Kategorier
Desserter Fester og gæster Jul Middagsretter

24. December 1936. Juleaftensdag

Kære Læsere,

Nu er den store Dag sig endelig kommen, som Børnene i vor lille By saa længe har glædet sig til. Juletræet er pyntet med ny og gammel julepynt, som er gaaet i Arv i Familien, en Erindring om tidligere Juleaftener i Familien. Nu staar Træet i vor fine Stue, hvor det venter paa at Lysene bliver tændt.  I vor Familie sker det først i Aften efter Julemiddagen.

Det er blevet koldt udenfor, saa det er godt, at vi kan tænde op i Komfur og Kakkelovn. Døren ind til den fine Stue er lukket, her bliver der først tændt op i Eftermiddag. I Køkkenet er der Travlhed, Flæskestegen skal gøres klar. Vi var saa heldige at kunne dele en nyslagtet Gris med Karetmagerens, saa der er hjemmelavet Sylte og Medisterpølse og andet godt til Juledagene. Den fine Svinekam har Slagteren lovet at salte og røge til en Hamburgerryg til Nytårsaften, hvor den skal serveres med Grønlangkaal.

Netop nu er Thorvald paa Besøg paa Vennerslund, som han er hvert Aar til Jul. Det har været Tradition siden Brugsforeningen i Stadager blev startet. Jeg husker tydeligt, hvorledes Gaasestegen blev gjort klar nede i Godsets store Køkken til Servering ved Herskabets Bord. Her var altid Liv og glade Dage, naar hele Familien kom paa Besøg i Juledagene. I Aar har været et særligt Aar, Kammerherren deltog i Olympiaden i Berlin paa sin smukke hest Grey Friar.

Som Traditionen foreskriver, er første Ret i Julemiddagen her i vort Hjem Risengrød med Kanel og Smørklat, serveret varm sødet Øl, som dog ikke falder i alles Smag. Børnene sætter altid en Skaal Risengrød ud i Vaskehuset til Nissen. Sjovt nok er den altid væk næste Dag. Maaske har Katten noget at gøre med det, den synes at være i rimelig Foderstand for Tiden. Herefter Flæskestegen, som serveres med baade hvide og brunede Kartofler og Rødkaal, som netop nu er ved at blive gjort klar. I Aar er Desserten Paddehatte, en lille Frugtdessert. Hvert Aar serverer jeg en ny og anderledes Dessert, som følger efter de to meget traditionelle Retter.

Jeg ønsker mine læsere en god Jul, maa den bringe Fred og Glæde til alle.

Gaasesteg

En Gaas paa omtrent 5½ kg renses grundigt. Hovedet med Halsen, Vingerne, Fødderne, Kraasen og Hjertet benyttes til Suppe eller Ragout, eller koges af til en Kraftsky til Saucen, mens Leveren kan benyttes til Postej. Flommerne lægges i koldt Vand med Salt tillige med det Fedt, der pilles af Tarmene. Gaasen vaskes godt i koldt Vand, gnides indvendigt med Peber og Salt og fyldes med skrællede Æbler, skaaret i 4 Dele, samt med skoldede Svedsker. Gaasen sys derefter sammen, gnides udvendigt med Salt lægges i Bradepanden og stilles nogle Minutter i den varme Ovn, inden der hældes lidt kogende Vand og Salt ved den. Skal Skindet være rigtigt sprødt, dryppes Gaasen kun i Begyndelsen. ½ Time før Anretningen hældes Skyen fra igennem en Sigte, og Gaasen sættes atter i Ovnen med ganske lidt Vand i Bradepanden. Gaasen steges i 2½ á 3 Timer.

Til Saucen brunes Smør, og heri bages Melet, der spædes med Skyen, hvoraf alt Fedtet er afskummet. Den tillaves med Kulør, Salt og lidt Kødekstrakt, hvis Skyen ikke er kraftig nok. Er det vanskeligt at samle Saucen, kan en smule Mælk eller Fløde tilsættes.

Naar Stegen serveres, trækkes Traaden ud, og Gaasen pyntes med 2 á 4 Dannebrogsflag. Hvis der i Familien findes en fingersnild Person, ser det fint ud med en Papirmanchet paa Gaaselaarene.

Flæskesteg

5 kg Skinke (til 10-12 Personer) skal stege i ca. 4 Timer. Godt Svinekød maa have en lys, rød Farve, og Sværen skal være tynd. Først afhugges Skanken, og derefter skrabes Sværen godt. Med en skarp Kniv ridses den i Striber paa tværs eller i Tærninger, men ikke for dybt ned i Flæsket. Skinken aftørres med et Kødklæde opvreden i varmt Vand, og Sværen gnides derefter godt med lidt Salt og evt. med lidt tør Sennep for at blive rigtig sprød. Stegen lægges i Bradepanden, som sættes ind i en godt varm Ovn, og først efter nogle Minutters Forløb hældes kogende Vand ved tillige med Salt. En Flæskesteg maa ikke dryppes, da det hindrer Sværen i at blive sprød. Mange bruger at komme et Par Laurbærblade, nogle hele Peberkorn samt enkelt Nelliker ved Stegen. ½ Time før Stegen er færdig, sis Skyen til Dels fra, Fedtet skummes af, og noget af det kan benyttes til at bage Melet i til Saucen, som opspædes med Skyen og derefter maa koges godt.

