Kagedaaser med Brune Kager, Vanillekranse, Jødekager og Klejner til glæde for hele Familien i de kommende Juledage.

Søndag er det 3. Søndag i Advent. Hele Familien ser frem til Besøg fra Onkel William, som har lovet at klippe nogle af sine fine Julehjerter sammen med Børnene. Bordet i Spisestuen bliver ryddet efter Kirketid, saa der kan blive Plads til Saks, Papir og Lim. Først skal det dog dækkes med Aviser, Lim kan være slemt at få af et lakeret Spisebord. Karetmagerens Datter Agnes kommer ogsaa, hun holder meget af Jul og Juleklip. Maaske vil hun synge en Julesang med Børnene, hun har en smuk og klar Røst.

Søndag skal der laves Juleknas. Marcipan er lækrest, naar den tillaves kort før den skal serveres. Marcipan med Overtræk kan fremstilles før, men da det er dyre Varer, bliver det kun til en lille Portion. Citronkonfekt, Trøfler, brændte Mandler og andre gode Sager bliver det forhaabentlig ogsaa til, saa der er Søde Sager til alle Juledagene. Kagerne og Konfekten bliver først serveret Juleaften, hvor hele Familien skal smage de gode Sager.

I Disse kolde Tider er det godt at sidde i Stuen, høre paa Musik paa Radioen og nyde en Kop Kaffe og maaske en enkelt nybagt Smaakage. Den store Begivenhed, som er paa alles Læber, er den engelske Konges Abdikation. Ikke ofte vælger et Menneske Kærligheden for Kronen. Det vil der blive talt meget om omkring Julens Kaffeborde.

Brændte Mandler

125 g Mandler, 125 g Sukker, ½ dl Vand blandes i en Pande og sættes over Ilden og omrøres, til Vandet er fordampet  og Sukkeret begynder at blive tørt, da tages Panden et Øjeblik af Ilden og omrøres stadig. Panden sættes atter over Ilden, indtil Sukkeret har samlet sig om Mandlerne og disse er blevet blanke. Mandlerne hældes straks op paa en med Olie smurt Plade og pilles fra hinanden, før de er kolde. Hertil kan bruges en Gaffel.  Opbevares et tørt Sted i Blikdaase.

Trøfler

125 g god Chokolade, 75 g Palmin, 1 Æggeblomme, 1 dl stiftpisket Fløde.

Chokoladen brækkes i Stykker, kommes i en Skaal, der sættes over Vandbad. I den smeltede Chokolade tilsættes Palminen lidt efter lidt, Skaalen tages af Vandbadet, og Æggeblommen røres i. Naar Trøffelmassen er afkølet, men endnu ikke stiv, røres den stiftpiskede Fløde i. Sprøjtes ud i smaa Toppe og trilles i Chokoladekrymmel.

Citronkonfekt

Ca. 300 g Flormelis, Saft og reven Skal af ½ Citron og ca. en tredjedel Æggehvide. Alt æltes sammen til en Dejg, der trilles i smaa Kugler, lægges paa Pergamentpapir og tørres i 1 Time, kan derefter overtrækkes med Overtrækschokolade.

Marcipan

Æltes med halvt saa meget Flormelis eller lige Dele af hvert. Deles i Portioner, der tilsættes f.eks. hakket Figen, knuste Valnødder eller Nødder, reven Appelsinskal og Appelsinsaft eller hakket Ingefær og Cocktailbær. Formes til forskellig slags Konfekt, der, om ønskes, kan overtrækkes med Chokolade. Marcipan kan ogsaa farves med Konditorfarve og formes til forskellige Frugter, Figurer og lignende.

 

Kategorier
Brød og kager Jul Supper

3. December 1936. Flere Juleforberedelser.

Kære Læsere,

Endnu en Uge er gaaet, og den søde Juletid nærmer sig med hastige Skridt. Thorvald og hans gode Kommis Børge har i den forløbne Uge haft travlt med de sidste Bestillinger, saa alt kan være klar, naar Gaardmændenes Koner kommer ind til Byen for at købe de gode Sager, de skal bruge i Juledagene. Paa den lange Liste kom baade Portvin, Sherry og Frugtvin, og der blev ogsaa købt Marcipan, Kakao, Overtrækschokolade og andet ind til den fine Konfekt, som skal laves i næste Uge. Saa maa man blot haabe, at konerne har Penge med, saa det ikke skal skrives paa Bogen. Sidste Jul havde enkelte først Raad til at betale før i Maj Maaned, og det var ikke fra de mindste Gaarde

Forgange Søndag var der Kaffeslabberads i Forsamlingssalen. Karetmageren holdt Juletræsfest for Børnene i Garagen, hvor hans flittige Datter sang og dansede med Børnene. Imens kunne de Voksne mod en lille Erkendtlighed nyde en Kop Kaffe og et stykke Marmorkage i Forsamlingssalen. Den var nu ikke nær saa god som den Kage, som Svigermor havde faaet Opskriften paa i sin Ungdom, da hun arbejdede paa en Herregaard i Jylland, en Chocolate Cake eller Chokoladekage. Marmorkagen er en tarvelig Efterligning, en Sandkage, hvori er rørt Kakao i en Del af den færdige Dej, som saa er lagt ovenpaa den øvrige Dej i Formen, hvorefter der er rørt rundt med en Strikkepind eller lignende.