Paddehatte

Denne lille Frugtdessert er en behagelig Afslutning efter den tunge Hovedret. Den serveres i lave Portionsglas eller i almindelige Glasasietter. I hvert Portionsglas lægges en lille Skefuld Creme, derpaa en Appelsinskive uden Skræl. Det hele dækkes af et tyndt Lag Flødeskum, iblandet en Anelse grøn Frugtfarve (Skovbund). Herpaa stilles et Stykke Banan vendt i lidt Citronsaft, og paa hver Banan anbringes en kogt Abrikos, der i sidste Øjeblik drysses tæt med reven Chokolade.

 

 

 

Kategorier
Desserter Jul Konfekt

14. December 1936. Julehjerter og juleknas.

Kære Læsere,

Jeg haaber, at alle nu er ved at være klar til Julen, eller i det mindste er har faaet købt de første Gaver og bagt de første Smaakager. I Butikken er der Travlhed, der skal købes Mel, Sukker, Hjortetaksalt, Mandler og alt det andet, som hører Bagningen til. Heldigvis har vi i vor Familie altid brugt Kokkepigens Juleopskrifter. Skønt Køkkenets Komfur ikke er stort, er det alligevel blevet til mange fyldte Kagedaaser med Brune Kager, Vanillekranse, Jødekager og Klejner til glæde for hele Familien i de kommende Juledage.

Søndag er det 3. Søndag i Advent. Hele Familien ser frem til Besøg fra Onkel William, som har lovet at klippe nogle af sine fine Julehjerter sammen med Børnene. Bordet i Spisestuen bliver ryddet efter Kirketid, saa der kan blive Plads til Saks, Papir og Lim. Først skal det dog dækkes med Aviser, Lim kan være slemt at få af et lakeret Spisebord. Karetmagerens Datter Agnes kommer ogsaa, hun holder meget af Jul og Juleklip. Maaske vil hun synge en Julesang med Børnene, hun har en smuk og klar Røst.

Søndag skal der laves Juleknas. Marcipan er lækrest, naar den tillaves kort før den skal serveres. Marcipan med Overtræk kan fremstilles før, men da det er dyre Varer, bliver det kun til en lille Portion. Citronkonfekt, Trøfler, brændte Mandler og andre gode Sager bliver det forhaabentlig ogsaa til, saa der er Søde Sager til alle Juledagene. Kagerne og Konfekten bliver først serveret Juleaften, hvor hele Familien skal smage de gode Sager.

I Disse kolde Tider er det godt at sidde i Stuen, høre paa Musik paa Radioen og nyde en Kop Kaffe og maaske en enkelt nybagt Smaakage. Den store Begivenhed, som er paa alles Læber, er den engelske Konges Abdikation. Ikke ofte vælger et Menneske Kærligheden for Kronen. Det vil der blive talt meget om omkring Julens Kaffeborde.

Brændte Mandler

125 g Mandler, 125 g Sukker, ½ dl Vand blandes i en Pande og sættes over Ilden og omrøres, til Vandet er fordampet  og Sukkeret begynder at blive tørt, da tages Panden et Øjeblik af Ilden og omrøres stadig. Panden sættes atter over Ilden, indtil Sukkeret har samlet sig om Mandlerne og disse er blevet blanke. Mandlerne hældes straks op paa en med Olie smurt Plade og pilles fra hinanden, før de er kolde. Hertil kan bruges en Gaffel.  Opbevares et tørt Sted i Blikdaase.

Trøfler

125 g god Chokolade, 75 g Palmin, 1 Æggeblomme, 1 dl stiftpisket Fløde.

Chokoladen brækkes i Stykker, kommes i en Skaal, der sættes over Vandbad. I den smeltede Chokolade tilsættes Palminen lidt efter lidt, Skaalen tages af Vandbadet, og Æggeblommen røres i. Naar Trøffelmassen er afkølet, men endnu ikke stiv, røres den stiftpiskede Fløde i. Sprøjtes ud i smaa Toppe og trilles i Chokoladekrymmel.

Citronkonfekt

Ca. 300 g Flormelis, Saft og reven Skal af ½ Citron og ca. en tredjedel Æggehvide. Alt æltes sammen til en Dejg, der trilles i smaa Kugler, lægges paa Pergamentpapir og tørres i 1 Time, kan derefter overtrækkes med Overtrækschokolade.

Marcipan

Æltes med halvt saa meget Flormelis eller lige Dele af hvert. Deles i Portioner, der tilsættes f.eks. hakket Figen, knuste Valnødder eller Nødder, reven Appelsinskal og Appelsinsaft eller hakket Ingefær og Cocktailbær. Formes til forskellig slags Konfekt, der, om ønskes, kan overtrækkes med Chokolade. Marcipan kan ogsaa farves med Konditorfarve og formes til forskellige Frugter, Figurer og lignende.

 

Kategorier
Brød og kager Desserter

16. Oktober. Lidt mere fra Markedspladsen.

Saa blev det endelig godt Vejr efter Dage med Regn og Rusk. Blandt Gøglere og Godtfolk vakte det Glæde, at Gæsterne igen fandt vej til Markedspladsen. I Æbleskiveboden var Glæden særlig stor, de varme Æbleskiver fyldte godt i maverne paa baade store og smaa. Kokkepigen lod sig inspirere, og bagte Munker til Familiens Dessert, da hun kom hjem. Det var ganske vist ikke helt rigtige Æbleskiver, men det smagte da lidt derefter.

Ude paa Pladsen havde Gøglerne travlt med at passe Fornøjelserne, saa Børnene kunne faa en god Tid. Forhaabentlig betød det ogsaa klingende Mønt i Kassen, der skulle betales for baade leje af Pladsen til det lokale Sogneraad og lægges Penge til Side til Vinteren. Ikke alle kunne være sikre paa at kunne brødføde sig selv Julen over.

Inde i Bernhards Kro var der ogsaa travlt. Kokkepigens Søster havde faaet det varme Tøj paa. Det var gammelt Tatertøj, de mange gode lag Uld gjorde godt i Kulden. Der blev solgt godt med Smørrebrød og Suppe, selvom Brødet ikke var det gode Formbrød, som Kokkepigen selv bagte. Den gode Øl ville ikke mange have. Det var nye Tider, Markedsgæsterne kom ikke længere for et Krus Øl og et godt Slagsmaal, men for at se paa Gøgl og Forlystelser. Kun Lommetyve og andre Skurke beklagede dette.

Munker

500 Gram Mel, 250 Gram Smør, 1 Liter Sødmælk, 8 Æggeblommer, Kardemomme, reven Citronskal og Sukker efter behag. Hviderne piskes og kommes i til sidst. De bages, saa snart dejgen er rørt sammen, og kunne fyldes med Æbler, eller ogsaa serveres Frugten særskilt, som H.C. Andersen foretrak det.

Franskbrød, bagt i Form

40 Gram Gær udrøres med 2 Teskefulde Salt, 2 Teskefulde Sukker, hvorefter der kommes 1 Kilogram Mel og 7,5 Deciliter Sødmælk deri og arbejdes godt med Skeen, indtil Dejgen slipper Fadet. 2 Franskbrødsforme smøres med Smør, forinden Dejgen lægges deri og stilles 2 á 2½ Time til Hævning. Brødes bages i en meget varm Ovn i omtrent 1 Time.

Denne Dej skal være meget let, naar den puttes i Form, saa brug Skeen i stedet for Hænderne, da den ellers kan blive for tung!

 

 

 

Kategorier
Desserter Frokostretter Middagsretter Supper

Kokkepigens køkkenråd 5. Fra Hjemmets Arne nr. 58, 30 september 1958

Kære læser

Sommeren er nu gået, og septembers himmel er ikke længere blå, men grå. Efteråret er kommet, og det er nu tid at få grøntsagerne op i haven. Har De ikke allerede nu brugt de sidste kartofler, er det på tide at få dem op af jorden og gemt et godt sted til den lange vinter. Kartoflen behøver ikke at ende sine dage som en udkogt grøntsag uden smag, men bør være velsmagende og veltillavet. Uden kartoflen vil vi ikke få de vigtige C-vitaminer, som er så vigtige for at få os over de lange vintermåneder med helsen i behold.

En god og varm spise i denne tid, hvor kulden atter står for døren, er Bondekonens suppe. I denne ret benyttes både de store kartofler, som ikke længere egnede til at benyttes som tilbehør til kød og fisk, og de grønne porrer, som står så ranke i køkkenhaven som små grønne soldater. Suppen er velegnet som formad til stegt hornfisk eller anden stegt fisk. Spørg Deres fiskehandler om hvilke fisk, det er sæson for netop nu, så De altid for den friskeste fisk. Skulle De have mulighed for at møde fiskeren ved havnen, når han kommer ind efter sin fangsttur, er De helt sikker på frisk fisk. Bondekonens suppe kan også spises dagen efter som en lun frokostret, hvis der skulle blive lidt til overs.

Hvis kartoflerne har ligget for længe i bunden af skabet, og er begyndt at spire, tager de sig ikke længere pæne ud på middagsbordet. En måde at benytte dem på uden at støde den æstetiske sans er at lave en god Kartoffelmos Savoyard efter fransk forbillede. Denne ret kan spises for sig selv, men ofte kan husets herre ikke undvære smagen af kød. Skulle dette være tilfældet, smager lidt spegeskinke eller kogt skinke udmærket til denne kartoffelret. Til denne ret spises ikke formad, men en lille dessert vil ikke være af vejen. Hekseskum vil være en udmærket ret at spise hertil, især hvis De har husket at sylte hindbær eller jordbær, så det blot er at hente marmeladen på hylden.

Bondekonens suppe

Alt det grønne af 12 porrer skylles og sættes over i 2 liter vand sammen med 8 store, skrællede kartofler, der er skåret i småstykker. Når disse er så møre, at de let kan passeres , går det hele gennem en si, og det tykke tværes igennem den.