Fra Vennerlund fik vi i denne Uge Familie-Journalen. Heri var en spændende Artikel om Præsidentfruen Eleanor Roosevelt, en gæv Kvinde, som er sin Mand en god Støtte. Artiklen var skrevet i Anledning af Valget i USA, som fandt Sted den 3. november. Vi kendte dog allerede Resultatet fra Statsradiofonien og Avisen. Hendes Mand vandt en stor Sejr, med god Hjælp fra sin Hustru. Hun har faaet en Del af sin Dannelse i Europa, hvor hun saa Betydningen af, at en Land tager Haand om de svageste. Hun er et sandt Forbillede for Kvinder i alle Lande.

De første Gæs er blevet slagtet til Salg i Københavne. Derfor fik vi fra Vennerlund sammen med Ugebladene fire gode Kraaser, som heldigvis var pakkede i Aviser for sig. De blev til en god Kraasesuppe. Den varmede godt i denne kolde Tid.

Kraasesuppe

4 gode Gaasekraaser flækkes, renses og skoldes, og Yderhinden trækkes af, ligesom ogsaa den tykke Hinde paa den indvendige Side af Kraasen flaas af. Naar Kraaserne er tilstrækkeligt renset og udvasket, sættes de over Ilden i koldt Vand med Salt, saa det staar i Højde med dem. Suppen skal, naar den har kogt i ca. 10 Minutter, skummes, derefter tilsættes Visk og Rødder. Kraaserne koges i ca. 2 á 3 Timer, eller indtil de er møre. Imens skrælles 4 store Æbler (gerne Belle Boskop), som deles i 4 Dele, og Kærnehuset skæres af. De koges i Vand med Sukker, og tages op, naar de er møre. Lidt skyllede Svedsker koges i samme Vand, hvori Æblerne er kogt. Naar Kraaserne er møre, sies Suppen til dels fra, og kun ganske lidt bliver tilbage i Gryden, hvori Kraaserne holdes varme. I Smør eller Margarine bages Mel, som spædes med den afsiede Suppe og Vandet, hvori Æblerne og Svedskerne er kogt. Suppen tillaves med Eddike og Sukker efter Smag. Den hældes skoldende hed i Terrinen over Æbler, Svedsker og Melboller og de ituskaarne Rødder fra Suppen. Kraaserne kan serveres i Suppen eller Særskilt.

Chocolate Cake

250 gram Smør røres med 500 gram Sukker og 6 Æggeblommer i et Kvarter, da tilsættes 2 teskefulde Bagepulver og 1 teskefuld god Vanillesukker, som omrøres godt, før 500 gram Mel, 3½ Deciliter Sødmælk og til sidste de stiftpiskede Hvider røres i.

Omtrent en tredjedel af Dejen lægges over i et andet Fad, og heri røres 125 gram reven Chokolade af en god og kraftig Type. Den øvrige dej tilsættes 75 gram revne Mandler. I en stor smurt Form eller lille Bradepande lægges først et Lag af den lyse Kagedej, derover bredes Chokoladedejen, som dækkes med resten af Dejen. Kagen drysses med Sukker og hakkede Mandler.

Bages ved 160-175 Grader godt en Time. Hvis Overfladen bliver for mørk, lægges smurt Pergamentpapir over.

 

Kategorier
Bondemad Brød og kager Middagsretter

22. November 1936. Et kært Besøg.

Kære Læsere

I den forgangne Uge har vi haft et kært og længe ventet Besøg. Syersken kom med sin trofaste Singer Symaskine, og tryllede fine Kjoler og Kostumer til den årlige juleforestilling frem. Karetmagerens Kone kom for at få et Julekjole, som ikke strammede. Det samme gjorde Mejeribestyrerens Emma. Også hun havde Besvær med at passe sin Kjole, men det skyldes nok den Kost, der tilberedes og spises derhjemme. Ost og Fløde er godt, men helst med måde.

De mange Gæster, som skulle have taget Mål og prøve deres nye Dragt, skulle også gerne have lidt Kaffe og Kage. I Køkkenet fremstillede Pigen den ene fine Kage efter den anden, men heldigvis havde hun en god hjælp i den nye Frk. Jensens Kogebog, en Gave fra den gode Præstekone i den Plads, hun sidst havde haft. Især Sodakagen vakte glæde, med den gode Margarine fra Brugsens eget Lager.