Imidlertid er det hvide af porrerne rengjort og skåret i centimetertykke stykker. Disse hældes i den siede suppe, der tilsættes mælk eller fløde, så der atter bliver 2 liter i gryden. Det koger et kvarters tid og smages derpå til med salt og hvid peber. Reven ost drysses i lige før serveringen og ristede brødterninger gives til.

 Kartoffelmos Savoyard

Tag 2 kg af de største og pæneste kartofler og kog dem med skræl på. Pil dem, mens de er varme, og tryk dem itu med en gaffel med det samme. Smag mosen til med salt og peber og en ganske lille smule stødt muskat og lige så meget melis. Pisk 5 æg ind i massen og 1 dessertskefuld kørvel. Hæld det hele i en smurt ildfast form, læg et par småklumper smør hist og her og lad det stå 20 minutter i en varm ovn.

Hekseskum

3 æggehvider piskes til stift skum. Så tilsættes 200 g flormelis og 3 top-spiseskefulde hindbær- eller jordbærmarmelade. Der piskes videre, til massen er tyk og cremeagtig. Den hældes derpå op i en glasskål og belægges med et ikke for tykt lag flødeskum. Et godt drys revne mandler kan evt. drysses over.

 

Kategorier
Desserter Frokostretter

Kokkepigens køkkenråd 3. Fra Hjemmets Arne nr. 56, 16. september 1958

Kære læsere

Jeg håber, De har haft god tid i den forløbne uge til at nyde de sidste sommerdage. Som altid er septembers himmel blå, med et smukt porcelænslys, som hvælver sig over de høstede marker og de bugnende  træer. Nu nærmer sig efteråret og kartoffelferien, og snart kommer den gode og søde juletid.

I dag vil jeg imidlertid fortælle om et af vor tids store vidundere – køleskabet. I mange år har et godt og bugnende spisekammer været enhver husmors pryd. Ved vintertide er det da også et udmærket sted at opbevare fødevarer af alle typer, men om sommeren vil hun ofte skulle kassere skrøbelige varer som mælk, fløde og fisk, hvis hun ikke køber små kvanta til en ikke ringe merpris. Isskabet er fugtigt og uhygiejnisk, mens køleskabet altid er tørt og rent, så varerne forbliver friske og appetitlige.

Pølse, leverpostej og andet skærepålæg er naturlige indvånere i køleskabet, ligesom frisk fisk, rejer og andre letfordærvelige varer.  Det samme er rester efter måltidet som stegt og kogt kød og kogte kartofler. I dag vil jeg give opskrift på en frokostret, Fin sildesalat, som gør brug af denne opbevaringsmulighed, således at så lidt som muligt går til spilde. Jeg håber, De vil nyde den fine sildesalat, som også gør brug af havens afgrøder. 

Et andet af tidens vidundere er frysehuset, som nu rejser sig i mange småbyer rundt omkring i landet. Her kan den flittige husmoder opbevare det nyslagtede kød i stedet for at salte eller røge det. Nu er det muligt byde på frikadeller, flæskesteg eller koteletter, også selvom der ikke er er blevet slagtet en af de foregående dage. Hun skal blot hente det frosne kød i frysehuset, og kan efter optøning tilberede det efter bedste evne og med årstidens grøntsager. I dag vil jeg dog give opskrift på en Flødeis, som bruger køleskabets fryserum til isterninger. Dette lille rum er ikke brugbart til indfrysning af de store mængder, som kød, fjerkræ og fisk ofte vil udgøre, men vil egne sig glimrende til en lille portion til søndagens dessert.

Fin sildesalat

En rest på ca. 150 g kogt kalve- eller oksekød, 3 udvandede og vel istandgjorte spegesild, 12 middelstore, kogte og pillede kartofler, 125 g syltet agurk, 80 g kogte rødbeder, 125 g æbler, 10 g kapers, 2 hårdkogte æg, ½ kogt selleriknold, 50 g skinke og 1 lille løg.

Alt hakkes, men går ikke gennem kødhakkemaskinen. Saucen laves af 3 spiseskefulde olie, 3 spiseskefulde eddike, lidt rødvin, peber og 1 teskefuld sennep, og blandes med de hakkede ingredienser.  Hvis denne portion sauce er for lille til at give den fine sildesalat den rette konsistens, tilsættes lidt kold bouillon. Salaten pyntes med hakket hårdkogt æg.

Flødeis

2 æggeblommer, 2 spiseskefulde sukker, ½ stang vanille, 2 dl piskefløde

Har man køleskab, er det nemt at lave flødeis selv i rummet til isterninger. Kun parfait-is egner sig dertil, og den må ikke indeholde for meget sukker. Termostaten indstilles på lavest trin et par timer, før isen skal fryses.

Fløden piskes til skum og æggeblommerne røres med sukker og tilsættes vanillen. Flødeskummet kommes forsigtigt i. Iscremen hældes i mindre portionsforme, der anbringes i køleskabets frysboks. Efter ½ times forløb røres der op i cremen. Cremen fryses 4-6 timer.

 

Kategorier
Brød og kager Desserter Frokostretter Middagsretter På rejse

3. Beretning fra Skrinet. Fra Kaffens Hjemland

18.de Juni 1841

Kiære Moder

Tiden er nu atter gaaet med megen Travlhed. Staden staar paa gloende Pæle i Anledning af H.K.H. Kronprindsens Formæling i Strelitz og det unge Par snarlige Ankomst. I Adresse-Avisen averteres med Portraiter af H.K.H. Kronprindsen og Hds. K.H. Kronprindsessen, og et meget langt og omstændeligt Ceremoniel ved det unge Pars ankomst er blevet offentliggjort. Billetter til Galleriet, som kan benyttes om Aftenen, naar de fornemme Gæster skal dinere ved Taffelet, uddeles af Overhofmarskallatet. Jeg haaber et faa en enkelt, at jeg i mit næste Brev kan underholde med en Beskrivelse af  Damernes Robes de Cour. Det bør give anledning til Samtale over Kaffekopperne, naar Moder har Besøg. Maaske serverer hun Kager paa Traad, som jeg husker saa vel fra min Barndom?

Blandt de mange Fragmenter i Tønnes’ Skrin er det denne Gang lykkedes at finde en lille Beskrivelse af en By i Yemen, Luhayyah, hvor han opholdt sig en Tid. Tilsyneladende har han været Gæst hos den lokale Guvernør, som har sørget for en rimelig indkvartering. Hvem hans Rejsekammerater er, er det endnu ikke lykkedes mig at udfinde.

Din søn Andreas

Skreven i Luhayya i det Herrens Aar 1774

Vi ere nu vel ankommen til Luhayyah og har af den lokale Guvernør faaet anvist Bolig i et Hus, bygget omkring en firkantet Gaardsplads efter morgenlandsk Skik. Det er bekvemt, men dog ikke som et godt Herberg derhjemme. For at faa en smule Fred har vi ansat en Portner, at vi ikke tidlig og silde blive opholdt af Personer, som ønsker at faa lægelige Raad eller sælge Varer. Den første Aften efter vor Ankomst sendte man fra Skibet et solidt Maaltid, heriblandt en god Kyllingepostej, som smagte alle. Paa disse Egne spises Kødet oftest skaaret i Stykker, saa da vi forgangen Aften udskar og fortærede en hel stegt Kylling, vakte det Undren blandt vore  lokale Gæster.

Luhayyah er omgiven af Vagttaarne, som nyeligen bleven forstærket med endnu et Vagttaarn eller Kastel. Det blev bygget af den lokale Guvernør eller Emir, som han kaldes. Emirens Navn er Farhân. Han er helt sort og stammer fra Afrika. Som ung blev han bragt til Yemen for at blive solgt. Han var saa lykkelig at faa en god Herre, som var en af Imamens fornemste Ministre i Sana. Denne Herre gav ham en god Opdragelse og ved egen Fortjeneste opnaaede Farhân efterhaanden Stillingen som Emir. Han er en stor Ven af Fremmede, og lovede os efter et kort Ophold videre Transport til Mokka paa sine Kameler. Vor Transport var hidtil foregaaet til Havs, men vi blev af alle tilraadet at fortsætte Rejsen over Land.

Kager paa Traad

Paa en grov Traad trækkes vexelviis Rosiner, som først er kogt lidt, skoldede søde Mandler og smaa Stykker Æble. Naar 1 Quarteer Traad er trukket fuldt og tæt, dog saaledes at der er et Stykke Traad udenfor ved hver Ende, hvori man holder, medens den dyppes i en Deig, lægges de i kogende Klaret, for at koges lysebrune. Traaden trækkes ud, inden Kagen er kold.

Deig til Kagerne tillaves af 250 Gram Meel udrørt med 60 Gram afklaret Smør uden Salt, knap 1½ Deciliter Øl, knap 1½ Deciliter Mælk og 4 Æg, hvoraf Hviderne Pidskes og røres i tilsidst.

Kyllinge-Postei

Der laves en Farce af 1½ Kilogram Lammekød, som skrabes fint, ligeledes 125 Gram fedt fersk Flæsk eller lignende. Det hakkes sammen og stødes vel med noget Smør og tilsidst med 1 Kilogram Franskbrød, som først blødes i lidt Suppe. Det udrøres ikke for fast med noget Gammelviin, lidt revet Løg, stødt Peber, Allehaande, lidet Nelliker, syltede og hakkede Champignoner, Asier og noget af den Suppe, Kyllingerne er kogt i. Farcen bør ikke være for skarp.

4 Kyllinger skæres istykker, koges næsten møre i Bouillon, Gammelviin, ganske lidt Løg, Peber, Muskatblomme og Salt. Formen beklædes med Butterdeig, hvorpaa lægges Farce, deri Kyllingerne med lidt af Suppen, hvori de ere kogte, og nogle smaa Stykker Smør, derpaa igen Farce og Butterdeig. Den bages i 1½ Time, til Fylden er stivnet,  og serveres i Formen med en Serviet om. Saucen laves af Kyllinge-Suppen, som jevnes med Meel og Smør. Den kan gjøres lysebruun ved at brune Smørret og røre Melet deri. Krebsesauce  kan spises hertil. Den kan ogsaa laves af Hønse-, Kalve- og Lammekjød.