Julens Overflod nærmer sig hastigt. Endnu er der dog Tid at tilberede god og jævn Kost, som fylder i tomme Maver. Brødkurven var fyldt med gammelt Rug- og Sigtebrød, som blev en fremragende Øllebrød. Selv den gode Uddeler, som ellers foretrækker stegt Flæsk med Persillesovs, havde kun godt at sige. Syersken fik som altid Mad med, en ringe Betaling for hendes Hjælp.

Øllebrød

Omtrent 1 kg gammelt Rug- og Sigtebrød sættes nogle Timer i blød i Vand og udkoges der. Det gnides gennem en grov Sigte eller et Dørslag og opspædes med Hvidtøl. Øllebrøden kan koges nogle Minutter med Citronskal og hel Kanel. Sødes efter Smag. Der kan serveres Spegesild eller Ansjoser og raa Fløde til. Kan også tilberedes med 300 g Sukker rørt med 3 á 4 Æggeblommer i Terrinen, hvorefter den kogende Øllebrød hældes i under stadig omrøring.

Sodakage

½ kg Margarine gnides fuldstændig ud i ½ kg Mel sammen med 1 Tsk. Bagepulver og ½ kg Sukker, derefter røres ca. 3½ dl Mælk samt 3 hele Æg, 65 g hakket, syltet Pomeransskal eller ogsaa Citronessens og 125 g Korender i. Bages 1 Time. Formen smøres hertil.

 

 

Kategorier
Brød og kager Husholdning Middagsretter Sovs og saucer

12. November 1936. Et er Søkort at forstaa…

Mine kære Læsere

Endnu en Uge er nu gaaet i vor lille By, med store og smaa Begivenheder. Hos Karetmagerens er der endnu engang Smaafolk i vente, skønt Konen efterhaanden nærmer sig de fyrretyve Aar. Det er da ogsaa en lille Efternøler, som er paa Vej. Plads er der nok af derovre, nu, hvor Sønnen er draget ind til Nykøbing for at komme i lære. Nu bor kun Agnes hjemme. Hun er en god Hjælp, hvad der nok kan være brug for i denne Tid

Brugsforeningens Forsamlingssal havde den forgangne Uge Besøg fra den lokale Husmoderforening. Her var gode Raad om den forestaaende Jul, saa vi Husmødre kan faa Tid til selv at nyde Juledagene. Der staar allerede en del paa Hylderne ude i Spisekammeret og i Kælderen af baade Sødt og Surt, og med Hjælp fra min gode Pige skal det nok gaa. Alle havde medbragt Kage til Mødet, saa det var kun Kaffe, vi skulle sørge for ude i mit lille Køkken. Selv havde jeg bagt en Sandkage med Maizena.

Men som skrevet staar: Et er Søkort at forstaa, andet er Skib at føre. Selv de bedste Raad og nye Ideer er for intet at regne mod et godt og velsmagende Maaltid, tilberedt med kærlige og øvede Hænder. Thorvald har altid sat Pris paa en god gang Kødboller, saa Dagens Ret blev Boller i Selleri. Ikke alle sætter Pris paa Sellerien, men det er Tid nu at bruge de sidste fra Køkkenhaven, før Frosten endelig sætter ind. Grøntsager bør altid indgaa i den Kosten. En jævn og afvekslende Kost med baade Kød, Fisk og Grøntsager er det bedste Middel mod Sygdom og Sot.

Kalvekødfars.

En Fars tillaves af 375 g Svinekød og 375 g kalvekød, som hakkes 4 Gange gennem Kødmaskinen, den sidste Gang med et Løg. Kødet hældes i et Fad og røres først med 3 Tsk. Salt og herefter med 130 g Mel, før ca. trekvart Liter Mælk røres langsomt i, saa Melet før Tid til at opsuge det. Lidt hvid Peber kommes ogsaa i. For at sikre sig, at Farsen er velrørt og tilpas krydret, gør man klogt i at koge en Prøvebolle, inden man afslutter Røringen.

Kødboller i Sellerisauce

Et kg Selleri skrælles, skylles godt og skæres i smaa Tærninger, som koges i Vand eller Suppe. Naar Sellerierne er kogt, tages de op, og Bollerne koges i Suppen. Til Saucen bages Smør eller Margarine og Mel, som opspædes med den afsiede Suppe og lieres til sidst med et par Æggeblommer; den tilsættes stødt hvidt Peber og evt. et Glas Sherry.

Sandkage med Maizena

250 g Margarine eller Smør, 135 g Maizena, 325 g Hvedemel, 1 Tsk Bagepulver, 300 g Sukker, 2 dl Sødmælk, Vanilleessens, 7 Æggehvider

Margarine eller Smør smeltes og deri røres Maizenamel og Hvedemel, blandet med Bagepulver, Sukker, Sødmælk og lidt Vanilleessens. Piskede Hvider røres i til sidst. Dejgen hældes straks i en Form, godt smurt og bestrøet med Rasp. Bages ved jævn Varm (180 Grader) i 1 Times Tid. Dette er en god og billig Kage, der kan holde sig frisk. Æggehvider, man har faaet til overs, kan samles hertil.