 

Fra Ordbog over det danske Sprog:

Gammel-vin, en. [2.4] dels om lagret vin, dels om hvidvin, der er fremstillet af sprit, som er fyldt paa sirupsfade og tilsat m. rosinstilkeuddrag.

Kategorier
Desserter Fester og gæster Ikke kategoriseret Sovs og saucer

2. Beretning fra Skrinet. Hønsesnak

11. Juni 1841

Kiære Moder

Det har nu varet en rum Tid siden min sidste Meddelelse her fra Kiøbenhavn. Mine Studier har i disse uger taget Tiden fra den Opgave, jeg er bleven given. I den forgangne Uge var jeg saa lykkelig at blive buden paa en fornem Middag paa Regensen. Som altid serverede Jomfru Madsen et fortryllende Maaltid. Jeg vedhæfter en Opskrift paa Vanille-Creme samt et par Saucer, som hun har været saa venlig at give til Moders Husholdningsbog. Den ene skulle være fra hendes Oldemor. Maaske er den bleven serveret til Tønnes ved en særlig Leilighed.

Den gode Tønnes har virkelig ikke formaaet at have Orden i sine Papirer, ejheller ført en læselig Pen. En del tid er gaaet med at tyde Skriblerierne. Det følgende Fragment burde dog være passende til de medfølgende Opskrifter, da han heri blandt andet beskriver, hvorledes Egypterne udruge Æg i Ovn.

Din kiære Søn Andreas

Skreven i Cairo det Herrens Aar 1774

I Dag saa ieg Josephs Kornkammer, hvor han skulle have gemt Korn, at Egypten efter 7 fede Aar kunne have føde ogsaa i de følgende 7 magre Aar. Den ligger i gammel Cairo. Her findes ogsaa en Grotte under en koptisk Kirke, hvori den hellige Familie skulle have gemt sig under Flugten til Egypten. I nærheden ligger den hellige Gregorios’ Kirke, hvor de græske Munke sige, at særlige Underværker finder sted. Gale Mennesker skulle faa deres Forstand igen, naar de lænkes med et Halsjern fæstnet til et Søjle i Kirken, og Munkene læse Bønner over dem. En saadan Paastand forekommer mig dog at være udtænkt af Personager med Tankevirksomhed som Høns.

I Morgen har ieg faaet Leilighed at se en Ovn at udruge Kyllinger i. Dette skulle foregaa i en særlig Bygning bygget ind i en Bakke, hvori Æg udruges. I 12 store Kamre lægges Æggene paa Straa, Gødning antændes, og alle Aabninger lukkes. Nu tændes Lamper i Gangene Dag og Nat. Efter 8 Dage bliver hvert Æg kontrolleret over en Lampe, og fordærvede Æg bortkastes. Efter 21 Dage bryder de unge Kyllinger ud af Æggene. Jeg haaber at se, hvorledes dette Arbejde udføres, at jeg kan benytte denne Metode til Udrugning hjemme. Maaske vil der være lidt Oeconomi i at udruge paa denne Maade, vel udført skulle det mod en ringe Betaling kunne gøres ogsaa for Naboer.

Ægge-Sauce

4 Æggeblommer røres, indtil de er tykke, deri kommes 1 Theeskee Meel, Saft af 1 og Skal af ½ Citron, 1 Theeskee Eddike, Puddersukker, et Stykke Smør af Størrelse som et lidet Æg og 1 Pægel (2½ Deciliter) Vand. Det sættes paa Olden og røres, indtil det koger.

Smør og hakkede Æg

Naar Æggene er haardkogte og kolde, hakkes de fine og sættes paa Ilden med ganske lidt Vand. Naar de koge, tages Potten af, og Smørret røres deri. Engelsk Sennop kommes i ved Bordet.

Om Fløde-Krem, med Vanille og uden Vanille.

Til 10 á 12 Personer tages en god Skeefuld meget finstødt Stivelse, dette udtværes i et par Skeefulde Vand, herpaa kommes 12 Æggeblommer, som vel udrøres i Stivelsen, et Stykke Kaneel, Skallen af en Citron, lidet Sukker, 1 Pot (1 Liter) Fløde, nu er denne Krem saaledes at den kan afrøres. Vil man have Vanille deri, saa tages en Stang Vanille, den skiæres meget fiin, i en Pægel (2½ Deciliter) sød Mælk koges denne skaarne Vanille et godt Quarteer; nu rives dette igjennem en Sigte, at de fine, sorte Korn, som sidde i Vanillen, gaae igjennem den og komme i Kremen, nu sættes den paa Ilden og alle Tider røres med en Skee, eller pidskes med et Riis indtil den vil begynde at koge og blive tyk, da man saa maa have et Fad i Beredskab staaende, hvorpaa den saa varm anrettes. Den spises kold.

 


Kategorier
Bondemad Desserter Supper

14. Maj 1841. Hvad Skabet gemte.

Min kiære Søn

Jeg haaber, du er kommen vel til Kiøbenhavn at fortsætte dine Studier udi den theologiske Matherie. Den gode Gud har given os den store Gave at se, hvorledes du i Alting er lykkedes.

Alt her paa den gamle Haubarg er som det skal være. Din Broder er kommen i god Gænge med alt paa Gaarden, og hans Hustru har Styr paa den ganske Husholdning. Fader ser til, at alt gaar, som det skal ude, og jeg giver gerne en Haand med i det daglige Hushold. Torsdag forgangne uge var Fader og Broder paa Kvægmarkedet i Husum at købe magert Kvæg til opfedning. Om vi faar en god Sommer vil der være fede Kreaturer at sælge til Høst.

Nyligen gjorde vi en Rengøring af det gamle Skab. Blandt nyt og gammelt Dækketøj fandt vi et lille Skrin med gamle Papirer og Tegninger fra din vidtberejste Forfader Tønnes Scmidt, som for mange Herrens Aar siden begav sig paa en længere Reise. Maaske vil det dig interessere at læse om fjerne Steder og Folk. Ikke alt forstaar jeg at tyde, men maaske vil du kunne læse den mærkværdige gamle Skrift. Jeg sender dig Skrinet i Haabet om, at du vil sende Besked tilbage, om du formaar at læse den.

Med tilbage fra Husum bragte Fader nogle Sago-Gryn fra det fjerne Østen. Heraf tilberedte jeg en Sago-Suppe, som smagte alle. Maaske er der blandt de tilsendte Sider Beskrivelse af de fjerne Steder hvor Sago-Palmen gror. Fader sender ogsaa en Hilsen med Ønsket om at du faar en god Tid i Hovedstaden.

Din Moder

Anna Schmidt

Hvid Sagosuppe

250 Gram Sagogryn skylles i koldt Vand og kommes i 4 Liter kogende Vand med Skallen af 1 Citron. 120 Gram Rosiner kommes senere paa. 4 Æggeblommer røres hvide i Terrinen med Rørsukker efter Smag, 2 á 3 Citroner og 2½ Deciliter Gammelvin eller anden sød Vin. Suppen hældes deri, medens der røres i Terrinen. Den er kogt ½ Times Tid.

Rød Sagosuppe

Den tillaves ligesom Foranførte, men i stedet for Viin og Æg kommes Syltetøi deri. Ved Anretningen kan man komme skaarne søde Mandler deri og byde raa Fløde om ved Bordet, saa hver kan komme deraf i sin Tallerken.

 

Kategorier
Brød og kager Desserter Ikke kategoriseret På rejse

24. April 1912. En stille Afsked

Kære Søster, kære Svoger

Længe har jeg ventet med at skrive dette Brev i Haabet om at kunne bringe bedre Tidender til Eder begge. Den Rejse, som startede med Hjertet saa fyldt af Haab og Forventning, sluttede for alle en kold og mørk Nat paa det grusomme Hav. Blot 2 Uger er gaaet, siden Skibet lagde fra Kaj. Jeg husker den Glædesrus, som fyldte alle ved Tanken om Færden over det store Hav i det nyeste Skib fra White Star Line. Lidet anede vi, hvorledes Rejsen skulle Ende.

Om Natten den 14. April , da vi laa og sov, skete den forfærdelige Ulykke. Jeg kan ikke faa over mit Hjerte at berette om de rædselsvækkende Scener, som nu udspillede sig de næste Timer i det synkende Skib og paa det kolde Hav. Jeg vil aldrig glemme Lyden af de stakkels Mennesker, som maatte springe i det kolde Hav til den visse Død. Skønt alt var Kaos, lykkedes det for mig at komme med en Redningsbaad. Men siden denne Nat har jeg ikke set min kære Mand og Jer kære Svoger Thorvald.

Efter Skibet var sunket gik en rum Tid, før vi blev samlet op af det gode Skib Carpathia til Redning fra det mørke Hav. Paa vor Rejse ombord mod New York blev vi mødt af baade høj Sø, Pakis og Uvejr, det syntes som skulle vi ogsaa paa denne Del af Rejsen prøves. Meget af Turen nød jeg derfor kun en tør Kiks og en smule Vand. Endelig den 18. April arriverede Skibet ved Kaj 34, hvor en stor Menneskemængde mødte os. Blandt de mange Mennesker mødte jeg dog ikke ham, jeg havde haabet paa igen at se.

Al vor Baggage var forsvundet med Skibet, jeg havde kun de Klæder, jeg gik og stod i. Venlige Mennesker sørgede for, at jeg fik Husly. Dog var det lykkedes for mig at faa vore Midler med fra Skibet, saa jeg ikke stod ganske pengeløs. Hver Dag er jeg gaaet til Havnen, men Haabet om igen at se min kære Thorvald er nu slukket. I Gaar afholdtes en stille Mindehøjtidelighed for de Afdøde. Jeg fremstillede hertil den gode Franske Æblekage efter den gode Fru Nimbs Kogebog, som nu ligger paa Bunden af Havet. I Morgen fortsætter jeg alene den Rejse mod Port Townsend, som vi sammen skulle have foretaget. Vent ikke mit næste Brev før jeg er naaet frem.

I denne Sorgens Stund forbliver jeg dog Eders kære Søster og Svigerinde

Marie

Cabin Biscuits

Bland 250 Gram Mel og ½ Teskefuld Salt i en Skaal. Med Fingerspidserne arbejdes 1 Spiseskefuld Smør ind i Melblandingen, til det ligner fine Krummer. Lav en Fordybning i Blandingen og hæld godt 1½ Deciliter Vand i. Ælt det grundigt, tilsæt evt. mere Vand, hvis det er nødvendigt. Rul Dejen til en Pølse, som skæres i omkring 25 Stykker. Lad dem hvile i 15 Minutter. Hvert Stykke rulles til en Cirkel, som prikkes overalt med en Gaffel, lægges paa en usmurt Bageplade og bages ved 190 Grader i omtrent 15 Minutter.

Fransk Æblekage

En Kageform beklædes med Mørdej. Æbler skrælles og skæres i tynde Skiver, lægges i Formen og stilles i Ovnen, indtil Kagen er halvt bagt.

100 Gram Makroner stødes fint, og 100 Gram Sukker røres med 5 Æggeblommer, indtil disse er hvide. Derpaa røres heri 2½ Deciliter Piskefløde. Denne Masse hældes over den halvt bagte Kage, som bages færdig i en ikke for hed Ovn. Ved Anretningen bestrøs den med hvidt Sukker.

Mørdej

500 Gram Mel hældes paa Kagebrættet, at det danner ligesom en lille Høj. I Toppen laves et Hul, og heri kommes lidt Salt, et helt Æg og 2 Æggeblommer, 250 Gram fast koldt Smør og godt 1 Deciliter koldt Vand. Man ælter hurtigt det Hele sammen, lægger Dejen i et Klæde og stiller den ind i Isskabet eller paa et andet koldt Sted, saa at Dejen kan hvile, indtil den skal bruges.

 

Kategorier
Brød og kager Desserter Påske

29. Marts 1890. En Hilsen fra Danmark til det Fremmede

Kiære Moder, kiære Fader

En Hilsen her fra det gamle Land, hvor Lyset atter er vendt tilbage. Vinteren har være os venlig i Aar, endnu er baade Dyr og Mennesker ved godt Huld. Baade Kartofler, Gulerødder og Løg findes endnu i de gode Kuler, og paa Marken staar stadig lidt Grønkaal.

Paasken nærmer sig, snart myldrer det nye Liv igen frem. Skiønt det er bleven moderne ej længere at bruge de gamle Retter, vil vi dog alligevel nyde Nikaals-Suppe Skærtorsdag og Rugmelsgrød Langfredag. Jeg husker ej klart, hvorledes Moder plejede at lave Suppen, men da der stadig er Kaal paa Marken, vil det nok blive en god Grønkaalssuppe. Gammel Skik tilsiger ni slags Grønt af foraarets friske Skud fra Have og Grøftekant. Der er stadig lidt Timian, og Persille og Purløg begynder at titte frem, saa den skal nok blive god.

Maaske har Paaskeharen ogsaa gemt et Æg eller to Paaskedag. Denne Skik er kommen til os Sydfra, men spreder dog stor Glæde blandt vore Yngste.

Jeg haaber Besøget af hr. Swan gik godt. Jeg ved, at du, kiære Moder, vil have skrevet et Brev om Besøget, men vort Savn kan ikke overvinde Afstanden til Port Townsend. De spændende Historier, han maaske fortalte, ville jeg gerne have hørt. Selv havde vi Søndag besøg af Pastoren og hans Hustru til en Kop Kaffe og lidt gammeldags Æblekage lavet af de sidste Gemme-Æbler. Den smagte alle. Jeg lavede ogsaa lidt smaa Thekager, hvortil der skulle benyttes Kartoffelmel.

Jeg vil nu slutte dette Brev med en Hilsen fra os alle med Haabet om, at vi snart maa ses igen. Siden Jer Bortrejse er sket meget. Til Sommer vil I endnu engang om alt gaar vel blive Bedsteforældre. Jeg ved, det vil Glæde Eder begge.

Det kærligste Hilsener fra Eders Datter

Grethe Ingwersen

Gammeldags Æblekage

En god Æblemos koges under Laag af faste, ikke for vandige Æbler (som Belle Boskop) og smages til med Sukker. Mosen kan jævnes med en smule Kartoffelmel, om den ikke opnaar den rette Konsistens ved Kogning. En Æblekagerasp tillaves ved at smelte Sukker paa Panden og heri komme lidt Smør. Rasp, som kan være tillavet af knuste Tvebakker, vendes i den varme Sukker, til det er blevet brunt – men ikke sort. I en Skaal lægges Rasp og Æblemos lagvis. Øverst lægges et lag Flødeskum. Har man lidt Gele til overs fra sidste Aars Syltning, kan det lægges paa Flødeskummet med en Ske.

Smaa Tekager

125 Gram Kartoffelmel og 250 Gram Hvedemel sigtes sammen. 250 Gram blødt Smør røres med 250 Gram Sukker og 1 strøget Spiseskefuld Vanillesukker. 2 Æg piskes sammen og tilsættes skifteves med Melet i mindre Portioner. Kagerne sættes med en Teske paa den velsmurte, kolde Plade og bages lysebrune ved god Varme (omkring 200 Grader).